Prøv avisen
Debat

Et besøg hos en træskosamler kan lære os om mangfoldighed

Træskohuset er et hus beklædt med træsko, hollandske og af træ. Hverdagsturist Bolette Elvstrøm besøger huset for at finde ud af, hvorfor vi samler. Her ses træsko med motiv af flaget for en hollandsk provins. – Foto: Robert B. Fishman/ Ritzau Scanpix

Bolette Elvstrøm er blevet nysgerrig på, hvorfor vi samler og blev klogere efter et besøg hos træskosamleren Bodil

TRÆSKOHUSET. Jeg har kørt forbi mange gange før, men huset insisterer på opmærksomhed, og nu var jeg bare nødt til at stoppe op. Huset er beklædt med træsko og omkranset af utallige krukker med pelargonier, som genspejler de klare farver i de malede træsko.

Rigtige træsko, hollandske træsko af træ. Side om side, de fleste i par, hænger de på husets gavl. Huset bevidner, at her bor et menneske, som tænker helt anderledes end mig. Jeg bestræber enkelhed. Her bor et menneske som bestræber noget helt andet. Hun sidder ved siden af huset og fodrer nogle høns, da jeg standser bilen og går ud til hende. ”Det er en lidenskab,” siger hun og fortæller om samlere, blandt andet om en mand, der samlede på kuglepenne, og som havde over 6000 kuglepenne.

Jeg spørger lidt ind til, hvordan hun passer de mange træsko og blomster. ”Det er ikke noget problem,” siger hun og skubber rollatoren foran sig. ”Træskoene skal males cirka hvert andet år, og blomsterne skal bare lige nippes lidt. Jeg har også flere her omme på den anden side.” Hun inviterer mig med rundt om huset. ”Det er pelargonier, er det ikke?”. Jeg kan godt genkende blomsterne, men jeg er ikke sikker på deres navn, Kvinden, Bodil, nikker.

Jeg spørger, om det er kærlighed, når hun sådan går og passer blomsterne. ”Det er vigtigt for blomsterne, at de bliver nippet, ellers får de sådan nogle sorte pletter. Når man nipper det af, jeg kan lige vise dig det, sådan, så kommer der en ny.” Vi kommer ind på hendes terrasse, og jeg kan se, at den også er fyldt med blomster. Plasticblomster i ranker og en storblomstret voksdug på bordet.

Midt på bordet står der en ægte rose, jeg kommenterer den. Bodil kigger på den. ”Ja den er smuk, men den skal egentlig ikke stå der. Jeg skal lige have byttet rundt på dem.” Hun sidder i sin hvide plastikhavestol med et lille tæppe på sædet. Hendes stemme klinger af mange års cigaretforbrug.

Nu banker det på inde fra huset, et hoved kommer frem. ”Goddag og velkommen,” siger Bodil, ikke overrasket men glad. Henvendt til mig: ”Det er min datter.” Datteren nikker og smiler. ”Jeg vil bare lige sige, at jeg er kommet hjem. Jeg går i gang. Bliv I bare ved med at snakke,” siger hun.

Jeg undskylder og forklarer, at jeg ikke vil trænge mig på. Jeg får dårlig samvittighed og overvejer at gå. Jeg er jo en turist, jeg vil ikke involvere mig og ikke skabe relation, jeg vil bare gerne se Bodils verden.

JEG ER NYSGERRIG PÅ, hvorfor vi samler, og spørger hende, da vi igen bliver alene. ”Jamen det ved jeg ikke. Der er nogle, der samler på ølkapsler, nogle på dåseåbnere, jeg ved ikke hvorfor. Men denne her mølle …,” siger hun og peger på en havemølle, som er en del af en samling i hendes lille have, som hendes søn kommer og passer, fordi hun har svært ved at komme derud med sin rollator. ”Den er skidt, jeg skal have mig en ny mølle. De siger, jeg skal gå ind på nettet, ja, det skal jeg lige have lidt hjælp til, men der kan vi se, hvad de koster. Jeg ved egentlig godt, hvad de koster.” Jeg spørger hende, hvad de koster. ”De koster sådan et par tusinde kroner.” Jeg bliver oprigtigt overrasket og gentager beløbet.

”Ja, det siger du nok er meget, men ved du hvad: Jeg er her hver dag, hele året rundt. Eller jeg er her 90 procent af tiden, jeg går også nogle gange på markeder. Men jeg bruger ikke ret mange penge på tøj, og maden er jo kun til mig selv. Når man tænker på, hvad andre mennesker bruger på tøj og fornøjelser, ja, så vil jeg gerne købe den her mølle til mig selv. De penge vil jeg gerne bruge på mig selv.”

JEG KAN KUN GIVE HENDE RET. Hvis hun sidder her hver dag og glædes over at kigge ud på sine blomster, sine træsko og de andre ting, hun har samlet med stor lidenskab, hvorfor skulle hun så ikke bruge et par tusinde kroner på en ny havemølle, selvfølgelig skulle hun det. Det er bare anderledes end, hvad jeg ville bruge penge på: Jeg ville rejse ud.

Men hvad skulle hun rejse ud for? Nej, hun skal være her og skabe det her smukke hjem. Vi kigger på nogle andre ting. Lidt finurlige ting, genstande sat sammen på måder, jeg ikke før har set, men bestemt ikke uden humor. ”Ja, det er bare noget, jeg har fundet på.” Det er helt tydeligt, at hun at sidder her i sin havestol og finder på mange sjove ting.

Jeg kan mærke på Bodil, at hun nu er klar til at komme ind til sin datter, vores møde er ved at være slut. ”Jeg skal også videre. Jeg har en aftale,” lyver jeg.

”Tak fordi jeg måtte møde dig og din lidenskab,” siger jeg og rækker hånden frem. Jeg mærker hendes knoglede lidt kolde hånd. Hendes tynde, farvede læber smiler, og hun går ind til sin datter.

JEG SÆTTER MIG IND I min varme bil, det blæste alligevel lidt koldt ved Træskohuset. Træskohuset er et mindesmærke om mangfoldighed. Bodil svarede aldrig på, hvorfor vi samler, og spørgsmålet var ikke relevant for hende, men jeg går alligevel derfra med en fornemmelse af et svar.

Bodil og jeg bliver nok aldrig venner. Jeg søger venner, som ligner mig selv meget mere – der, hvor den personlige fællesmængde er stor nok til at skabe grobund for tryghed.

Jeg vender bilen, men bliver distraheret af en sms. Det er en reklame fra mit yndlingstøjmærke. Måske jeg skulle tjekke butikken ud, jeg har tid nok til at bruge et par tusinde kroner på mig selv.

Bolette Elvstrøm er foredragsholder og hverdagsturist.