Prøv avisen
Debat

Psykoterapeut: Sådan støtter du bedst et menneske i sorg

Alt for mange oplever sorgen som en ensom proces. Sorgen kan ramme alle, og findes i mange varianter. Det kan være barnet, der mister sin mor, forældrene, der mister deres barn, kvinden, der bliver forladt af den, hun elsker, manden, der rammes af demens. Fælles er, at vi som omgivelser bør forholde os åbent og nysgerrigt til mennesker i sorg. – Foto: Nima Stock/ritzau

Her er en "miniguide" til dig, der er pårørende til et menneske i sorg. Guiden er baseret på en uvidenskabelig spørgeundersøgelse, jeg har foretaget i forskellige fora for sørgende, på sociale medier og ude i den virkelige verden, skriver psykoterapeut

I LØBET AF 2018 forventes FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, at være klar med en diagnose for kompliceret sorg – det vil sige sorg, der ikke er aftaget i intensitet efter et halvt år, og som kan medføre så voldsomme forringelser af livskvaliteten for den sørgende, at det virker invaliderende, og altså fremover kan betegnes som sygdom.

Foreløbige undersøgelser viser, at omkring otte procent af alle, der mister et nærtstående menneske, rammes af kompliceret sorg. Det svarer til 16.000 danskere om året.

HVAD KAN VI GØRE for ikke at blive ”syge” af sorg og for at gå mindre ensomme igennem en sorgproces? Det handler dette indlæg om.

For mon kompliceret sorg i nogle tilfælde kunne undgås ved, at vi generelt bliver bedre til at være sammen om sorgen, at være sammen med mennesker i sorg? At hver enkelt af os tager aktivt stilling til, hvordan vi kan og vil være der for vores familiemedlemmer, venner og bekendte, når de rammes af sorg?

Ja, er min påstand. Jeg har derfor spurgt de sande eksperter – de sørgende selv, hvad de har allermest brug for fra omgivelserne. Svarene er påfaldende enslydende og kan måske gøre det lidt lettere for os at støtte vores relationer, når de rammes af sorg.

DET ER IKKE NOGEN nem opgave at være ven, søster eller kollega til et menneske i sorg, og mange reagerer instinktivt ved at forsøge at undgå at komme for tæt på den sørgende og den smerte, der pulserer omkring et menneske i sorg. Det er hverken, fordi de er ligeglade, onde eller dumme, men simpelthen fordi de ikke ved, hvordan de skal være tæt på, hvad de skal gøre, og så er det mere trygt at holde sig på afstand.

Sørgende, jeg har talt med, fortæller om folk, der går over på den modsatte side af gaden, om venner, der holder helt op med at henvende sig til dem, eller som aldrig spørger til sorgen, det mistede, og til, hvordan de egentlig har det. Mange fortæller også, at de hører standardfrasen igen og igen: ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre.”

Også sørgende, der oplever god støtte i starten af en sorgproces, fortæller om, at folk falder fra og forsvinder efter en tid.

”At miste et barn kan lidt føltes som at få pest, de fleste kigger skævt til en på gaden, går uden om, undlader at ringe eller komme på besøg,” fortæller en kvinde, der er medlem af en gruppe på Facebook for mennesker, der har mistet børn.

Alle, der har mistet en elsket til døden, har været ramt af alvorlig sygdom eller har gennemgået en smertefuld skilsmisse, véd noget om at sørge. For alt for mange bliver sorgen en ensom proces, hvor den sørgende kan føle sig svigtet og glemt af sine omgivelser, både af de nære relationer og de mere perifere.

Men hvad ville der ske, hvis vi vidste mere om, hvordan vi konkret kan være der for vores medmennesker i sorg?

HER ER EN ”MINIGUIDE” til dig, der er pårørende til et menneske i sorg. Den er formuleret af sørgende selv. Guiden er baseret på en uvidenskabelig spørgeundersøgelse, jeg har foretaget i forskellige fora for sørgende, på sociale medier og ude i den virkelige verden.

Jeg spurgte: Hvilke tre ting er de absolut vigtigste, som andre mennesker kan gøre eller bidrage med, når de møder et menneske i sorg? Svarene er påfaldende ens hele vejen igennem og kan koges ned til disse tre punkter:

Snak med mig.

Om min sorg, om det, jeg har mistet, spørg ind og lyt. Vær ikke bange – du gør ikke min sorg værre ved at spørge ind til mig, kun din tavshed gør ondt. Nej, du forstyrrer mig ikke, du ripper ikke op i noget ved at spørge. Spørg mig, også længe efter du tror, det er nødvendigt. Nogle gange er jeg måske for udmattet til at snakke, så spørg mig endelig igen dagen efter. Jeg har brug for at græde sammen med dig, at grine, at få lov at være med alt, hvad der er – sammen.

Ræk ud til mig.

Jeg har ikke kræfter til at gøre det selv. Sig ikke, at jeg skal ringe eller sige til, hvis jeg har brug for noget, for det kan jeg ikke lige nu. Kom forbi og bliv ved med at komme. Også når jeg ikke kan overskue besøg og lukker døren for dig. Kom igen næste dag og tag gerne mine børn med i biografen, lav mad til os, gå en runde med støvsugeren – alt det har jeg i starten af en sorgproces ikke kræfter til. Lad mig se og mærke, du vil mig, også efter lang tid. Forlad mig ikke, bliv ikke væk.

Vær nysgerrig og ikke-dømmende over for mig.

Min sorg er ikke den samme som din sorg eller andres sorg og erfaringer. Prøv at være nysgerrig og rummelig over for, hvordan min sorg ser ud uden at dømme den eller vurdere den eller mig. Også hvis du indimellem synes, den varer (for) lang tid, og jeg gentager mig selv. Du må gerne dele med mig, at det er svært for dig at være i nogle gange, men døm mig ikke som forkert, så er du rar.

DET, JEG FÅR UD AF de tre meget tydelige ønsker fra sørgende, er, at berøringsangst er misforstået hensyn og har den modsatte effekt af, hvad sørgende har behov for.

Det betyder, at vi som omgivelser må se vores egen berøringsangst i øjnene og tage mod til os. Ja, der er en indbygget risiko for, at den sørgende græder eller afviser vores tilbud om nærvær i øjeblikket, men det er o.k. og betyder ikke, vi gør det forkert, og slet ikke, at vi ikke skal nærme os igen og igen.

Forleden læste jeg et interview med en ung kvinde, der har mistet sin mor, og som fortalte om sin egen oplevelse af sorgprocessen efter moderens død. Hun sagde noget, som udtrykker det meget rammende, synes jeg:

”Jeg er begyndt at tro på, at det eneste, der virkelig lindrer noget som helst her i tilværelsen, er mennesker, der bliver, når du beder dem om at gå og kommer, når du siger, de skal blive væk.”

Selvom sorg har mange lighedspunkter, er hver sorg samtidig individuel, og der er stor forskel på, hvordan den kommer til udtryk hos forskellige mennesker, i intensitet, varighed, hvor nemt eller svært det er at være åben om sin sorg og så videre.

Hos nogle er der også andre følelser som lettelse, vrede og endda glæde iblandet den rene sorg, for eksempel hvis en elsket dør efter lang tids sygdom, eller en alkoholiseret forælder dør af sit misbrug.

Barnet, der mister sin mor, forældrene, der mister deres barn, kvinden, der bliver forladt af den, hun elsker, manden, der rammes af demens og så videre. Der er et utal af variationer og grader af sorg, og det vigtigste er derfor, at vi som omgivelser forholder os nysgerrigt og åbent til det enkelte menneske i sorg uden at pådutte dem, hvad vi mener er den ”rigtige måde” at sørge på. Vi skal ikke fikse dem, vi skal være sammen med dem og støtte dem.

For at gøre det så nemt for os selv som muligt kan vi vælge at droppe at forsøge at gætte os frem til, hvordan vores ven eller kollega i sorg har det og har behov for fra os – og i stedet simpelthen spørge personen direkte.

Det kræver mod, men det er alligevel en langt bedre følelse at være modig og gøre noget, man måske er bange for, end at luske væk og holde afstand, mens man i sit baghoved godt ved, man svigter den sørgende.

Måske skal vi også huske på, som en slags motivation eller gulerod, når det indimellem er svært at være pårørende til et menneske i sorg, at vi alle sammen før eller siden oplever sorg i vores liv, og vi derfor også selv får behov for støtte og omsorg fra vores relationer på et tidspunkt.

Tænk, hvis vi sammen kunne gøre en forskel for, at færre blev syge og ensomme af deres sorg – bare ved at tage mod til os.

Fie Sandfeld er psykoterapeut MPF.