I den seneste tids debat om, hvorvidt folkekirken kan tillade sig at ændre på gudstjenestens liturgi og under hensynstagen til nutidens erfaringer tilmed inddrage almindelige medlemmer i processen, er det blevet tydeliggjort, at debatten ikke kun handler om liturgifornyelse.
På et dybere plan handler debatten om folkekirkens lutherske identitet og bekendelse.
Præster på den kirkelige højrefløj er bekymrede for, at Luthers kristendomsforståelse ikke længere kan få lov til at fungere som kirkens højeste norm, som præster og andre ansatte og frivillige skal rette(s) ind efter.
I et debatindlæg den 15. december skriver sognepræst Katrine Winkel Holm med flere således, at ”stærke stemmer i det kirkelige landskab ønsker et opgør med den lutherske forståelse af dåb og nadver”, og debattørerne spørger biskopperne om, hvordan de vil ”forhindre teologisk udglidning”.
Samme bekymring synes at ligge til grund for Maria Louise Odgaard Møller og Rasmus H.C. Dreyers indlæg den 22. december. De to skribenter antyder, at tilhængerne af gudstjenestefornyelse i deres opgør med Luther er på vej til at skabe en gudstjenesteform, der vil ”formindske Guds nåde ved at gøre den afhængig af, hvad vi som mennesker forstår eller erfarer (...) endnu en gang risikerer vi således at gøre troen og Guds tjeneste for os afhængig af os selv”. Kernen i luthersk kristendom sammenfatter debattørerne i formuleringer som ”frelsen kommer fra Gud og er hans værk alene”, og ”det er Gud, der vil os – ikke os, der skal arbejde os frem til Gud”.
I ramme alvor forestiller Møller og Dreyer sig åbenbart, at de kommende liturgiske ændringer og anerkendelsen af, at folkekirkens teologiske repertoire også indeholder andre kristendomstolkninger end den lutherske, vil kompromittere troen på, at frelsen kommer fra Gud, og at mennesket ikke ved egen kraft kan eller skal gøre sig fortjent til den. At gudstjenesten skulle appellere til menneskers forståelse og erfaring er helt utænkeligt for højrefløjslutheranerne.
For så ender det hele åbenbart i den rene gerningsretfærdighed, der formindsker Guds nåde og gør frelsen afhængig af os selv.
Men når mange i dag har behov for at lægge afstand til dele af den lutherske kristendomsforståelse og søge inspiration andetsteds, skyldes det selvfølgelig ikke en trang til at indføre gerningsretfærdighed eller formindske Guds nåde. Møller og Dreyers fremstilling af luthersk kristendom er en forskønnet forsimpling, der bekvemt ignorerer alle dens problematiske og rent ud sagt modbydelige og uevangeliske aspekter.
Det er i øvrigt også kirkehistorisk nonsens at påstå, at Luthers reformation indebar en tilbagevenden til ”den gamle tro (...) Bibelens og oldkirkens vidnesbyrd”, som Møller og Dreyer skriver. Den protestantiske reformation var derimod en gendannelse af den sene Augustins teologi, som blev udviklet i begyndelsen af det 5. århundrede, og som på afgørende punkter brød radikalt med de forudgående generationers forståelse af den kristne tro.
Det var Augustin, der opfandt arvesyndslæren, som hævder, at hele menneskets natur er blevet totalt korrumperet af syndefaldet, og at mennesket derfor kommer til verden som en fordømt forbryder i Guds øjne og har fortjent evig fortabelse. Det var Augustin, der som den første påstod, at udøbte spædbørn kommer til at brænde for evigt i Helvede. Det var Augustin, der hævdede, at Guds nåde består i, at Gud suverænt og uden hensyntagen til menneskers faktiske livsførelse frelser, hvem han vil, og lader resten gå fortabt. Men menneskeheden er i Augustins optik alligevel bare en forbandet masse, en massa damnata, og har derfor ikke fortjent bedre.
Det er denne teologi og ikke Bibelens og oldkirkens vidnesbyrd, Luther og Calvin med visse interne forskelle gendannede i det 16. århundrede. Den grundlæggende tanke i denne form for kristendom drejer sig om, at Gud er vred og ønsker at straffe den faldne menneskehed med evige pinsler.
