Salmedigter: Jeg håber, at nye generationer vil blive ved med at synge solen rød og verden dyb

”Solen er så rød, mor” er en ekstremt vigtig "folkesalme" at give videre. Ikke på grund af det, der står i teksten, men på grund af det, der sker, når vi synger den, skriver Iben Krogsdal

"Solen er så rød, mor" er en slags moderne folkesalme, skriver Iben Krogsdal.
"Solen er så rød, mor" er en slags moderne folkesalme, skriver Iben Krogsdal. Illustration: Rasmus Juul

Som barn var jeg skrækslagen for børnesangen ”Solen er så rød, mor”. Der var et eller andet ved dens billedsprog, der gjorde mig helt tung i maven, når min mormor sang den for mig og min bror. Som jeg husker det, lå vi helt åndeløse i hver vores seng og lyttede, næsten som hvis vi hørte en spøgelseshistorie. Det var det samme hver gang. Sangen skabte sorte skove og voksenuhygge, men samtidig var den dragende varm og rød. Og vi elskede den højt.

Da jeg siden blev mor, sang jeg som mange andre sangen for mine egne børn, når de skulle sove. Tit fornemmede jeg en stille rædsel i den måde, de lyttede på, og i flere år turde min yngste søn slet ikke høre den. Han var så bange for den, at han forbød os overhovedet at sige dens titel.

”Ikke den-du-ved-nok!”, sagde han med store øjne og ville have lyset tændt og døren åben.

Og så lidt efter kaldte han og ville alligevel godt høre den. Måske. Naj. Jo. Naj. Jo.

Det var, som om sangens skræmmende univers fascinerede ham så voldsomt, at han ikke kunne slippe det, heller ikke selvom det gjorde lidt ondt i maven.

Jeg ved, at mange har det på samme måde. Der sker noget, når man synger den sang. Verden bliver mere farlig og mere tryg på én gang. For midt i den dæmrende aftenrædsel, hvor solen dør og ræven nærmer sig, er der nogen at tale med. Nogen at stole på, nogen at dele angsten med. Der er en mor, der sidder ved sengekanten og lytter.

Eller gør hun? Det står der faktisk intet om i teksten. I sangen er det udelukkende barnet, der taler og tænker godhjertet på andre. Det er gennem barnets stemme, at verden udfoldes. Og det er alene gennem barnets spørgsmål, at vi får at vide, at moderen er der. Hun siger intet, kræver intet, svarer ikke. Evigt tavs sidder hun et svævende sted omme bag sætningerne og lader barnet sige alt. Måske er det netop derfor, hun er så næsten overnaturligt til stede. Ingen, der synger denne sang, kan være i tvivl om, at der findes en mor eller magt i verden, hvis kærlighed er størst af alt. Og ingen, der synger den, kan være helt alene.

Jeg tror, at sangen med denne dybe mor-vished for mange har et religiøst skær. I mine øjne er den en slags moderne folkesalme. Den åbner for frygten for fortabelse på børnesprog. Men den lyder i samme åndedrag af totaltillid til en, der elsker os overalt. Den rummer dobbeltheden i verden, og den frembærer et favnende svar, som bare strømmer sprogløst fra en mor, der er helt tæt på. Eller en far – en babysitter – en onkel – og altid dybest set Gud.

Og det er netop i sangen ved sengekanten, at tro og livshåb gennem århundreder er blevet givet videre fra slægt til slægt. Der findes forskere, der mener, at det helt frem til moderne tid frem for alt var ved sengetid (og ikke i kirken), at barnetroen i alle dens grundformer blev lejret i os. Hvis det er bare en tiendedel rigtigt, skal vi huske at værne om aftenstunden, hvor vi kan synge vores børn grundtrygge i verden – trods alt.

”Solen er så rød, mor” er en ekstremt vigtig "folkesalme" at give videre. Ikke på grund af det, der står i teksten, men på grund af det, der sker, når vi synger den. At dette lille mesterværk af enfoldig tekst og melodi i dén grad har bundfældet sig i folkesangsjælen, binder os sammen af noget, der er langt mere kraftfuldt end den daglige kæmpestrøm af stærke, delte eller udelte meninger. Jeg elsker simpelthen, at det (endnu) mange steder kun tager tre sekunder at skabe samhørighed mellem vidt fremmede mennesker. Man behøver bare at sige: ”Solen er så rød, mor!” – og så er vi pludselig fælles om at være skrøbelige, elskede mennesker.

Derfor håber jeg, at nye generationer vil blive ved med at synge solen rød og verden dyb. Og hvis de gør det, vil de før eller siden mærke alle vores store fællessanges største mysterium: At dem kan vi aldrig kun synge med vores egen, lille stemme. Alle, der har sunget før os – og for os – bliver ved med at nynne med. Både de levende og døde i et gådefuldt kor.

Selv kan jeg tydeligt høre, hvordan min afdøde mormor stadig sidder trofast i aftensolen ved min pude og synger en lille sang. Hun holder bare aldrig op. Og det er så sandt, som det er sunget.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og ­salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.