Lisbet Foss’ sønderlemmende kritik af DR’s ”Før søndagen” her i avisen den 16. september har gjort mig nysgerrig. Kan programmet virkelig være så ”tåkrummende pinligt” og ”under al kritik”, som det hævdes? Efter at have set samfulde 51 afsnit må jeg erklære mig uenig.
I denne kronik vil jeg sætte ord på nogle refleksioner, som programmet og kritikken af det har givet anledning til. De handler især om, hvem der har fortolknings- og dermed ejendomsretten til salmeskatten. Ifølge DR’s programbeskrivelse ”fortolker kendte danskere og DR’s ensembler den danske salmeskat i ord og musik – én salme ad gangen”.
Ligesom Foss vil jeg her fokusere på dem, der fortolker ordene. De kendte danskere, som DR har inviteret ind i studiet, er professionelle fortolkere: forfattere, sangere og skuespillere, som altså netop er trænet i at forholde sig til en tekst uden nødvendigvis at have nogen videre kirke- eller litteraturhistorisk forforståelse.
Ud over at skulle vække interesse for programmet må disse kendte danskere tænkes at skulle skabe identifikation hos seerne. Nok er de kendte, men i forhold til salmernes kristne kode, det vil sige bibelreferencer, dogmatisk ladning og liturgisk ramme, har de som de fleste seere ingen særlige forudsætninger. Fortolkernes forhold til tro er blandet.
Bodil Jørgensen, Jonas H. Petersen og Sigurd Barrett taler naturligt og med fortrolighed om Gud, medens Tomas Lagermand Lundme og Marie Carmen Koppel understreger, at de ikke er troende. Programmets øvrige salmefortolkere, fornemmer man, befinder sig et sted i kontinuet herimellem. Dermed repræsenterer fortolkerne grader af det postsekulære Danmarks individualiserede kristendom i sin fulde bredde. Fælles for alle er, at de finder noget værdifuldt i salmeskatten.
Foss foreslår, at programmets ”vås” og ”skøre udlægninger” skiftes ud med ”folk, der respekterede en tekst og var ydmyge nok til at læse, hvad der står” (min fremhævelse).
Hun ser altså ud til at mene, at en salme rummer én sand betydning, som man skal være særligt indskolet i at kunne afkode og videreformidle. Her berører hun et helt centralt hermeneutisk spørgsmål: Hvem ejer fortolkningsretten til salmeskatten?
Det ligger i ordet salmeskat, at det drejer sig om et fælleseje spændt ud i både tid og rum. Den Danske Salmebog er den samme i Gedser og Skagen, i Ringkøbing og Svaneke, og den står på skuldrene af alle tidligere udgaver, siden Thomissøns salmebog første gang udkom i 1569.
Man bliver nærmest svimmel af at prøve at forestille sig, hvor mange mennesker der i godt 450 år har sunget efter Den Danske Salmebog og holdt traditionen levende. For nok har specialister i form af digtere og kommissioner gennem tiden leveret og redigeret salmeteksterne, men uden den syngende menighed havde salmeskatten været en død sådan.
Omvendt har Den Danske Salmebog været et enestående bindemiddel i et kulturelt fællesskab af nærmest ubegribelige dimensioner. Betyder salmerne så det samme alle steder og til alle tider? Nej.
Elementær hermeneutik lærer os, at teksters betydning altid opstår i et samspil mellem tekst og kontekst. Nyere litteraturteori (receptionsæstetikken) lægger vægt på teksters tomme pladser og læserens medskabende rolle – også den menige, forudsætningsløse læsers.
Den menighed, der i århundreder har sunget og brugt salmerne i kirke og hjem, i skole og forsamlingshus, til hverdag og fest, alene og i fællesskab, har sunget dem ud fra deres specifikke forudsætninger. De har tydet deres liv gennem salmerne og dermed også fortolket salmerne gennem deres liv.
”Før søndagen” giver det ene eksempel efter det andet på, hvordan rutinerede, men teologisk uskolede fortolkere ser betydninger, som salmeteksternes ophavsmænd næppe selv har tænkt ind i dem.
Således forbinder Peter Høeg ”Nu bede vi den Helligånd” med forestillinger om dybdepsykologi og frisættelse fra forældreforbilleder, medens Lagermand Lundme ser ”noget biodynamisk landbrug” i ”Giv mig, Gud, en salmetunge”. Det var jeg nok aldrig selv kommet på.
Så forefalder det nemmere at følge gravide Johanne Louise Schmidt, der i flere salmer finder metaforer for skabelse og forældreskab. Men selv de mest fantasifulde fortolkninger vidner netop om salmernes poetiske holdbarhed og sprængkraft.
Alle fortolkninger er måske ikke lige analytisk kvalificerede, men de er eksempler på, hvordan det komprimerede og billedrige salmesprog – på én gang betydningsmættet og udtryksfuldt – kan stimulere vores egen forestillingsevne og refleksion.
Selvom ikke alle udlægninger har universel gyldighed, er der ingen grund til at diskvalificere dem som en mulig læsning blandt mange. De er tværtimod et udtryk for salmeskattens rigdom og, nå ja, ånd. Enkelte gange kløjes fortolkerne i usædvanlige ord. Det ser jeg ikke som et tegn på, at dumme kendisser skal holde sig fra salmeskatten; tværtimod afspejler disse små fortalelser menighedens forhold til et forældet sprog, der mod alle odds stadig er spillevende.
Selvom vi ikke til daglig bruger ord som ”elende” og ”miskundhed,” kan vi i salmernes helhed finde os selv og vor tids eksistentielle problemstillinger. ”Før søndagen” giver også flere eksempler på helt gangbare fortolkninger, omend udtrykt i let tilgængeligt hverdagsdansk uden dogmatisk lingo.
Foss mener, at Johanne Louise Schmidt ”ikke har forstået et suk” og ikke kan se, at Grundtvigs ”Du, som går ud fra den levende Gud” er en helligåndssalme, fordi hun siger at ”versene konkurrerer”, og at ”det er bare alt for meget”. Efter min opfattelse er det en ganske rammende beskrivelse af menneskets møde med noget, der er så meget større, end det selv er, at det i praksis er ufatteligt.
Apropos Grundtvig må jeg undres over, at en dansk teolog, uanset konfessionelt ståsted, overhovedet kan insistere på bogstavet som suveræn betydningsbærer, sådan som det sker i kritikken af ”Før søndagen”. Og det i et Grundtvig-år. Ligeledes må jeg undres over dennes manglende fornemmelse for salmeskattens lutherske grundlag.
Ifølge Foss nivellerer Karen Mukupa i sin udlægning af ”Du, som har tændt millioner af stjerner” salmens ”vægtige” ord ”ned til almindeligheder”. Lad mig minde om, at det almindelige hos Luther ikke er noget, der nivelleres ned til, men tværtimod er et ideal, hensigten med hele Reformationen og menighedens tilbageerobring af salmesangen.
Det fortolknings- og formidlingsarbejde, der finder sted i ”Før søndagen”, ligger i direkte forlængelse af det oversættelsesprojekt, som Luther for ganske præcis 500 år siden satte i gang med det formål at inddrage menigheden i forkyndelsen af evangeliet, som den dermed fik medejerskab til. Det almindelige præstedømme i public service-form.
Lisbet Foss’ kritik af ”Før søndagen” må læses i lyset af så vel den liturgi- som den kendisdebat, der for tiden udfolder sig. Jeg har søgt at argumentere for, at de kendte danskere, der medvirker i programmet, ikke er kendisser i negativ forstand, men snarere skal ses som særligt fortolknings- og formidlingsrutinerede repræsentanter for menigheden i ordets bredeste betydning. En slags nutidens lægprædikanter.
Disse fortolkere demonstrerer, at man som menig, teologisk forudsætningsløs salmesanger i Den Danske Salmebog kan finde mening, trøst, opmuntring, bekræftelse, tilgivelse og så videre, også i salmernes i de fleste tilfælde utidssvarende sprogdragt. Salmeskatten er i allerhøjeste grad levende og tilgængelig, og enhver, der bruger den, har del i ejendomsretten til den.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.