Så længe vi præster ikke udtaler os til pressen, kan vi forkynde, hvad vi vil

Præster og teologer debatterer ikke opstandelse og reinkarnation ved hver given lejlighed. De teologiske diskussioner bliver ofte først taget, når der er en sag i pressen - og det er en skam, skriver sognepræst

"Efter 28 års ansættelse i folkekirken mindes jeg kun ét uanmeldt besøg til en gudstjeneste af egen biskop og provst. Moralen er, at så længe vi ikke udtaler os til pressen, kan vi forkynde, hvad vi vil!," skriver Lise Trap.
"Efter 28 års ansættelse i folkekirken mindes jeg kun ét uanmeldt besøg til en gudstjeneste af egen biskop og provst. Moralen er, at så længe vi ikke udtaler os til pressen, kan vi forkynde, hvad vi vil!," skriver Lise Trap. . Foto: Bax Lindhardt.

Præster og teologer debatterer opstandelse og reinkarnation. Sådan skriver Kristeligt Dagblad på forsiden mandag den 23. november. Ja, gid det var så vel.

Opstandelse er det, der gør kristendom til kristendom. Uden opstandelse kan kristendom ikke være ord, vi kan leve og dø på. Samtidig er opstandelse en trossag og noget, der derfor til stadighed må tolkes, udlægges og forsøges begrebet. Det må ske ud fra studier, tradition, ud fra det sted, den enkelte selv står i livet, og ud fra de mennesker, han eller hun lever og virker iblandt.

Da vi ikke lever i en tid, hvor kirken har eneret på åndelig vejledning og opbyggelse, vil det sidste betyde, at det også vil være nødvendigt at forholde sig til mere eller mindre diffuse tanker om reinkarnation, sjælevandring, kontakt med afdøde og overtro.

Enhver folkekirkepræst ved jo, at det er udbredte fænomener også blandt folkekirkens egne medlemmer, ikke mindst når sorg og død trænger sig på.

Samtidig er det netop i den situation, at de fleste har kontakt med deres sognepræst, dels i form af samtaler inden dødsfaldet, i forbindelse med begravelse/bisættelse og efterfølgende i form af personlige samtaler eller deltagelse i en af folkekirkens sorggrupper.

Opstandelsestro, og hvordan vi kan forholde os til døden og evigt liv, er jo ikke en bagatel ved siden af moralregler, klimadebat og minikonfirmander. Det er kernen i det hele.

På den baggrund skulle man netop tro, at vi som præster og teologer til stadighed debatterede opstandelse og reinkarnation med hinanden ved hver given lejlighed.

Man skulle også tro, at biskopper og provster var gevaldigt interesserede i, hvad vi hver især mente om det. At der var en konstant og åben diskussion i gang i stifter og provstier, at der var provster og bisper, der kom til gudstjeneste og sågar måske til begravelse ikke mindst de steder, hvor de formodede, at der ville være grundlag for uenighed.

Men sådan er det ikke. Grosbøll-sagen begyndte med et interview i Weekendavisen. Historien med Per Ramsdal begyndte i Jyllands- Posten. Denne gang var det TV 2 Øst, der fik sagen i Vig sat i gang. Stor forfærdelse hver gang: Hvad er det dog, de siger!

Efter 28 års ansættelse i folkekirken mindes jeg kun ét uanmeldt besøg til en gudstjeneste af egen biskop og provst. Moralen er, at så længe vi ikke udtaler os til pressen, kan vi forkynde, hvad vi vil!

Jeg værdsætter tilliden, men vi skal undgå disse hovsa-sager. Tilliden skal hele tiden ledsages af teologiske diskussioner mellem præster, provster og bisper, så vi kender hinandens positioner og ikke himmelvendt må reagere, hver anden gang en præst har udtalt sig til pressen.

Lise Trap er sognepræst i Soderup og Kr. Eskilstrup Pastorat på Sjælland