Ruslands Ukraine-krig kan nærme sig en form for kulmination og samtidig en balancering af kræfter. Mange opregner mængden af missiler eller finansielle muligheder i krigen. Vi tænker empatisk på den moralske nedslidning af så vel den ukrainske befolkning som de stakkels russere, der i massevis er blevet indkaldt til at være kanonføde. Og vi tænker med gru på den torturerede befolkning i Donbas. Bag de scenarier må vi imidlertid grave dybt ned i de forestillinger. Vi graver igennem lag på lag af realiteter, strategier og myter. Men hvad ser vi? Og hvad vil vi indrømme at få øje på?
Ukraine-krigen er en forlængelse af den mere end 100 år lange traumatisering, som østeuropæiske krigsscenarier fortæller om. I det mellemrum, som vinteren nu kan give os, er spørgsmålet, hvad det er for en mytisk forestilling, der kan legitimere de mange lag af traumatiseringer.
I dansk historie skal vi helt tilbage til de dansk-svenske krige for at finde tilsvarende lag af forfærdende krige, traumatiseringer og mytiske forestillinger. De krige forløb fra 1570'erne til 1720, men havde også konsekvenser for efterfølgende generationer. Utvivlsomt spillede Reformationen en afgørende rolle i legitimeringen af både svenskernes og danskernes forsøg på at synkronisere og koordinere samfundets enorme indsats i de krige.
Disciplinering, lydighed, solidaritet og jævnbyrdighed af belastninger var afgørende. Monarkiernes og staternes sikkerhed stod på spil. Paradoksalt nok var der ikke tale om de religionskrige, som man ellers så udfoldet i Trediveårskrigen, og som mange steder varede meget længere tid. Men for det svenske monarki var det afgørende at få skaffet sig adgang til verdenshavet på tværs af det snævre danske Øresund. Kampen var geopolitisk.
Det har den klassisk også været for Rusland. Landet var også spærret inde bag Østersøen og tilmed bag Sortehavet, Bosporus og Gibraltar samt et næsten tilfrosset og utilgængeligt Arktis.
Nok så afgørende i den russiske selvforståelse ligger imidlertid forestillingen om at være en global for ikke at sige universel stormagt. Den lå også i svenske monarkers forestillingsverden om at være "kejser i sit kongerige". Hos russerne optrådte den fortælling fra og med tsar Peter den Store omkring 1700, da hans militære styrker stod sammen med danskerne om at ville tilbageerobre Skåne. Det blev ikke til noget.
Nok så dybtgående er forestillingen om den ortodokse kristendoms liturgi og teologi, som lader så vel agt som magt udgå fra en Helligånd, der har sit udspring i Faderen. Snarere end i den protestantiske forestilling om Helligånden som medium for organisering, delegation og selvstændigt virke.
Metropolittens, tsarens og senere Lenins og Stalins intuition skulle være styrende. Med agt, magt og vold. Sågar den sovjetiske forestilling om kommunisme hævdede et entydigt monopol på vished og autoritet. Den lå også hinsides enhver rimelighed og hinsides den teoretiske og forskningsmæssige empiriske evidens, som Karl Marx havde argumenteret for. Ortodoksien krævede en åbenbaring, som forbandt Sønnen (Jesus) med Faderen, og tsaren, Lenin, Stalin og Putin med historiens endelige evighed.
Vi vil selvfølgelig med rette indvende, at den intuition hviler på mystik og metafysik. Men den har også fået legitimitet og autoritet gennem den russiske lidelseshistorie. Folk tror faktisk på den – et langt stykke hen ad vejen, for ellers har deres så ofte forspildte liv slet ikke nogen mening. Mange russere tror på fortællingen om, at Putins intuition er sikker og vis, nemlig den om, at Rusland er en supermagt, der kan sikre verdenssammenhængen og i givet fald også ødelægge den for eventuelle kættere, som måtte stå i vejen. Evigheden er på Putins og Kremls side. Rusland vil "vinde krigen" i Ukraine.
