Saml andres skrald i naturen. Du bliver et gladere menneske af det

Naturen flyder over af skrald. Saml det op i stedet for at være vred på dem, der har smidt det, skriver Emil Brandt Rex

Det kan ligefrem være sjovt for børn at samle skrald, skriver Emil Brandt Rex. Arkivfoto fra landsdækkende affaldsindsamling.
Det kan ligefrem være sjovt for børn at samle skrald, skriver Emil Brandt Rex. Arkivfoto fra landsdækkende affaldsindsamling. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Som løber har jeg tilbragt mange år i skoven, på stier og små landeveje. Ruterne er ofte nedslidte, ikke særlig velholdte, lettere ufremkommelige og dækket af planter og træer, der har fået lov til at vokse vildt. Fasaner og dådyr bruger ruterne mere end mennesker.

Når jeg har været ude at løbe, cykle, vandre, spille discgolf med venner eller køre på landevejen, erfarer jeg, at ligegyldigheden er vendt tilbage. Nogle smider en gammel madras, en sofa og rester fra byggepladsen. Andre smider slikpapir, konfetti og ølflasker. Nogle har endda efterladt en båd i skoven. Nogle efterlader også – af ukendte og alarmerende årsager – døde katte- og hundelig.

I begyndelsen gjorde det mig rasende – specielt fordi mine cykeldæk og dækkene på barnevognen konstant punkterede. Jeg blev vred og irriteret på mine medmennesker og på det sted, hvor jeg lever. Jeg forsøgte at involvere politiet, dyrenes beskyttelse og lokale politikere – og selvfølgelig gjorde de ingenting. Jeg opsatte skilte, men det gjorde heller ingen forskel. Jeg tænkte forgæves på klimaet og fremtiden. Jeg tænkte på at flytte.

Men en befriende tanke ramte mig på en af mine morgenvandreture med mit barn: Hvor mange gange skal jeg gå forbi et stykke skrald, før jeg bliver medskyldig i dets eksistens? Selv hvis jeg flytter til et andet sted, hvor man ikke efterlader skrald, vil det stadig ske her, tænkte jeg. Den romerske kejserfilosof Marcus Aurelius havde ret, da han sagde, at man kan begå uretfærdigheder ved ikke at gøre noget.

Så jeg samlede det op. De ødelagte dæk blev lagt i kurven på barnevognen og afleveret til genbrug. Jeg gik langs vejkanten og samlede flasker og plasticposer. Jeg har samlet utallige skruer, cigaretskod og flamingostykker op. Jeg har iført mig ansigtsmaske, skrabet fladkørte katte fra vejen, fjernet hundelorte, fjernet måger, duer, får og en enkelt død kalv og taget dem med til lossepladsen eller flyttet dem til en mindre befærdet del af skoven, hvor de kunne blive til jord og kompost. Jeg kan ikke ligefrem sige, at det var behageligt, men det gav mig en vis myndighed og afklaring.

De antikke græske filosoffer ville være enige. Verden kan være et forfærdeligt sted. De ville dog minde os om, at vi selv kan kontrollere, hvad vi kan gøre ved det. Vi kontrollerer, hvilken forskel vi forsøger at gøre. Vi kontrollerer, hvorvidt det gør os bedre eller bitre, hvorvidt vi brokker os eller bare kommer i gang.

Den ultimative belønning kom forleden, da jeg var i skoven med min familie. Min datter synes selvfølgelig, at det er sjovt at kaste med pinde, samle blade, kigge på fugle og klatre i træerne. Alligevel lader hun til at have det ganske sjovt med at løbe frem og tilbage langs stien – ikke på min opfordring – og samle skrald. Hun beder ofte om min hjælp til at løfte de tunge ting hen til de skraldespande, som kommunen ellers har fordelt jævnt langs stierne. De få hundrede meter mellem skraldespandene kan være lange for en pige, der snart er tre år.

På et skilt nær skoven, hvor jeg løber, har nogle skrevet: “Leave this place better than you found it.” Altså, efterlad dette sted bedre, end du fandt det. En fremragende livsfilosofi, synes jeg, til både stort og småt. Som grundlæggeren af stoicismen, Zenon, sagde: “Et godt liv bliver realiseret gennem små skridt, men er ikke en lille opgave.”

Du behøver ikke redde verden. Du behøver ikke redde et liv. Men kan du blot gøre dit lille hjørne af verden lidt bedre? Kan du bare gøre tingene en lille smule bedre? Der er altid nogen, der er klar til at hjælpe. Vi bestemmer selv, hvordan vi ser på verden. Skal vi blive sure på dem, der sviner, eller bør vi kigge på dem, der rydder op? Vi bestemmer selv, hvorvidt vi fortvivler eller finder håb og empati.

Men jeg tror, at vi kan gå et skridt længere. Beslutter vi os for at blive en af hjælperne? Beslutter vi os for at samle skraldet op fra stierne? Beslutter vi os for at forlade stedet en smule bedre, end vi fandt det? Du gør en forskel. Det gør en forskel. Det gør livet bedre for alle, især for dig selv.

Emil Brandt Rex er stifter af kommunikationsbureauet En kærlighedshistorie.