Prøv avisen
Debat

Folkeskolens forringelse er svær at sluge

Fra 2013 til 2014 er antallet af lærere, der har sagt op uden at have et nyt job på hånden, steget med 18 procent. Det viser, at lærerne er pressede, mener Jørgen Alfastsen.

Lærerne har nu valget mellem at knokle på trods af vilkårene og gå ned med stress eller møde op uforberedte til timerne, hvilket også slider lærerne ned, skriver folkeskolelærer Jørgen Alfastsen

HVORDAN HAR DIT BLODTRYK DET, Jørgen? Sådan spurgte en ven mig på kirkebænken i Københavns Domkirke forleden, inden højmessen gik i gang.

Han hentydede til mit job som folkeskolelærer, idet han løbende følger mine Facebook-opslag om skolen. Jeg nåede ikke at svare. Man taler jo ikke med mad i munden ved nadverbordet.

Men her er mit svar: En ny undersøgelse fra Lærernes a-kasse viser, at der fra 2013 til 2014 er sket en stigning på 18 procent i antallet af lærere og undervisere, der har sagt op uden at have et nyt job. Så er man presset. Og det er en dyr fornøjelse for de lærere, der vælger den løsning. Selvforskyldt ledige kan nemlig ikke få dagpenge de første tre uger af ledighedsperioden.

Lærer Kirsten Kubstrup udtalte til Berlingske den 3. februar, at hun har følt sig så mistænkeliggjort i debatten om lærere og deres arbejdsmængde, at gratis arbejdstimer er en saga blot. Også selvom kravet om tilstedeværelse bliver strøget igen:

”Jeg tror helt ærligt, at jeg ville være nøjeregnende med tiden. Det er gået op for mig, at vi har leveret en portion ekstraarbejde, og det kan man måske nok være tilfreds med, men der får den mistænkeliggørelse og retorik, der har været brugt mod lærerne, en betydning. Når KL, politikere og dele af befolkningen mener, at jeg gennem tredive år har danderet den og ikke leveret, hvad jeg var aflønnet for, så er der for mig ingen vej tilbage til det uendelige, gratis ekstraarbejde.”

Det er en lærer, der har fået nok. Lærerne har nu valget mellem at knokle på trods af vilkårene og gå ned med stress eller møde op uforberedte til timerne, hvilket også slider lærerne ned. Den stille nedslidning har jeg kaldt det.

Politikerne har valgt at gennemføre en folkeskolereform, hvor man har det sympatiske ønske at få hævet de svageste, men nu viser en undersøgelse blandt lærerne, at cirka 80 procent mener, at disse børn nu får mindre støtte! Hvorfor? Fordi Folketingets arbejdstidslov nr. 409 spænder ben for folkeskolereformen, så de politiske mål ikke vil blive nået!

I forvejen er folkeskolereformen underfinansieret, men det har ikke afholdt 40 kommuner fra at vedtage yderligere nedskæringer på skolen i det budgetår, der netop er begyndt. Og oven i dette kommer mange skolesammenlægninger.

Samtalen om skolen er gået i stå. Man talte ikke om reformen inden vedtagelsen, man har ikke gjort det efterfølgende, og man vil nok heller ikke gøre det i den nærmeste fremtid. Der er jo kun tale om overgangsproblemer, som tidens gang vil løse. Der er ikke tale om grundlæggende systemfejl i reformerne, siger man frejdigt på bjergets top, oppe i den tynde iltfattige luft i sin selvvalgte isolation.

Men hvad nu, hvis de igangværende overenskomstforhandlinger ikke ender med en konflikt (hvilket er mest sandsynligt i skrivende stund?), men med et tåleligt forlig, der forbedrer lærernes arbejdsvilkår, så vil alt vel blive godt?

Ikke just, for folkene bag reformen ser jo skolen snævert som en forgård til arbejdsmarkedet. Børn ses som fremtidig arbejdskraft i konkurrencestatens tjeneste. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup så skolens formål som ”tilværelsesoplysning”.

Selvfølgelig skulle den også udstyre børnene med den viden og de færdigheder, der ville være påkrævet for deres videre uddannelse, rolle på arbejdsmarkedet og i samfundet. Men det var ikke dens hovedopgave. Løgstrup advarede mod at reducere skolen og undervisning til ”instrumenter” for et enkelt formål. Den skulle sigte bredere: Den skulle gøre børn og unge tilværelsesduelige eller livsduelige, som Grundtvig ville kalde det. Børn og unge skal også forberedes på, at tilværelsen ikke kun rummer problemer, der kan løses ved at erhverve sig kompetencer og færdigheder. Den består også af sygdom, sorg, lidelse og tab, og den kræver derfor livsmod, mening og håb. Tænk på, at det er et mindretal, der er på arbejdsmarkedet! For at de unge kan blive i stand til at agere, må de desuden forstå, hvem de selv er.

Det er jo derfor, vi underviser, nåh nej, nu hedder det “forestår målrettede læringsaktiviteter” i litteratur, historie, religion og kunst. Den tilværelsesoplysning, de får på den måde, mente Løgstrup havde blivende karakter. Skal denne sikres, kræver det, at de nuværende reformer ikke får blivende karakter.

Det er stygt i sine sidste lærerår at skulle være vidne til en forringelse af skolen, samtidig med at man skal lytte til ukyndige politikeres verdensfjerne nysprog.

Alle taber, undtagen privat- og friskoler, når folkets skole ikke fungerer, og børnene er de første ofre. Hvad der sker i disse måneder og år i folkeskolen vil have langtrækkende konsekvenser mange år frem.

Jørgen Alfastsen, folkeskolelærer og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse, Gadager 168, Glostrup