Indlægget er skrevet af Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter
DEMOKRATIET SKAL erobres i hver ny generation, og demokrati kræver samtale, så folket ser sammenhæng i de beslutninger, der skal træffes.
Nu dør samtalen, mens uoverskueligheden tager magten. Folkeskoleloven, den mest omfattende i 50 år, træder i kraft til august, og den blev vedtaget uden nogen mødevirksomhed og diskussion i befolkningen. Lærerne lades i stikken, og forældrene får ikke indflydelse på skolens indhold. Folket er fraværende.
Om mindre end to måneder er der valg til Europa-Parlamentet, men den vigtigste demokratiske proces i Europa foregår uden debat. Er partierne blevet så svage, at de ikke magter at inddrage vælgerne? Under fire procent er medlemmer af et parti. Er partierne tømt for idéer om, hvordan Europa skal udvikle sig nu, hvor Rusland spiller med musklerne, og Kina med dets 1200 millioner bliver dominerende i verden?
Hvornår ser vi ikke Venstre-vælgerforeninger eller socialdemokratiske og andre indbyde til debat om skole, EU eller kirke? Hvorfor går vælgerforeninger i landets 98 kommuner ikke sammen og laver vælgermøder op til EU-valget med kandidater som indledere?
DET ER ET opløftende element, at der er kirkehøjskoler ud over landet, fordi samtalen her stadig trives, og diskussionen folder sig ud. Men magter kirken de store emner? Hvorfor tager den ikke fat på kirkens rolle i Europa?
Man kan ikke forstå Rusland og Ukraine uden at kende den ortodokse kirke. Hvilken rolle spiller kristendommen i EUs medlemslande nu, hvor den katolske kirke fornys, og den lutherske kirke undergår store forandringer?
Herhjemme barsler et udvalg med forslag til ny styrelse af folkekirken. Formår kirken at føre en dybtgående samtale om dette store spørgsmål, som har været til debat mange gange efter 1849-grundloven?
Det er ikke nok at diskutere teologi, og jeg savner kirkefolkets deltagelse i debatten om store samfundsmæssige udfordringer. Det frygtelige er, at der breder sig en modløshed i befolkningen, mens samtalen dør.
Jeg tror ikke, de sociale medier med Twitter, Facebook og hjemmesider skaber større overblik og fører til dybtgående debat. Der er en flygtighed i det, og personsager tager hele opmærksomheden, for de kræver ikke indsigt. De er et resultat af den individualisering, der er fulgt efter opløsningen af de store fællesskaber. Hvorfor er højskolens folk ikke på banen?
EU-VALGET VIL AFSLØRE, at der er et nyt stort fællesskab på vej, nemlig det nationale, hvor folk søger indad, fordi de mangler overblik i et globaliseret samfund; men globaliseringen er kun lige begyndt, fordi informationsteknologien spinder et finere og finere net af forbindelser for information, videnskab, produktion og handel. Grænser overskrides overalt.
Det er i dette modsætningsfyldte felt mellem internationalisering og national identitet, vi ser verden udvikle sig. Her er tale om et opbrud, ingen kender omfanget af, kun at tingene går meget hurtigt.
Kan demokrati overleve dette? Ikke den form for demokrati, vi har kendt i Danmark i 100 år. Det er her, min pessimisme sætter sig fast.