NU ER JEG hverken kvinde, homoseksuel eller ateist, men vi står som bekendt på skuldrene af tidligere tiders tænkere og aktive borgere. Og så skal man være mand, heteroseksuel og kirkegænger nok til at erkende, at selvom dagens samfund langtfra er perfekt, så er det lykkedes - blandt andet ved ovenståendes gruppers indsats - at etablere et samfund med udstrakte individuelle frihedsrettigheder.
Vi må dog også erkende, at ikke meget er sat i sten. Hvis vi ikke er bevidste om kampen og tør tage konfrontationerne, så er de højt besungne goder skrevet i sand. Og tidevandet er som bekendt ubønhørligt.
Forsamlingsfriheden er en af samfundets grundlæggende rettigheder, som desværre ikke er i fuldt vigør. Den bliver jævnligt udfordret og undermineret. Det sker, når myndighederne accepterer, at deltagerne til offentlige møder med almindelig adgang ikke frit kan forsamle sig, men i stedet bliver tvunget ind i segregerede opdelinger, hvor der gøres forskel på mænd og kvinder.
Det er uacceptabelt, at danske myndigheder de seneste mange år stiltiende har godtaget denne køns-apartheid på dansk grund. Hvordan man organiserer sig for lukkede døre - eksempelvis i en menighed - det er til gengæld en helt anden sag, som samfundet ikke skal blande sig i.
Et andet område tæt forbundet hermed er kampen for kvindefrigørelsen og anerkendelsen af kvinden som et på alle måder ligeværdigt og selvstændigt tænkende væsen. Gudskelov, så er det danske samfund i dag helt anderledes, end det var i starten af forrige århundrede, hvor højreorienterede stadig mente, at kvinden var mindre værd end manden.
Man kan spørge sig selv, hvor Søren Krarups fire døtre ville være i dag, hvis ikke det havde været for den venstreorienterede kvindefrigørelse. I 2015 er det 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret til folketingsvalg, og det skal fejres. Men vi kan som samfund ikke med god samvittighed fejre årsdagen og så samtidig acceptere, at nogle kvinder er mere lige end andre kvinder. Kvinfo, få nu hovedet op af sandet.
Vi har heldigvis også trosfrihed i Danmark. Du kan tro på en gud, eller du kan lade helt være, det bestemmer du selv. Halleluja for religionsfriheden. Uanset ståsted i disse forhold, så skal vi alle acceptere, at individet selv bestemmer sit religiøse tilhørsforhold.
Alt andet er tvang og utilbørlig magtanvendelse. Forfølgelse og anden diskrimination som følge af apostasi er helt uacceptabelt. Igen er det desværre et område, hvor den personlige frihed er under pres, fordi myndigheder sætter kikkerten for det blinde øje. Berøringsangsten er malplaceret og forkert.
Et tredje område, hvor frihederne i dagens samfund er under pres, er individets seksualitet. Vi har hver især vores præferencer, og man må således gerne mene, at homoseksualitet er en vederstyggelighed.
Men ord og argumenter er den eneste acceptable debatform. Forsøg på undertrykkelse og overfald på seksuelle minoriteter er aldeles uacceptabelt. Er du ikke til gay pride, så luk dog vinduet og kig i stedet din hustru dybt i øjnene. Du skal i hvert fald ikke kaste med sten.
Det er på høje tid, at vi som kultur besinder os på, at ikke alle værdier er lige gyldige. Hvis ord og begreber tømmes for indhold, og ingen længere vil forsvare dem, så mister de deres værdi. De bliver ligegyldige og afløses af noget helt, helt andet.
John Jensen, MA i historie, Holbergsgade 22, Slagelse