Ifølge forfatteren til en ny undersøgelse om personer med handicap, Jesper Herup Dammeyer fra Københavns Universitet, er ”tidens ligebehandlingsmodel naiv og kritisabel. Lige menneskerettigheder er godt, men mennesker med handicap med funktionsnedsættelse ønsker ikke nødvendigvis ligebehandling”. Det udtaler han i Kristeligt Dagblad den 4. april.
Meget interessant beskyldning set fra min stol på Institut for Menneskerettigheder. Er det nu virkelig sandt, at tidens ligebehandlingsmodel er naiv og kritisabel?
Nej. Det er min påstand, at FN’s Handicapkonvention, som om noget må siges at beskrive den menneskeretlige tilgang til ligebehandling, netop rummer den kompleksitet, som Jesper Herup Dammeyer savner.
For eksempel fremgår det udtrykkeligt af konventionens artikel 24, at medlemsstaterne skal fremme døvesamfundets sproglige identitet, og at undervisningen af særligt blinde, døve og døvblinde personer skal ske i omgivelser, som giver størst mulig boglig og social udvikling.
Denne bestemmelse er netop resultatet af et ønske fra døveforeningerne, som understregede, at døve har behov for at være sammen med hinanden for at kunne have meningsfuldt social samvær på tegnsprog.
Hos Institut for Menneskerettigheder har vi også i vores nylige rapport om døve børn understreget, at døve børn skal have andre døve børn at tale med for at have et godt og meningsfuldt børneliv.
Konventionen bygger også på en grundlæggende respekt for forskellighed og selvbestemmelse hos personer med handicap. FN’s Handicapkonvention understreger således flere steder, at der skal være plads til denne forskellighed, og at lige muligheder ikke betyder, at personer med handicap skal nøjes med de tilbud, som gives til personer uden handicap. Konventionen bygger snarere på det grundprincip, at samfundet gennem afskaffelsen af fysiske og andre barrierer skal gøres inkluderende for personer med handicap. Det understreges også, at der derudover ofte vil være behov for særlig støtte og tilpasning til den enkelte.
Idéen om, at ligebehandling betyder, at alle skal behandles helt lige, er altså ikke en opfattelse, der stammer fra menneskeretten.
Særligt på skoleområdet, men også på arbejdsmarkedsområdet, er inklusionen af personer med handicap ikke just vellykket. På skoleområdet er der desværre flere undersøgelser, som viser, at børn med handicap har det sværere i den almindelige folkeskole end andre børn.
Særligt grelt er det for de døve børn nu, hvor døveskoler lukkes. Men der er også grumme eksempler på børn med autistiske træk, som har så store problemer i den almindelige folkeskole, at deres forældre bliver tvunget til at holde dem hjemme.
Beskæftigelsesraten for personer med alvorlige handicap er desuden lavere i Danmark end i andre EU-lande. De seneste reformer på arbejdsmarkedet – førtidspensions-, flexjobs- og kontanthjælpsloftsreformerne – sætter også personer med handicap i en meget vanskelig situation. De kan ikke få jobs på det almindelige arbejdsmarked og bliver skåret i sociale ydelser som incitament til at tage jobs. Alt dette er problematisk med menneskeretlige øjne.
Alle idéer bliver naive og kritisable, hvis de bruges som en påklistret etikette til at retfærdiggøre politikker, som bygger på helt andre idéer.
Det er klart, at inklusion i folkeskole og på arbejdsmarkedet ikke er populært blandt personer med handicap, når det bruges som etikette på en politik, som i realiteten ikke er inkluderende og dermed heller ikke lever op til de menneskeretlige standarder.
Maria Ventegodt Liisberg er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder