De arme jøder! sagde jeg til mig selv, da jeg havde hørt overlæge Morten Frisch propagandere mod omskæring af drengebørn.
Det var i Trykkefrihedsselskabet den 7. februar. Vi var egentlig kommet for at demonstrere vores solidaritet med Lars Hedegaard, som var søgt myrdet to dage før, men der var på programmet sat som emne Omskæring. Temmelig ligegyldigt og uinteressant. Hvad vedkommer det os danskere? Vi er naturligvis allesammen modstandere af kvindelig omskæring, der er en form for lemlæstelse, men den jødiske omskæring af drengebørn er jo en ældgammel rituel historie, som åbenbart ikke skader børnene, siden man har udført det i adskillige tusinde år. Hvorfor dog bruge tid på det?
Jo, det viste sig, at en stærkt agitatorisk overlæge ved navn Morten Frisch havde denne sag som sit tema og med megen lidenskab og mange tal agiterede for forbud mod omskæring af drengebørn. Jeg undrede mig over, at han skulle være eneste medicinske vidne. Hvorfor ikke indkalde en anden mediciner, som kunne belyse sagen og påstandene nøjere? Hvorfor lade denne agitator være eneste mediciner?
LÆS OGSÅ: Debat om omskæring: Det ukrænkelige barn eller religionsfriheden?
Og jeg havde ondt af overrabbiner Lexner, som var næste mand i panelet, og som skulle forsvare en tusindårig religiøs tradition imod en sådan medicinsk umodenhed. Ja, umodenhed, for der er jo andet perspektiv end det medicinske.
Det slog mig, da jeg hørte den tredje taler, en meget ung mand, der var blevet omskåren, og som nu med stor lidenskab udråbte over forsamlingen: Giv mig min forhud tilbage! Og som gjorde begrebet barnet selv til sit grundbegreb: at kun barnet selv skulle bestemme.
Ak, hvor naivt! For barnet er jo aldrig bare sig selv, men at være barn og for den sags skyld at være menneske er at være led i en historisk sammenhæng. Der er ingen, der kun er sig selv. Der er ingen, som kun er et abstrakt begreb. Men at være menneske er at være sammenhørende med sin slægt og sit folk, og at være barn er at høre hjemme i en familie eller slægt.
Det er jo dette, der er virkeligheden. Det andet hører hjemme i propaganda og statistik. Men barnet er sine forældres barn, og forældrene hører hjemme i folkets sammenhæng. Derfor er det i sådanne spørgsmål ikke gjort med at fremkomme med tal. Eller derfor er en rent medicinsk argumentation i spørgsmålet om drengebørns omskæring en afgørende tradition i jødedommen et andet ord for menneskelig og åndelig umodenhed.
LÆS OGSÅ: Store partier vil forbyde omskæring af drenge
Det var altså den, Morten Frisch fremførte i Trykkefrihedsselskabet. Jeg måtte ryste på hovedet. Og så kom jeg såmænd også til at tænke på den strid om revselsesretten, som jeg var indviklet i for en menneskealder siden, og hvor umodne agitatorer af samme art som overlægen krævede revselsesretten ophævet.
Men revselsesret betyder forældremyndighed. Revselsesretten var et andet ord for, at det var forældrene, der skulle opdrage barnet, fordi barnet tilhører familien, ikke samfundet: Nej! råbte alle behandlerne og de socialistiske teoretikere. Nej, det er samfundet, ikke forældrene, der ejer barnet. Og derfor blev der agiteret for, at forældrenes samhørighed med deres barn skulle afskaffes, og barnet i stedet underlægges de bedrevidende og magtfuldkomne behandlere, som i den abstrakte retfærdigheds navn gjorde sig til herrer over menneskelivet som det er sket i alle totalitære samfund, kommunistiske og nazistiske.
Dette er realiteten i dette anslag mod den jødiske omskæring af drengebørn. Jødedommen skal forbydes på samme måde og med samme argumenter, som forældremyndigheden og familien er blevet forbudt. Det totalitære samfund og den bedrevidende mediciner tåler den ikke.
Hvad sker der med de danske jøder, hvis omskæring af drengebørn forbydes? blev der spurgt. Så udvandrer alle jøder af Danmark, svarede Lexner med lidenskab.
Er det et løfte? blev der råbt fra salen af overlægens tilhængere.
Dette sidste er ikke det mindst opsigtsvækkende.
Søren Krarup er tidligere sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti