Pædagog: Det er på tide, at vi som medarbejdere stiller krav til vores ledere

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har fået som svar, at ”det er et vilkår”, og hver gang har jeg følt, at jeg har fået mundkurv på. Men hvis det er virkeligheden – og det er det – så er det på tide, at vi ændrer den, skriver Signe Ploug Buch

Privatfoto.
Privatfoto. .

Som pædagog i folkeskolen føler jeg mig igen trængt op i en krog, fordi jeg oplever, hvordan min hverdag er presset af endnu et tiltag, som ledelsen har pålagt mig. Fordi forvaltningen har pålagt ledelsen det.

Men også dette tiltag fjerner mig fra min kerneopgave som pædagog: børnene. Det fjerner mig, fordi det har med en ny form for dokumentation at gøre. Dokumentation, der laves ved en computer, væk fra børnene. Og tiltag på tiltag bliver vedtaget, så jeg når ikke at implementere det i hverdagen med børnene, inden det næste tiltag kommer.

Derfor virker alle disse tiltag overflødige, og de stjæler tiden, som jeg skulle bruge med børnene.

Men min ledelse kalder det ”et vilkår”, og min ledelse fortæller mig, at det er noget, man skal ”alle steder”, noget, vi er ”pålagt”, og noget, der er ”blevet bestemt andetsteds”.

Altså er det noget, ”vi ikke har indflydelse på”, og derfor mener min ledelse, at ”det er sådan, det bliver”, for ”det er virkeligheden”, og derfor er det ”ikke noget, vi skal bruge krudt på”.

Jeg pipper et lille pip om, at jeg er uenig, og ledelsen fortsætter med at fortælle mig, at ”det er kommet for at blive, så det må jeg vænne mig til”. I et forsøg mere protesterer jeg med et: ”Men kan vi ikke…?”. Jeg bliver dog spist af med et bestemt blik og en endegyldig kommentar: ”Signe, det er et grundvilkår!”.

Alle disse svar fra min ledelse er dog generelle. Rasmus Willig skriver om tendensen i klummen ”Refleksion” i Kristeligt Dagblad den 7. april under overskriften ”’Det er et vilkår!’ Svarer din ledelse sådan?”.

Willig beskriver, hvordan svarene ”neutraliserer alle former for fagligt begrundet kritik og efterlader dem, der har fået svarene, som stumme og resignerede”. Willig mener, at svarene hænger sammen med ”den tavshedskultur, der har etableret sig i det offentlige”.

Og han har måske ret. Jeg har i hvert fald ikke tal på de gange, jeg har fået som svar, at ”det er et vilkår”, og hver gang har jeg følt, at jeg har fået mundkurv på. Men hvis det er virkeligheden – og det er det – så er det på tide, at vi ændrer den. Og det er på tide, at vi som medarbejdere stiller krav til vores ledere og ikke mindst: at vores ledere stiller krav til forvaltninger og andre kommunale instanser.

Så næste gang, min leder fortæller mig, hvordan et nyt tiltag er et vilkår, så vil jeg svare: ”Det vilkår har jeg meget svært ved at arbejde ud fra. Og jeg forventer, at du som min leder går til forvaltningen og fortæller, at dine medarbejdere ikke trives med de såkaldte vilkår, som pålægges os.”

Når min leder så fortæller mig, at det er et generelt pålagt vilkår, som gør sig gældende i hele kommunen, så vil jeg fortælle ham, at det er nu, han skal gå sammen med lederne fra kommunens andre skoler, så de sammen kan fortælle kommunen, at vilkårene ikke kan forenes med virkeligheden hos medarbejderne.

Jeg vil fortælle min leder, at vi må stå sammen om det her, for jeg ved, at han vil sine ansatte det bedste, og det bedste er at lytte og imødekomme de krav, som medarbejderne stiller. For ja: Vi må gerne stille krav!

Og jeg vil med dette sende opfordringen ud til landets kommunalt ansatte – såvel medarbejdere som ledere. Vi skal huske på, at det er os, der står på gulvet og mærker, hvordan alle ”vilkårene” hagler ned over os, og vi skal huske på, at vi skal fortælle forvaltninger, instanser og politikere, at ikke alle vilkår kan forenes med virkeligheden. For det kan de ikke, og det ved enhver ansat medarbejder og leder i kommunen – men ved politikerne det?

Lad os stille krav.

Signe Ploug Buch er skolepædagog.