En sådan teologi skaber angst som teologisk grundfølelse, og frelsen bliver dermed reduceret til en desperat jagt efter at mildne Guds vrede og finde en udvej af infernoet. Med vore ”misgerninger” har vi ”højt fortørnet” Gud, synger vi i Luthers salme ”Midt i livet er vi stedt”, og derfor bør vi naturligvis også være bange for Gud. Ingen har lyst til at have en fortørnet Gud på nakken.
I en anden luthersalme, ”Af dybsens nød, o Gud, til dig”, som Luther ønskede skulle synges som indledningssalme ved samtlige gudstjenester, forestiller Luther sig, at kirkegængeren kommer for at vende sit ”bange råb” til Gud. Det angstplagede menneske skælver ved tanken om den fortørnede Guds hævngerrige dom og forventer, at intet menneske kan bestå for Guds vrede. Til sidst lyder ”evangeliets” forløsende ord om, at Gud i sin store nåde og barmhjertighed vil frelse den troende ”fra synd, fra død og dom”. Det er et lidt mystisk budskab, idet både døden og dommen er en straf, Gud selv har besluttet, mennesket skal have for at have krænket hans ære – hvilket vil sige, at vi reelt beder Gud om at frelse os fra Gud. Guds nåde skal frelse os fra Guds vrede, og man spørger uundgåeligt sig selv, hvordan det er muligt at have tillid til en så utilregnelig guddom.
Ifølge Luther kan ingen blive frelst uden tro. Men for ikke at gøre troen til en menneskelig præstation, må Luther hævde, at troen er en gave fra Gud, som skænkes ufortjent. Af uransagelige årsager skænker Gud imidlertid kun troen til nogle få udvalgte himmelske favoritter, eller som Luther skriver i skriftet ”Om den trælbundne vilje”: ”De udvalgte, der frygter Gud, vil blive forvandlet af Helligånden; resten vil uforvandlet gå fortabt.”
Det er også Gud selv, der aktivt forhindrer mennesker i at komme til tro: ”Gud inkarneret kom for at tilbyde alle mennesker, hvad der er nødvendigt for at blive frelst; og dog støder Han mange fra sig, fordi de af en hemmelig vilje i Guds Majestæt bliver forladt og forhærdet, så de ikke tager imod Ham.”
Flere steder benægter Luther tilmed, at Kristus døde for alle menneskers skyld.
”Vi er fuldkommen fortabt; fra hoved til tå er der intet godt i os,” skriver Luther i ”De Schmalkaldiske Artikler” fra 1536. Med et så dystert menneskesyn er det klart, at man ikke vil lade menneskers erfaringer og forståelse spille en rolle i troens verden.
For Luther er sand tro altid blind, irrationel tro: ”Troen har ikke behov for at vide, hvorfor Gud gør den slags (undlader at frelse alle mennesker, red.), men opfatter ikke desto mindre Gud som det højeste gode og retfærdige, selvom alt her er i modstrid med og hævet over fornuften, forståelsen og erfaringen.”
Og i ”Om den trælbundne vilje” gentages synspunktet: ”Dette er troens højeste stadie: at tro at Han er barmhjertig, som frelser så få og fordømmer så mange; at tro at Han er retfærdig, som af sin egen vilje gør os til genstande for fortabelsen.”
Til sidst i deres debatindlæg skriver Møller og Dreyer, at den ”lutherske kristendom har (...) altid været en modsigelse af menneskets erfaringer, gerninger og mangelfulde forståelse”. For en gang skyld er jeg enig. Men højrefløjslutheranerne undlader at fortælle, hvad denne dybe mistænkeliggørelse af alt menneskeligt grunder i, og de glemmer at reflektere over, at en forkyndelse og gudstjeneste, som ikke er i stand til at knytte an til menneskers erfaringer og forståelse af tilværelsen gør sig selv irrelevant og ligegyldig. Ja, faktisk kan den kun overleve, hvis folk er villige til at lade sig udsætte for åndelige overgreb.
Det er hverken bibelsk eller oldkirkelig kristendom, hvis nogle skulle være i tvivl. Og det er blandt andet derfor, vi i folkekirken er nødt til at forholde os kritisk til den lutherske bekendelse i det forestående liturgiske arbejde.
Ph.d., lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter