FORESTIL DIG NU, at du kører i din bil på motorvejen. Pludselig lyser olielampen, og du kører ind på den næste tankstation, du møder på din vej. Du køber en dunk motorolie, men da du skal åbne dækslet til motorens oliepåfyldning, må du konstatere, at du ikke har de fornødne kræfter til at skrue dækslet af.
Du spørger tankstationens servicemedarbejder til råds, og han tilbyder velvilligt at hjælpe. Han medbringer en tang, og med en vis møje og besvær får han løsnet dækslet. Men da dækslet løsnes, kommer servicemedarbejderen til at skubbe til metalstangen, som holder motorhjelmen oppe. Den venlige, servicemindede mand får motorhjelmen i hovedet, besvimer og falder om på jorden foran din bil.
Hælder du bare olie på bilens motor og kører videre? Kunne den unge mand bare have set sig for eller lagt en mindre kraftanstrengelse i at hjælpe dig med dit problem? Er det bare en sag for ham, hans arbejdsgiver, og et forsikringsselskab?
Hvis du ikke valgte at efterlade servicemedarbejderen livløs på jorden, så er du givetvis et moralsk menneske. Det skal du være glad for. Og mens du glæder dig, så bør du huske denne sammenhæng, næste gang danske soldater risikerer liv og førlighed for din og andres frihed, globale menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og bekæmpelse af terrorister.
De kæmper på vegne af dig. De har ikke selv valgt, at Danmark skal være krigsførende. Det har politikerne. Og politikerne er valgt af danskerne. Dermed har soldaterne instrumentel værdi for danskerne. Og denne instrumentelle værdi bør afspejles i den veteranpolitik, som de samme politikere vedtager - med det samme flertal af danskere i ryggen.
Værdien bør afspejles i den mængde ressourcer, vi vælger at bruge på behandling, hjælp og støtte til krigsveteranerne og deres familier, som lider med dem. Hvis jeg nu afslører, at veteranpolitikken er inderligt mangelfuld og fortsat overlader alt for mange krigsveteraner til alt for mange tilfældigheder, synes du så, det er rimeligt?
Altså at unge mænd og kvinder skal risikere liv, lemmer og sundhed for idealer, som er vedtaget af politikere og legitimeret demokratisk af et flertal af danskere uden nogen form for sikkerhed for, at det såkaldte velfærdssamfund står klar med relevant hjælp og støtte, når soldaterne kommer hjem fra de internationale missioner?
SIDEN DEN NATIONALE veteranpolitik så dagens lys i 2010, har SFI dokumenteret værdien af de eksisterende veteranhjem.
Men der mangler stadig veteranhjem i de fleste områder på det danske landkort. Fem veteranhjem til mere end 50.000 veteraner virker utilstrækkeligt på enhver tænkelig skala.
Center for Selvmordsforskning har kortlagt danske krigsveteraners selvmordsmønstre. 47 danske krigsveteraner har begået selvmord i afmagt, og Hærens Konstabel- og Korporal Forening har registreret mange hundrede selvmordsforsøg blandt krigsveteranerne.
Forsvarets Veterancenter har erkendt sine begrænsninger. Man har lukket kamppausekompagniet i Slagelse, opsagt samarbejdet med de private netværkspsykologer og henviser et stigende antal psykisk skadede krigsveteraner til specialpsykiatrien.
Samme specialpsykiatri, som kun har specialiserede tilbud til krigsveteraner i tre af landets fem regioner, og som åbent og ærligt har meldt ud, at man kun har kapacitet til at behandle cirka en tredjedel af de krigsveteraner, som henvender sig og beder om behandling.
Imens lever hundredvis af krigsveteraner i isolation. Alt for mange har kæmpet i årevis for at få deres psykiske skader anerkendt og kompenseret i Arbejdsskadestyrelsen - blot for at erkende, at fysiske og psykiske arbejdsskader ikke er ligestillet, når erstatningerne skal udmåles, selvom méngraden er den samme.
Og selvom de efter års kamp får tilkendt en erstatning, så tillader visse kommuner at modregne erstatningen i veteranernes pensioner, således at veteranerne i praksis selv får lov til at finansiere deres erstatninger.
Det er på høje tid, at Danmark får en ny veteranpolitik, som er gennemtænkt, som afspejler virkeligheden, og som bliver solidt forankret på tværs af ministerier, styrelser, kommuner og ideologier.
Det er på høje tid, at Folketinget indtager et mere moralsk standpunkt og budgetterer med udgifter til veteranområdet, hver gang den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik sender danske soldater i krig for idealer som frihed, demokrati, menneskerettigheder, kampen mod terror og så videre. Kald det bare en slags moms på krigs-indsatserne.
Vi har brug for en sikkerhed for, at hvis man risikerer liv, lemmer og helbred for danske idealer, så er den samme statsmagt, som sender os ud, sit moralske ansvar bevidst og i stand til at tilbyde mere og andet end skåltaler og halve løsninger. Ingen bør efterlades. Alle fortjener den hjælp og støtte, de har brug for.