Affald fylder. Vi forbruger, og vi smider væk.
Vi bruger oceaner (desværre helt bogstaveligt) af emballage på mad, der skal fragtes halvvejen rundt om kloden, i stedet for at fylde et lærredsnet med grøntsager fra en nærboende grøntavler.
Vi køber drikkevarer i små sukker- og farvestofberigede plastindpakkede portioner, og så står vi der med kartonen, metalfolien, plastflasken. Eller vi spiser karameller med to lag papir i titusind farver.
Alt det er galt nok.
Alle vores mange emballager og knap nok slidte forbrugsvarer fylder utrolig meget. Så nogle vil nok finde det nærmest småligt, at jeg bekymrer mig om den del af affaldet, der ikke lander på lossepladsen eller forbrændingsanstalten: alt det, der smides i natur, på gader, på legepladser, på fortove, i busser, i parker. Alt det, som en eller anden ikke har gidet tage med sig til den nærmeste skraldespand.
Herregud, er det nu så galt? Er der ikke større problemer i denne verden? Og hvad har det med etik at gøre? Det har det med etikken at gøre, at den, der smider affald i stor eller lille skala, der hvor andre skal færdes, den person tager noget fra andre. Tager noget af den andens rum. Gør det sted, hvor den anden skal færdes, til sin egen skraldespand eller giftsump eller plasticsuppe.
Det, synes jeg, er et stort problem, for det snitter skiver af vores fællesskabsfølelse, en følelse, der er vigtig i den store affaldssammenhæng, i den vidtrækkende lyst til at løse globale problemer.
Når jeg færdes i naturen, kommer jeg hyppigt hjem med en fuld bærepose: øldåser, chipsposer, papbægre, cigaretpakninger. Det tager jeg jo ikke skade af at samle op, men overvejelserne tynger desværre meget mere end selve den enkle handling at samle andres skrald op: Hvorfor synes de, at de har lov at svine? Hvem har lært dem ikke at samle op efter sig? Hvem har vist dem den armbevægelse, at man bare kan kaste burgerresterne og flaskerne samlet ud i grøften?
Jeg var for nogle år siden på rejse i Vietnam, hvor jeg var ret forskrækket over et langt højere affaldstryk på vejene i Ho Chi Minh City end i danske byer. Der er nok mange andre, der kan skrive under på, at det gælder for mange af verdens fattige kæmpebyer.
Men jeg fik at vide, at det var livsgrundlag for de fattigste i samfundet at samle flasker, papir og pap, og derfor gjorde det ikke noget, om man smed sit skrald. ”Renovationen” var en del af de elendigst stilledes underhold.
Skal vi forvente noget tilsvarende i Danmark? Skal stigende social ulighed være et alibi for nem affaldshåndtering, altså lig med, at andre skal leve af det, vi ikke selv gider spise op eller slide op eller skaffe bort? Eller har vi andre muligheder for at genlære hensyn til andre, kollektiv kærlighed til natur uden metaldåser og plastfrynser og skod?
Alle, der ser andre kaste noget fra sig, som burde lande i en skraldespand, der jævnligt tømmes for skattekroner, kunne jo bede dem venligt om at samle det op, som de lige tabte. Kunne bede dem være med til at skønne på det fælles rum, om det er på en lille grøn plads i byen eller et fortov uden for en højhusbebyggelse eller en skov. Forhåbentlig uden at få et møgfald retur.
Tak. Det er mit rum – og det er dit rum. Det er vores. PS: Og det gælder også tagging. Nu vi er ved det...
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo