Det har været hårdt at være rød regering de seneste godt to år. Regeringen har fået tilranet sig det lidet flatterende tilnavn løftebrudsregeringen, og fokusset på at genskabe sunde offentlige finanser gennem hårde reformer har medført seriøse anklager om liberalistiske tanker i regeringskontorene.
Hvis man gennemgår de udspil, som S og SF er kommet med, og ser på, hvor meget der rent faktisk er blevet gennemført i en ellers ganske besværlig koalition med De Radikale og Enhedslisten, så er løftebrudsregering ikke en retfærdig betegnelse, men faktum er, at vælgerne er utilfredse, og baglandet føler sig overhørt.
LÆS OGSÅ: Analyse: Løftebruddet, der ikke er et løftebrud
Dette skyldes i høj grad, at man udadtil næsten udelukkende har argumenteret for, at de økonomiske forudsætninger har nødvendiggjort den førte politik. Man har med andre ord økonomiseret fornuften og glemt den gamle socialdemokratiske solidaritetstanke.
En kæmpe trussel mod solidariteten i samfundet er de økonomiske incitamenter, som er blevet den altdominerende tilgang til effektivisering overalt. Der hersker efterhånden en tro på, at den eneste måde, man får folk til at vedligeholde det danske fællesskab på, er ved at betale dem for det.
Et eksempel på dette er regeringens holdningsændring til øremærket barsel til mænd. Frem for at give manden en normeret periode barsel, som det var indskrevet i regeringsgrundlaget, at man ønskede, så har man nu i stedet valgt at følge en anbefaling om at indføre en ligestillingsbonus i stedet. Man vil med andre ord købe sig til ligestilling.
Problematikken er her i mindre grad øremærket barsel eller ej. Det er derimod i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt socialdemokratismens moderne løsningsmodeller i forhold til ligestilling i samfundet er begrænset til at inkorporere stadig flere økonomiske incitamenter.
I mine øjne er det langt fra det oprindelige socialdemokratiske menneskesyn. Vi skal ikke forsøge at købe os til lighed. Vi skal derimod forsøge at styrke de solidariske strukturer i samfundet, som er blevet svækket under 10 års borgerlig regering. Vi skal behandle mennesker tillidsfuldt som selvstændigt tænkende individer og ikke som kalkulerende kapitalistiske kloner.
LÆS OGSÅ: Socialdemokraternes identitetskrise
Vi udhuler fællesskabs- og solidaritetstanken ved at acceptere økonomiseringen af fornuften.
Liberale kræfter har kæmpet for at gøre det til en grundlæggende forudsætning for den moderne økonomiske debat, at der er tale om forudsigelige kausale sammenhænge, når nationaløkonomiske spørgsmål behandles. En præmis, som man ikke for alvor på venstrefløjen har formået at tilbagevise. Tværtimod lader det til, at alt for mange fra centrum-venstre ikke bare har accepteret præmissen, men endda har indlejret den i deres måde at tænke økonomi på.
Dette har ført til en nødvendighedsretorik, som har skræmt mange kernevælgere ud på ydrefløjene i dansk politik, hvor Enhedslisten og Dansk Folkeparti tilsammen står til tæt på en tredjedel af stemmerne, hvis der var valg i dag. Økonomiseringen af fornuften har betydet, at centrum-venstre ikke længere fortæller, at man gør, som man gør, fordi det er det rigtige og mest fornuftige at gøre. Man fortæller blot, at man gør, som man gør, fordi det er nødvendigt ud fra en række uigennemskuelige økonomiske forudsætninger.
Vi skal værne om tanken om et fællesskab, der kittes sammen af solidaritetens væsen, og vi skal turde sige fra over for liberalisternes letkøbte argument om, at lavere skat er lig med mere lykke. Historien har vist, at de tager fejl. Den socialdemokratiske velfærdsstats massive succes igennem de seneste 50-60 år burde være bevis nok for dette. Vi skal behandle folk som mennesker og ikke som genstande og tro på, at mere end blot ussel mammon kan få folk til at handle i fællesskabets bedste interesse.
Det bør være ambitionen for S frem mod næste valg.
Andreas Dinesen er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet, medlem af kredsbestyrelsen for Socialdemokraterne i Roskilde og medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom