ET KAOS af komplekse begivenheder vælter i disse år ned over os, og spørgsmålet er, om der kan findes en mening i alle ulykkerne, eller om meningsløsheden og det rene anarki nu behersker verden. Et populært greb til at skabe mening i kaos er historiske analogier eller sammenligninger.
Når den russiske ambassadør i Ankara under dramatiske omstændigheder likvideres i fuld offentlighed, samtidig med at det storpolitiske spil om Syriens fremtid går ind i en afgørende fase, er det fristende for nogle iagttagere og kommentatorer straks at påpege begivenhedens lighed med mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni 1914, som udløste Første Verdenskrig. Hermed er også antydet, at mordet på den russiske ambassadør kan betyde begyndelsen på Tredje Verdenskrig. Benyttet på denne måde er den historiske analogi ikke et brugbart analyseredskab, men bliver i stedet et udtryk for hysteri og panik.
Det vil ofte forholde sig sådan, at der kan findes overfladiske ligheder mellem forskellige begivenheder i tid og rum. Såfremt det politiske mord i Ankara havde ført til et større opgør mellem Rusland og Nato-medlemmet Tyrkiet, ville muligheden for en storkrig mellem Vesten og Moskva naturligvis have været til stede, men denne risiko har vel reelt været mulig, lige siden urolighederne i Ukraine i slutning af 2013 genstartede en form for kold krig mellem Øst og Vest. Vigtigere er det imidlertid at holde sig de afgørende forskelle mellem mordet på den russiske ambassadør og den østrig-ungarske tronarving for øje. Franz Ferdinand var direkte arving til et gammelt og skrøbeligt europæisk imperium, som udgjorde et afgørende led i opretholdelsen af en stormagtsbalance, hvorfor konsekvenserne af mordet måtte være mange gange større, end når en menig ambassadør bliver dræbt, hvor tragisk og alvorligt det end er. Dertil kommer spørgsmålet om den teknologiske udvikling siden udbruddet af Første Verdenskrig. Dengang eksisterede atombomben endnu ikke, så selvom en storkrig ville medføre de mest forfærdelige konsekvenser for verden, betød det dog ikke enden på menneskeheden som sådan. Lige siden den amerikanske bombning af Hiroshima og Nagasaki har det været en allestedsnærværende trussel.
DER ER DERFOR GOD GRUND til at være meget varsom med analogierne til det 20. århundredes store katastrofer. Ikke desto mindre vrimler det med analyser, der benytter sig af historiske analogier, ikke kun tiden omkring Første Verdenskrig, men i lige så høj grad om mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig. Vladimir Putin er således gentagne gange blevet sammenlignet med Hitler og Stalin. Den mest populære analogi i forbindelse med Anden Verdenskrig omhandler imidlertid den britiske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940) og appeasement -politikken. De Konservatives Naser Khader skrev for nylig i en kommentar i magasinet Ræson, at vor tids store problem er, at ånden fra Chamberlain er vendte tilbage og nu indtager en dominerende position, når den vestlige verden skal formulere udenrigspolitik. Ifølge Khader er der et desperat behov for stærke og beslutsomme ledere som Churchill, der kan konfrontere verdens mange autokratiske tyranner og dermed udvise et samlet lederskab for den vestlige verden. I stedet indtager den politiske elite i Europa og USA en forsigtig og tøvende holdning til tidens store spørgsmål, præcis som Chamberlain gjorde i 1930’erne. Det er katastrofalt, vurderer Khader, fordi denne verdens stærke mænd, for eksempel Putin, kun forstår magtens sprog. Politiske forhandlinger er nytteløse.
Ligesom det var tilfældet med analogien til Første Verdenskrig, er ovenstående sammenligning mellem nutidens begivenheden og 1930-1940’ernes politiske kriser ganske problematisk. Det er nemt at fortegne fortiden, når vi kender udfaldet af de vanskelige beslutninger, der skulle træffes. Appeasement -politikken er mere kompleks end som så. Analytikere, der hævder, at Storbritannien og Frankrig skulle have oprustet langt tidligere og standset Hitler, tager sjældent 1930’ernes økonomiske krise med i betragtning. Der var ganske simpelt ikke mange penge at opruste for. Dertil kom en udbredt folkelig modvilje mod endnu en altomfattende storkrig samt en generation af ledere, der var dybt mærket af Første Verdenskrigs rædsler. Her skilte Churchill sig ud, men det er også muligt at overidealisere hans indsats. Churchill sad ikke med det politiske ansvar, det gjorde Chamberlain. Skulle Hitler for alvor have været bremset, havde det krævet et samarbejde med Sovjetunionen. Det var meget få vestlige toppolitikere, herunder Churchill, villige til.
NÅR NASER KHADER således hævder, at en form for appeasement -politik på ny behersker tænkningen blandt den politiske elite i Vesten, er det ikke kun problematisk i forhold til det faktiske historiske forløb, men det kan samtidig også være en decideret farlig måde at anskue verden på. Hvis læren af appeasement og Anden Verdenskrig er, at diktatorer kun forstår magtens rå sprog, hvad betyder det så for Vestens politik? Khader forestiller sig næppe, at vi skal i krig mod Moskva, men sætter tilsyneladende sin lid til, at en stærk retorik samt militære modforanstaltninger, som en præsident Trump forhåbentlig vil være mand for at gennemføre, vil være nok til at afskrække Putin fra at fortsætte sin angiveligt aggressive udenrigspolitik. Men hvad, hvis stærke ord ikke er nok til at afskrække Putin? Skal Nato så drage i krig mod Rusland på grund af af Ukraine med Europas mulige ødelæggelse til følge? Fordi man i slutningen af 1930’erne nok skulle have standset Hitler, er det på ingen måde sikkert, at det er løsning på de storpolitiske udfordringer, vi står over for i 2017.
Den store tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886) er blandt andet kendt for at hævde, at historiske begivenheder er ” einmalige ”, enestående, og at alle epoker er lige nær Gud, hvilket metodisk betyder, at der inden for historie- og humanvidenskaberne generelt ikke kan formuleres lovmæssigheder. De enkelte tidsaldre og begivenheder er ligesom mennesker væsensforskellige fra hinanden og må derfor forstås på egne præmisser. Disse overvejelser er værd at tage i betragtning, inden man overfører læren fra en epoke i størrelsesforholdet 1:1 til samtiden. Historien kan inspirere, og vi kan drage nytte af fortiden, se sammenhænge og forstå baggrunden for vor egen tid, men at benytte historien som en facitliste kan nemt ende med at forstørre de kriser, vi i øjeblikket kæmper med, og kan i sidste ende medføre katastrofale resultater.
Thomas Lie Eriksen er historiker med speciale i internationale relationer.