SÅ SKAL VI TIL DET IGEN - debatten om vielser og vielsespraksis. Og endnu en gang, fordi vi skal have symbolerne på vores frisind i orden.
Ingen debat har været mere opslidende og skadelig i mine 27 år som præst end debatten om de homoseksuelles ret til kirkelig vielse.
Og den praksis, de seneste to et halvt år har ført med sig, har vist, hvor overflødig hele denne debat har været, hvad angår vielserne. Det har - næsten - udelukkende tjent som en dokumentation af, at i kirken er alle og alt ligestillet. Også det, som Bibelen ikke ligestiller.
Nu handler det så om juridisk kønsskifte. Og i teorien har både biskopper, ministerium og alle paragrafryttere jo en god sag. Men folkeligt set er det meningsløst. To mænd holder ikke op med at være to mænd, fordi den ene får nyt cpr-nummer og eventuelt nyt navn. D
et sidste er ikke engang nødvendigt.
Og vi bliver nødt til at reklamere i kirken for, at i dag er det to homoseksuelle - Søren og Hans - der skal giftes. Om halvanden time er det en mand og en kvinde - Hans og Søren - der skal giftes.
Fri os for det. I kirken handler det ikke om cpr-numre, men om mennesker, om relation til Gud, om hans vejledning for ægteskabet. Og i modsætning til et gennemført kønsskifte, hvor tidligere tider ikke kunne mestre ”teknikken”, så er den moderne udgave jo lavteknologisk. Men ingen ”lavteknologiske” kulturer har nogensinde fostret en så mærkelig praksis. Og nu skal vi så stå i kirken - og uden smil og latter - lade som om Søren og Hans er mand og kone.
TAG VIELSERNE UD af kirken - allesammen. Lad det glade vanvid stoppe. Lad så de par, der ønsker det, søge Guds velsignelse i en forbønshandling - eller hvad vi ufolkeligt kalder ”Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab”.
Denne besynderlighed, som præster nu skal tvinges til at ”elske”, vil skabe yderligere polarisering i kirken med skingre debatter til følge - og prestigetab for kirken i folket til følge.
Både fordi nogle vil sige, at det er også for dårligt, at nogle præster siger nej til menneskers kærlighed - og fordi andre siger: Sikke noget pjat. Tager de aldrig Guds ord og skaberordenen alvorligt i den kirke?
Og i det kollegiale fællesskab bliver der endnu et brækjern til at få det (skrøbelige) fællesskab, der knirker og knager, til at falde endnu mere fra hinanden i dem, der vil, dem der nødtvungent skal og de hårde nysere, der vil være nægtere. Og når man så tager i betragtning, at det vil dreje sig om uendelig få tilfælde om året.
Kære alle I, der bestemmer. Sæt kirken fri, og lad os slippe for vielsesmyndigheden. Det vil være værdigt at konstatere: Praksis og tidsånd er kommet så langt på afstand af de bibelske værdier, at det er på tide med en - lykkelig - skilsmisse på dette område. Vi er vist ligesom vokset fra hinanden.
Jørgen Jørgensen, sognepræst og formand for Menighedsfakultetet, Kirkeplads 4, Aabenraa