På lærerværelset i dag sad en gruppe lærerstuderende og forberedte undervisning. De formulerede mål for deres næste time og diskuterede, hvordan de kunne måle, hvad eleverne lærte. ”Det er altså, som om børnene er små maskiner, vi bare skal fylde læring på,” indvendte den ene.
”Det er vigtigt nok at formulere mål, men jeg tænker på, hvor de små mennesker – børnene – er henne i det her. De bliver ligesom robotter i vores undervisning.”
De studerende henviste til et fag på professionshøjskolen, hvor de var i fuld gang med at lære at opstille gode mål og hele tiden have blik for elevernes læringsudbytte. Det kræver Undervisningsministeriet med dets nye Fælles Mål for folkeskolens fag nemlig.
Men hvad er der i vejen med at dokumentere elevernes læring? Går de ikke netop i skole for at lære noget? Og vil det ikke glæde og berolige forældrene, at de kan følge med i, hvad deres barn helt præcist kan og ikke kan?
Jo, på nogle måder er de konkrete mål anvendelige. Det er for eksempel gavnligt både for elev, lærer og forældre helt præcist at kende elevens staveniveau eller læsetempo.
Men søger vi lærere, sådan som Undervisningsministeriet foreskriver det, hele tiden efter det målbare, bliver fagene tomme og meningsløse. I dansk bliver det vigtigste at udvikle tekniske færdigheder som at kunne læse, skrive og stave.
Og det ér selvfølgelig også vigtigt! Jeg ville på ingen måde være tilfreds, hvis mine egne børn ikke lærte det i skolen. Men interesserer vi os kun for teknikkerne, glemmer vi at vække elevernes begejstring for eksempelvis kunst og kultur.
Vi glemmer, at de kan bruge litteraturen til at forstå sig selv og andre mennesker med. Vi glemmer, at danskfaget også handler om at udvikle en etik og en ansvarlighed over for verden.
Lærer mine børn ikke dét, vil jeg være mindst lige så frustreret, som hvis de ikke lærer at skrive og læse! De og alle andre elever er små mennesker, der igennem alle deres fag skal lære verden at kende og begå sig ansvarligt i den.
SKOLENS OPGAVE er at give eleverne konkrete færdigheder, men også at gøre verden tilgængelig for dem, give dem erfaringer og være med til at gøre dem til etiske og ansvarlige borgere.
De lærerstuderende på lærerværelset i dag er – selvom de dog forholdt sig kritisk til det – allerede et halvt år inde i uddannelsen skolet til at bruge snævre mål og hele tiden at ville dokumentere elevernes læring.
Det understøtter dét, der i vid udstrækning sker i dagens skole: Vi interesserer os kun for de målbare teknikker. Det udhuler fagene. Og det gør vores børn til små, mekaniske læringsmaskiner, der kun er optaget af dem selv og deres egne fremskridt!
Er det derfor, vi sender vores børn i skole? Og hvilket samfund fører det til, når de små robotter er blevet magtfulde voksne?
Mette Frederiksen, folkeskolelærer, Ewaldsgade 4, 1., København N