Sandhed og relativitet. Den nye Gud løber ind i en blindgyde

Bispevalget i Ribe Stift har kastet en teologisk diskussion af sig om guddsyn, tro og teologi

Ribe domkirke.
Ribe domkirke. Foto: Karsten Schnack/.

CLAUS THOMAS NIELSEN skal have en stor tak for sit uforfærdede angreb på al denne snak om den nye Gud. Jesper Hyldahls kommentar den 22. januar i Kristeligt Dagblad er den sædvanlige argumentation for den nye Gud, at kristendommen ikke er noget statisk, men noget dynamisk. Gud ændrer sig i mødet med mennesket. Derfor skal kristendommen, som biskop Kjeld Holm har udtrykt det, i dag forkyndes på modernitetens vilkår, eller som Hyldahl siger modernitetens præmisser. Og Elof Westergaard udbryder: Sky den mand, som har sandheden.

Tankegangen er den typisk postmodernistiske, at den store forkromede sandhed findes ikke. Man glemmer Jesu ord om, at han er kommet for at vidne om sandheden, og spørger i stedet ligesom skeptikeren Pilatus: Hvad er sandhed?. Sproget rækker ikke til, at vi kan fremsige endegyldige sandheder, skriver Jesper Hyldahl. At en dygtig ung teolog som ham afprøver nye veje, er vel forståeligt, men af en bispekandidat må man forvente, at han kan holde tungen lige i munden.

I stedet for Bibelen, som elsker at hylde Guds almagt og herlighed og hans ufattelige visdom, som har forudbestemt os fra tiden før verdens grundlæggelse, så vi må bøje os i støvet ned for vor konges herlighed, som det hedder i salmen Almagts Gud velsignet vær (Salmebogen nr. 356), så er nogle teologer i dag ivrige efter som filosoffen Gianni Vattimo at afvise det, man kalder magtsproget. De vil hellere tale om den svage Gud, der dør på korset. Vattimo mener jo, at talen om værdier og metafysiske strukturer bliver et magtspil. Der findes efter hans mening ikke fakta, kun tolkninger.

LÆS OGSÅ: Den nye Gud i Ribe Stift er stadig problematisk

OM HYLDAHL og Elof Westergaard vil skrive under på alt i ovenstående karakteristik af den nye Gud, ved jeg ikke, men jeg nævner det som en tidstypisk teologisk strømning, som de i større eller mindre grad synes påvirkede af. Jeg kan nemlig ikke indse, at bogen Himlen i mine fodsåler er bedre end de storslåede bibelske visioner af himlen som et sted gennemstrømmet af lovsang og kosmisk tilbedelse af lammet, med myriader af strålende engle og Guds trone dækket af alle slags ædelstensglimtende farver.

Det lukkede naturvidenskabelige univers, som de mener har gjort det så svært at tale om en Almægtig Gud, er jo allerede stærkt forældet. Selve det faktum, at alt ikke er kaos og tilfældigt, men at naturen holdes i hårfin balance af et utrolig kompliceret og finmasket net af naturlove, må vække til eftertanke.

Man taler i dag om det antropiske univers, altså alt på Jorden (klodens rotationshastighed, dens afstand fra solen, dens afstand fra Mælkevejens centrum, dens atmosfære og indre temperatur og så videre) er nøjagtigt afstemt til, at mennesket kan leve og overleve.

Selve det faktum, at alt fra atomerne til galakserne kan beregnes ved hjælp af matematikkens love, afslører en guddommelig verdensorden, som også ofte viser sig i et skønhedens mønster, lige fra iskrystallerne til perlemoret og engens blomster. Og der er en voksende forståelse for, at det mytopoetiske sprog netop er den geniale måde at tale om Gud på. Så kravet om, at man bør veksle til et mere moderne sprog, er ilde anbragt.