Faktisk kan vi sågar også høre den vision, hvis vi lytter til den tilsyneladende så smukke russisk-ortodokse kirkes korsang. Korsangen viser en form for ekko af den liturgi, der besynger, at evigheden og den mytisk-mystiske sandhed befinder sig hinsides det kirkerum, der i protestantiske menigheder indtages af menigheden selv i deres salmesang. Nadveren i den ortodokse kirke viser blot brødet og kalken, som bæres frem af præster eller biskopper fra deres skjul bag ikonoklasens forhæng, men uden menighedens deltagelse som andet end blot tilskuere.
Det er en helt anden fortælling end både den svenske og den danske lutherske nadver. Også den katolske nadver konstituerer og legitimerer et helt andet grundlag for samfundsfortællingen. Det grundlag, som skabtes efter Det Store Skisma mellem den vestlige og den østlige kirke i 1054, var i Vesteuropa, at kirken skulle organisere sig hierarkisk, retligt og så at sige ud fra en bureaukratisk mystik ovenfra og ned, fra pave til præst og til menighed.
Den organisationsform lærte protestanterne, så vel lutheranere som calvinister, meget af. Vi indførte dog – i princippet – lighed mellem stænderne og lighed for loven. Men reelt lærte vi i Vesten at synkronisere samfundets organisation med det selv. Dette synkroniseringsprincip om alle deltageres samtidige iagttagelse af Gud gjorde det meget lettere at koordinere organisation og så vel økonomiske som militære ydelser, end man blev i stand til i den russisk-ortodokse kirke.
Resultatet så man med verdenskrigenes ufattelige lidelser for den russiske befolkning, da den skulle modsætte sig tyske angreb. Tilmed blev den russiske borgerkrig også en kamp mellem to forskellige former for ortodoksi, tsarens og revolutionens, men lige lidt hjalp det. Ukraine blev i 1930'erne udsat for ufattelig udnyttelse i forsøget på at tilfredsstille Kremls fortælling om egen vished. Sidenhen blev det i 1940'erne hele den sovjetiske befolknings tur til på én gang at blive udsat for den tyske luthersk-katolske organisering af blitzkrieg og for Hitlers stædige vished om egen almagt, der kun kunne udkonkurreres og nedkæmpes af Stalins intuition om sit tusindårsrige.
Det er ikke sikkert, at ukrainerne har bevæget sig ud af denne ortodokse forestillingsverden. Så vel russerne som ukrainerne er skamfulde og skyldfyldte i deres traumatiserede historie. Russerne, fordi de udbyttede ukrainerne tilbage i 1930'erne, mens ukrainere indledningsvist håbede, at nazisterne i 1941 var mere og ikke mindre moralske end russerne.
Jeg ved ikke, om man kan tænke sig en slags kollektiv psykoanalyse. Men i begge tilfælde kan tildækningen af skyld og skam i den historie gemme sig bag en lidelseshistorie, der er så skrækkelig, at vi slet ikke kan forestille os den. Sovjetunionen mistede efter alt at dømme langt flere mennesker i verdenskrigene, end landet selv har villet indrømme. Resten af befolkningen er formodentlig blevet traumatiseret i rasende grad. Vi kan blot håbe på, at en nyere generation forhåbentlig er ved at komme sig over forældrenes og bedsteforældrenes ubønhørlige opdragelse. Desværre forsøger Kreml at gentraumatisere både den ukrainske og den russiske befolkning.
Imens må vi erkende og indrømme, at vi har levet i noget nær historiens paradis gennem de seneste par generationer. Vi har fået fortalt, at paradis var en fortidig forgangen tilstand, som vi kom ud af ved historiens begyndelse – eller at vi kunne komme frem til den tilstand ved udviklingens og teknologiens hjælp. Det har vist sig ikke at være rigtigt. Paradiset har været nu. Nu i vores indeværende livshistorie. Ikke mindst for os danskere, der så misundelsesværdigt dårligt nok har oplevet krig.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.