Sæddonorers anonymitet bliver udfordret af moderne teknologi i DR-program

Udstyret med dna-tests og ansigtsgenkendelse jagter donorbørn med succes deres ellers anonyme fædre i DR-programmet "Min hemmelige familie"

I "Min hemmelige familie" på DR 1 går donorbørn på jagt efter halvsøskende og biologiske forældre. Donorbarnet Olivia Hartmann (til venstre) har fundet 12 halvsøskende. Hun forventer, at hun har over hundrede halvsøskende.
I "Min hemmelige familie" på DR 1 går donorbørn på jagt efter halvsøskende og biologiske forældre. Donorbarnet Olivia Hartmann (til venstre) har fundet 12 halvsøskende. Hun forventer, at hun har over hundrede halvsøskende. Foto: Morten Stæhr Pedersen/DR.

Der er mange etiske problemstillinger, som diskuteres på et abstrakt plan, og hvor det kan være svært at se de helt konkrete konsekvenser – særligt når disse først melder sig mange år ud i fremtiden. Der er spørgsmål, man skal tage stilling til uden at kende konsekvenserne og uden at have fantasi til at forestille sig, hvordan en teknologisk udvikling kan ændre præmisserne for en diskussion.

Det leverer “Min hemmelige familie” virkeligt gode eksempler på. DR-dokumentaren følger i fire afsnit en række voksne, danske donorbørn, primært kvinder, der – ofte i en voksen alder – har fået at vide, at de er blevet til med hjælp fra en anonym sæddonor. Det er ønskebørn, der nu selv har et stærkt ønske om at finde deres biologiske ophav.

Donorbørnene er vokset op i velfungerende familier, hvor barnets ophav i flere tilfælde har været en familiehemmelighed, som mange har kendt, men som donorbarnet ofte er den sidste til at blive indviet i, og måske får barnet det at vide ved et tilfælde. Hemmelighedskræmmeriet virker som et svigt og er en igangsætter for eftersøgningen, mens den kendte ”hemmelighed” ikke synes at igangsætte samme trang til at eftersætte det biologiske ophav.

Dokumentaren viser, hvordan donorbørnene detektivisk sporer sig frem til det umiddelbart usporlige. De finder sammen med andre søgende donorbørn i grupper på internettet, deler tips og tricks i jagten på at finde det fædrene biologiske ophav eller at finde halvsøskende. De sammenligner dna-profiler og ansigtstræk, så de finder halvsøskende kloden rundt. Pludselig er der et match med en amerikaner, der har en onkel, der engang har været sæddonor – og bingo! Så har et donorbarn sporet sig frem til donors identitet. Nogle har intet ønske om at møde deres biologiske far, andre møder ham med store forventninger og bliver skuffede. Nogle møder halvsøskende, en får glæde af en biologisk halvsøster, mens andre bliver mætte af at engagere sig i de fremmede mennesker, de deler dna med, når de finder ud af, hvor mange halvsøskende de har.

Da de første sædbanker blev oprettet i 1980’erne, drøftede man børns ret til at kende deres biologiske ophav, men man havde næppe fantasi til at forestille sig, hvordan sæddonors anonymitet ville blive udfordret af den kommunikationsteknologiske udvikling. Man forestillede sig, at anonymitet var anonymitet, ikke-identificerbarhed. I dag er anonymitet fortsat en mulighed for sæddonorer, men samtidig i realiteten en umulighed, sådan som ”Min hemmelige familie” anskueliggør det.

Dokumentaren sætter fokus på donorbørnene, der af gode grunde ikke havde en stemme, dengang man i større omfang begyndte med sæddonation. Nu har de både stemme og ansigt, og de er værd at lytte til – også som replikker ind i den nuværende diskussion om rugemødre. Donorbørnenes søgen og deres refleksioner sætter identitet i spil på en konkret og tankevækkende måde.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.