Et historisk missionhus lukker, og et stykke Danmarkshistorie er forbi

I dag er Salem ikke længere et missionshus, for de troendes kreds er blevet så lille, at den ikke mere kan fylde et hus. Hvor man før samledes om Guds ord og salmesang, opbevares nu brugte sofaer og lænestole med polyesterfyld og bruntstribet betræk, skriver Egon Clausen

I dag er Salem ikke længere et missionshus, for de troendes kreds er blevet så lille, at den ikke mere kan fylde et hus. Det er en lidt vemodig historie, for Nørre Bork var i sin tid en bastion for Indre Mission. Her talte man om Gud og Djævelen, men det gør man ikke mere, skriver Egon Clausen, som selv er født og opvokset på egnen.
I dag er Salem ikke længere et missionshus, for de troendes kreds er blevet så lille, at den ikke mere kan fylde et hus. Det er en lidt vemodig historie, for Nørre Bork var i sin tid en bastion for Indre Mission. Her talte man om Gud og Djævelen, men det gør man ikke mere, skriver Egon Clausen, som selv er født og opvokset på egnen. . Foto: Egon Clausen.

Langs vejen til Bork Havn i Vestjylland ligger et ydmygt lille hus. Det er bygget af vejrbidte, røde mursten, har eternittag og en rad af fire vinduer med store ruder ud mod vejen.

Med hvide plastikbogstaver over indgangsdøren står der ”Salem”, for det er bygget som et missionshus, indviet i 1904 og brugt af børn, unge og ældre fra Nørre Bork til møder og fester i over 100 år.

Indvendigt var huset indrettet på traditionel vis med en lille sal og en stor sal. I den store sal var der en gipskopi af Thorvaldsens ”Kristus” over talerstolen. I den anden ende af huset var der en entré og et køkken med en kaffemaskine.

Kaffe og Kristus. De hellige kunne ikke undvære nogen af delene, for det var ædruelige folk, der ville opvækkes af såvel ord som koffein. Hvad kaffen angik, var det i øvrigt således, at når det var svært at skaffe ægte kaffebønner, blandede man den med et brunt pulver, der var lavet af tørrede og ristede rødder af planten cikorie. Det lignede kaffe, men var og blev en erstatningsvare. Det var ikke lige velset alle steder. At putte cikorie i kaffen blev til et udtryk, der antydede, at man snød på vægten.

I dag er Salem ikke længere et missionshus, for de troendes kreds er blevet så lille, at den ikke mere kan fylde et hus, så hvor man før samledes om Guds ord og salmesang, opbevares nu brugte sofaer og lænestole med polyesterfyld og bruntstribet betræk.

Det er en lidt vemodig historie, for Nørre Bork var i sin tid en bastion for Indre Mission. Her talte man om Gud og Djævelen, men det gør man ikke mere.

Det gælder i hele landet, at Gud er blevet umoderne, og folk er spirituelle i stedet. De tror på naturmedicin og deres egne mavefornemmelser og har hverken brug for møder eller fællessang i den anledning.

Det samme gælder vist også Djævelen. I sin tid gik han rundt som et rovdyr imellem dem, parat til at opsluge, hvem han kunne få fat på. Sådan taler ingen mere om det onde, der truer os, men noget tyder dog på, at Djævelen er mere omtalt end Vorherre.

Ser man på den offentlige debat, der udspiller sig på landsplan, har Djævelen tilsyneladende skiftet navn, og i dag kaldes han islam. De djævelske karaktertræk er dog de samme: Islam fremstilles som en ond, satanisk kraft, der går rundt imellem os, ser ud som os, kører i samme slags biler og er klædt i samme slags tøj som os, så ingen kan vide sig sikker.

Der er dog forskelle. Den djævel, de hørte om i Salem, havde taget bolig i hver enkelt af dem. Det vil sige, at ingen var skyldfri, og hos de bedste af dem lagde denne tro en dæmper på deres lyst til at fordømme andre mennesker.

Sådan er det ikke med dæmoniseringen af islam. Den tynger ikke sine tilhængere med en påstand om, at de selv er en del af problemet. Den bilder dem tværtimod ind, at de skyldfri, og giver dem derved en mulighed for at slynge alle mulige forbandelser mod islamister og folk, der mener noget andet end dem selv.

De er vores dages frelste. Dagligt tordner de vredt mod den muslimske djævel, og de har vinden i ryggen, så de skal ikke nøjes med talerstole i ydmyge missionshuse, men kommer ubesværet til orde i nogle af landets førende dagblade.

Det er imidlertid ikke den ægte vare, de byder på. Det ligner måske, men det er og bliver en erstatning. De putter kort sagt cikorie i kaffen.

Det er lige før, man længes tilbage til de gamle missionsfolk i Salem.

Egon Clausen, journalist og forfatter, Jægersborg Allé 7, Charlottenlund