Livsglæde ser ikke ud tilat være direkte proportionel med rigdom og fremgang. De seneste tal fra Verdensbanken viser, at global fattigdom er halveret i løbet af de seneste 30 år, og at den nu ligger under 10 procent af verdens befolkning.
Amerikanernes købekraft er ifølge CNBC Money større end nogensinde før. Alligevel indikerer alle undersøgelser og statistikker, at amerikanerne ikke er lykkelige. FN’s World Happiness Report antyder, at livsglæden i USA er dalende.
I en artikel i Time Magazine udtaler økonomen og FN-rådgiver for bæredygtig udvikling Jeffrey Sachs:
”Mit land, USA, som er meget rigt, er blevet meget rigere i løbet af de sidste 50 år, men det er ikke blevet lykkeligere.”
Billedet er med stor sandsynlighed nogenlunde det samme i andre lande.
Trods stigende rigdom er folk ikke lykkeligere, fordi fundamentet til ulykke ikke kan elimineres med rigdom. Der findes ingen måling af, i hvilket omfang materiel formue kan gøre en person glad. Det afhænger nemlig af ens forventninger eller mål.
Når folk når deres mål, sætter de et nyt. Processen slutter altså aldrig. Det giver måske et dynamisk liv at jagte sine mål, men ikke et lykkeligt liv. Vi sætter hovedsageligt resultatorienterede mål, og vi lader os påvirke så meget af det, at vi befinder os i en konstant tilstand af angst og stress.
Jeg er enig i, at det giver motivation at forfølge sine mål, og det er måske også muligt at blive lykkeligere, hvis det faktisk er muligt at opnå målet.
Men når vi når vores mål, så sætter vi os et nyt mål i jagten på at finde lykken. På denne måde bliver vi fanget af at sætte et mål efter et andet. For psyken er det ikke sjovt at jagte et mål, og det kan blive en tung byrde på vores skuldre.
Vi kender ikke til nogen skala, der kan måle lykke. Men selvom vi ikke kan få bekræftet vores antagelser helt præcist, så synes der alligevel at vise sig et generelt billede af, at lykken enten er nedadgående, eller at den i hvert fald ikke bliver bedre.
Rigdommen er øget enormt, og det giver en vis tilfredshed i livet med hensyn til velstand og indfrielse af drømme, men det har ikke samme effekt på lykkefølelsen. Lykkefølelsen har både med fysisk og mental sundhed at gøre, og den kan ikke forbedres udelukkende ved hjælp af materielle goder.
Nogle forfattere har opstillet 10 ting, der gør os ulykkelige – andre har fundet frem til fem årsager. I mine øjne er en af de store forhindringer for lykken det overhovedet at sætte sig mål i livet. At opstille et mål bliver af de fleste set som en positiv ting. Men det er ikke sådan, jeg ser på det.
Ifølge en undersøgelse foretaget af University of Scranton har kun otte procent af befolkningen faktisk realiseret de mål, de har sat sig selv for et nyt år. De øvrige 92 procent står frustrerede tilbage.
Siden vores barndom har vi været drevet af ambitioner. I 8. klasse spurgte læreren i min klasse os om vores mål her i livet. Hver eneste dreng og pige i klassen havde et mål i livet. Nogle ville være milliardærer, nogle ville være læger, og andre ville være berømte sangere. Vi tænker ikke over, om vi faktisk er i stand til at nå vores mål, men med tiden indser vi, at vi måske ikke når dem; og den erkendelse gør os triste og frustrerede. Hvis vi er meget optagede af at nå vores mål, bliver det til en konstant bekymring og byrde.
Sidste år arbejdede jeg for Dansk Flygtningehjælp blandt de syriske flygtninge, som strømmede ind over Danmarks grænser.
Jeg rådgav mange flygtninge, som klart gav udtryk for, at de ikke følte sig lykkelige i Danmark. Deres mål var at blive accepteret som flygtninge i Sverige, men desværre sad de fast i Danmark. De flygtede fra Syrien, hvor tusinder af mennesker blev dræbt på brutal vis – hver eneste dag.
De ankom til et af de mest fredelige og velstående lande i verden, men de var stadig ulykkelige, fordi de ikke kunne nå deres endemål – Sverige. Det fik mig virkelig til at tænke, at selv flygtninge, der kom fra desperate forhold, ikke var glade.
At opnå mål om materiel velstand er muligt, men at sætte sig mål for sin lykke er umuligt. Iris Mauss, professor i psykologi ved universitetet i Denver, hævder, at et ønske om at være lykkelig kan gøre dig mindre lykkelig, og hvis du direkte og bevidst fokuserer på lykke, så kan det have en selvdestruktiv effekt.
Det meste af tiden sætter vi ikke mål ud fra vores egne lyster. I vores tidlige liv er mål ofte udtryk for vores forældres drømme. Senere hen bliver vi påvirket af traditionelle idéer om at stræbe efter ting, der giver os social prestige. Vi sætter os mål for at kunne konkurrere med andre. Når målene ikke er vores egne mål, så gør de os frustrerede og ulykkelige. Og mens vi bruger vores energi på at jagte disse mål, underminerer vi vores egne lyster og behov.
Jeg mener ikke, at det at stoppe med at sætte mål i livet alene vil gøre os lykkelige. Vi skal indstille lavere mål, der er mere opnåelige.
Når en virksomhed sænker forventningerne, bliver investorerne ikke øjeblikkeligt glade, men når virksomheden over tid slår sine egne forventninger, bliver investorerne ovenud tilfredse, og aktiekursen stiger. Det samme koncept gælder for vores liv. Når vi slår vores egne mål, kan vi blive meget lykkeligere.
At sætte sig lavere mål er det bedste, men at sætte ingen mål er bedre end et urealistisk mål.
Obaidul Karim Khan er life coach, mentor og freelanceforfatter.