Prøv avisen

Sådan er vi i Danmark!

Hvordan kan tre mennesker i Danmark beslutte, at der ingen fare er? Ofte i modstrid med hvad folk tættere på, som FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, udtaler. - Foto: Arkiv.

Hører barmhjertighed og medmenneskelighed ikke længere med, når det gælder politik?

For nogen tid siden kunne man læse en historie, som man nægtede at tro foregik i Danmark. Klokken seks om morgenen henter politiet en mand i en tredjesals lejlighed på Nørrebro, hvor han ligger og sover sammen med sin kone og deres etårige barn. To andre børn på fire og fem år sover ved siden af. Han skal komme med øjeblikkelig, prøver desperat at flygte ved at springe over på naboens altan, men bliver ført til Vestre Fængsel.

Han er ikke kriminel, ikke stofmisbruger, ikke islamist men han er palæstinensisk asylsøger, og politiet har en oplysning, han endnu ikke selv har fået: hans seneste ansøgning om opholdstilladelse er blevet afslået, og han kan derfor straks tvangshjemsendes til Libanon. To dage efter bliver han, lænket på hænder og fødder, transporteret til Beirut i et privatfly.

Hassan Salam Zaher har været her i otte år. I de seks har han været gift med Sawsan Al-Atrach, også med palæstinensisk/libanesisk baggrund men hun har været her i 20 år og er dansk statsborger.

Det er ikke et arrangeret ægteskab, Hassan og Sawsan har mødt hinanden i Danmark og giftet sig ja, såmænd af forelskelse og kærlighed. Børnene går i dansk børnehave og taler dansk, de er fuldstændig integrerede i Danmark. Men familiesammenføring har ikke kunnet lade sig gøre, angiveligt fordi Sawsan i løbet af det sidste år har været på barselsorlov og altså har modtaget offentlige ydelser.

Den vending, som oftest bruges om Udlændingenævnets afgørelser: Udlændingenævnet har besluttet, at der ingen fare er for NN ved at vende tilbage har altid forbavset mig. Hvordan kan tre mennesker i Danmark beslutte, at der ingen fare er? Ofte i modstrid med hvad folk tættere på, som FNs flygtningeorganisation, UNHCR, udtaler. På randen af borgerkrig, lyder det i tv-avisen, som kun rapporterer sparsomt fra et land, hvor danske soldater jo ikke er i krig.

Men Udlændingeservice siger til en ung mor, der har boet i Danmark med hele sin familie, siden hun var fire år, og som har tre danske børn: Du kan jo bare tage derned, hvis du vil leve sammen med din mand. Er det børnenes tarv? Eller er det deres tarv at måtte vokse op uden en far, som hidtil har været den, der har taget hovedansvaret for dem? Hvilken menneskelig tragedie er det, man her åbner for? I hvis interesse kan det dog være at skille sådan en familie ad? Hvem er det, det skal afskrække?

Hassan er uddannet mekaniker og kan selv bidrage til sin og familiens forsørgelse. Hvis han kan få lov. Men Udlændingenævnet ser ingen grund til, at han ikke kan fortsætte sit liv i Libanon. Sawsan er netop blevet optaget på Niels Brock på en treårig lægesekretæruddannelse et fag, hvor der er skrigende mangel på medarbejdere. Men nu ved hun ikke, om hun tør begynde et studium, der indebærer, at hun får SU. Børnene er blevet angste og urolige og tør ikke gå i børnehave, for vil deres mor måske pludselig også forsvinde?

For nylig udtalte integrationsministeren i TV-avisen, at man var villig til at indrømme fejl, at hvis de danske flygtningelove var i strid med EUs, ville man rette ind, og at konventioner hvad med børnekonventionen? og selvfølgelig Grundloven også måtte overholdes.

Birthe Rønn Hornbech (V) har altid været opfattet som en af de gamle grundtvigske Venstrekæmper. Hun er også erklæret kristen. Hører barmhjertighed og medmenneskelighed ikke længere med, når det gælder politik?

Hos teologen og højskolemanden Hal Koch hedder det i hans lille bog Hvad er demokrati? (side 75):

Denne dobbelthed hører med til menneskelivet, på den ene side den absolutte forpligtelse over for retten, det rigtige og deroverfor den absolutte frigørelse for enhver dogmatisme, der vil hævde at have patent på retten, som ikke ved hvert nyt møde med mennesket vil begynde forfra i sokratisk uvidenhed og derfor gennem samtale er henvist til at finde vejen frem. Hvor denne dobbelthed forsvinder, ender man før eller senere med at lægge livet øde.

Else Lidegaard,
med i Bedsteforældre for asyl,
Fredericiagade 82 A, 5. tv,
København K