DET ER ET LEGITIMT rets-politisk synspunkt, når projektleder Lisbeth Garly Andersen og advokat, ph.d. Pia Justesen i deres replik i Kristeligt Dagblad den 18. april 2012 gør gældende, at det er urimeligt, at umyndiggørelse eller paragraf 6-værgemål medfører tab af valgret.
LÆS OGSÅ: Stemmeret skal man ikke beskyttes imod
Jeg har sympati for holdningen og kan nævne, at min gamle statsretsprofessor Poul Andersen allerede i 1954 anførte dette, for så vidt angik i hvert fald nogle grupper umyndiggjorte.
Det er også legitimt at vægte valgretten samt den økonomiske selvbestemmelse så højt, at man ønsker at skærpe værgemålsreglerne med den konsekvens, at langt færre underkastes et paragraf 6-værgemål, altså umyndiggøres.
LÆS OGSÅ: Danske regler om værgemål og stemmeret er gode nok
Heroverfor vil jeg dog anføre, at glæden ved at kunne afgive sin stemme hvert fjerde år kan blive dyrt købt, når den betales med en opgivelse af den hidtidige beskyttelse af den umyndiggjorte, særlig den senildemente.
LÆS OGSÅ: Politikere vil se på handicappedes stemmeret
FORSLAGET OM, at dommeren skal tidsbegrænse et værgemål eller automatisk afprøve, om det fortsat er fornødent, ville kræve et landsomfattende register over de personer, der er underkastet et værgemål og en mængde overflødige sager. Det må være fuldt tilstrækkeligt, at den, der er undergivet værgemål, og værgen til hver en tid kan kræve, at retten tager spørgsmålet op til ny overvejelse.
Med det forsigtige forbehold, at jeg ikke har haft adgang til den fulde rapport og kun har læst avisindlæggene, vil jeg derimod hævde, at det er direkte dårlig jura at gøre gældende, at problemet og løsningen? ligger i valgloven.
Valglovens bestemmelse om den umyndiggjortes tab af valgret er ikke en selvstændig lov, men en automatisk konsekvens af Grundlovens paragraf 29, som kort og knapt anfører, at den umyndiggjorte ikke har valgret.
Gengivelse af valgret ved en ændring af valgloven vil derfor være flagrant grundlovsbrud, svarende til, at lovgiveren ved ændring af valgloven gav valgret til udlændinge med fast ophold, men uden indfødsret.
De umyndiggjortes valgret er ikke et grundlovsbrud værd, hvor megen sympati man end måtte have for den enkelte. Hermed lukker jeg debatten for mit eget vedkommende.