Jeg kunne se på min søn, at der var noget galt. Han var seks år gammel og havde i lang tid været sært stille inde på sit værelse. Jeg gik ind til ham, og han kiggede lidt flovt ned. Han legede ikke rigtig noget. ”Er der noget i vejen?”, spurgte jeg. Han rystede på hovedet, men jeg kunne se, at han havde chokolade om munden.
Sporet røbede, at han havde været inde på mit kontor, hvor han havde taget noget af det slik, jeg gemte øverst i et skab. Han var tavs, og jeg gik uden at sige noget.
Lidt efter kom han ud til mig. Jeg lod, som om jeg ikke havde lagt mærke til noget, men han kredsede og kredsede om mig, og til sidst stillede han sig foran mig med hænderne på ryggen. Han så mig direkte i øjnene og proklamerede med klar stemme: ”Mor, jeg har slet ikke taget noget af dit slik!”.
Det var en sær måde at gå til bekendelse på, men en bekendelse var det. Og nu stod han der og stirrede på mig. Hele hans ansigt strålede: Se mig, mor. Se, hvad jeg har gjort!
Jeg tror, at der var noget arketypisk på færde imellem os to den dag.
Min dreng kunne sagtens have holdt på sin hemmelighed, men han indrømmede tyveriet, og jeg tror, det var, fordi han følte sig borte. Han trængte til at blive fundet af mig, simpelthen set igen. Og derfor havde han dybest set brug for mit dømmende blik.
At en dom kan føre til ny begyndelse har alle mennesker erfaret, og det ved ethvert barn. Man bliver set, når man bliver dømt. Ingen af os kan desuden i længden holde ud bare at blive rost og anerkendt, heller ikke selvom vi lever i en slags hyper-anerkendelsens tidsalder. Vi har som mennesker en iboende trang til at blive dømt, fuldstændig ligesom vi selv igen og igen dømmer andre.
Det binder os sammen på tværs af alle historiske tider og steder: at vi er de fødte, små dommere og derfor også går rundt i evig forventning om, at vi selv bliver dømt. Vi tror instinktivt, at vi får som fortjent, både af andre og Gud. I dommen findes der et blik, vi på én gang frygter og drages voldsomt imod.
Alligevel er det kommet på mode at sige, at ”moderne mennesker” ikke længere vil vide af dom og ”bare” opfatter Gud som ren, kedelig kærlighed. Jeg møder i hvert fald ofte den påstand, at nulevende mennesker ikke længere vil være syndere, og at de føler sig helt urimeligt gode og elskværdige.
Men hvor ser man egentlig, at vi moderne mennesker skulle lide særligt af manglende synds- og selverkendelse? Og for hvem er kærligheden et ”bare”? Er det ikke snarere den konstante dømmen og fordømmelse af andre og os selv, der er et ”bare”?
At vi i dag mangler sprog for synd, skyld og dom er ubetvivleligt. Men det skyldes med garanti ikke, at vi i dag elsker os selv højere, end vores forfædre elskede sig selv. Og at vores ordforråd i dag er fyldt af anerkendelses-glasur, og at vores fællesreligiøse sprog har mistet kraft, er ikke tegn på, at mennesker i dag ikke længere har syndsoplevelser, eller at vi er blevet ekstra selvberoende.
Tværtimod. Jeg er overbevist om, at også moderne mennesker længes efter dom, både på den lille hverdagsmåde og i en dybere, religiøs forstand. Det gør vi, fordi vi er mennesker. Vi gør det ikke på samme måde som andre engang, men vi længes. Faktisk tror jeg, at vi længes helt ad helvede til.
Men hvor mennesker før, helt selvfølgeligt, levede i forventningen om skærsildens flammer og frygtede Guds dom, længes vi i dag snarere efter at få en dom udefra overhovedet. Det gamle, religiøse nødsskrig ”Frels mig!” er blevet til det desperate, allestedsværende: ”Se mig!”.
Vi søger det store, anderledes blik, der virkelig ser og dømmer os, som vi er. Vi søger det overalt, hvor der kunne være noget nyt at hente. Vi søger det kejtet, vredt, blindt. I vores forældre, i vores elskede, i venner, i verdens anerkendelse, i vores tågede, rystede billeder af Gud.
For heller ikke i dag kan vi leve uden det (kærlige) dømmende blik udefra, der virkelig ser os. Og det var det, jeg kunne høre min søn fortælle mig, næsten som i en fjern hvisken fra hans allerinderste:
”Mor, jeg er blevet så alene i verden. Og jeg kan ikke holde mig selv ud. Kan du?”.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.