Det fyger med falske nyheder. Vi er efter sigende trådt ind i den postfaktuelle tidsalder. Det amerikanske magasin The Atlantic interviewer Brooke Binkowski, leder af Snopes, det vigtigste engelsksprogede site til kontrol af falske nyheder på nettet. Hun holder dagen lang øje med nyhedstrømmen og kan i øvrigt fortælle, at bare fordi Trump er Trump, så kommer langtfra al fup fra højre.
”Der er kommet meget mere fra venstre siden valget. En masse tvivlsomme nyheder, en masse ønsketænkning – som overskriften: ’Trump står foran arrestation’.”
Det er blevet svært for mange at skelne mellem satire og sandhed. Den britiske dronnning Elizabeth har erklæret, hun vil slå Donald Trump ihjel med et sværd – tror nu mange amerikanere. Blot var meldingen naturligvis satirisk. Trump har udskiftet et portræt af George Washington på sit kontor med et billede af en person fra Ghostbusters 2. Også denne melding var for sjov, men løber nu, som var det ganske vist.
The Atlantic beder Binkowski om vejledning til at genkende en falsk nyhed.
”Hvis den tænder en stærk følelsesmæssig reaktion. Hvis du ser en overskrift og tænker: ’Det er utroligt, jeg bliver så vred!’ – så er det sandsynligvis noget, man lige bør dobbelttjekke.”
Falske nyheder forfattes nemlig for at udløse sådan en stærk reaktion. Virkeligheden kan det af og til selvsagt også, men falske nyheder prøver hver eneste gang.
Folk fascineres af falske nyheder af samme grund, som de sætter farten ned, når de passerer en trafikulykke, mener Brooke Binkowski, der trækker på disse års universalforklaring: Vores hjerne er magen til stenaldermandens.
”Vi følger en urgammel impuls, som er, at vi mennesker ønsker at lære. Det er derfor, vi har udviklet disse enorme hjerner.” Man kan derfor heller ikke lade være at sværme om de mest kulørte og oplagt falske historier.
Netavisen Slate henviser også til hjernen. Måske kan man vanskeligt komme ” fake news ” til livs, hedder det, for vore hjerner er beklageligvis indrettet, så de roder alting sammen i erindringen. Derfor husker man ikke, om man har dette eller hint fra et tvivlsomt medie. Forsøgspersoner er blevet præsenteret for lange rækker af oplysninger med et ”sandt” eller ”falskt” i enden: ”’Majschips indeholder dobbelt så meget fedt som kartoffelchips’ (falskt)”. Tre dage senere vil mange alligevel huske denne påstand som sand.
Slate foreslår ikke desto mindre intensiv benyttelse af såkaldte PSA’er: public service announcements – forbrugervejledninger, der skal advare mod at fæste lid til bestemte artikler.
Men mon ikke sådanne løftede pegefingre vil virke stik imod hensigten, eftersom troværdighedskrisen udspringer af massernes allerede tabte tillid til eksperter og medier. Vil disse nu også uddele officielle forordninger til måden, man bør læse, kan mærkaterne meget vel virke som en rød klud på de i forvejen irriterede.
En helt anden vinkel end den med hjernens neurologiske funktion anlægger teolog Peter Mullen i en kommentar i Church of England Newspaper.
Når vi nu er trådt ind i den ”postfaktuelle” epoke, er det kun den djævelske kulmination af en generel relativisme, der længe har villet forklare os, at sandheden er subjektiv – hver har sin, den ene ikke bedre end den anden, alt er tolkning og tydning.
Idéen opstod inden for 1930’ernes filosofi og er i nyere tid gjort akademisk nærmest enerådende gennem dekonstruktionen, der hævder, at virkeligheden er sproglig.
Og hvad teologien angår, så er den også angrebet, for den har fået en hang til at rette ind efter modestrømninger, ”selvom det tog tid, for kirken følger de verdslige trends på diskret måde, som en prinsgemal, der kender sin plads – et skridt bagefter”.
Først i 1960’erne hoppede den med på vognen og begyndte at gøre etik afhængig af situation og tolkning.
”Der er ingen objektiv sandhed, der er kun din sandhed og min sandhed; og selvfølgelig den sandhed, som er Pontius Pilatus’, han som afviste selve idéen om en sandhed.”
Så når Jesus siger ”Jeg er sandheden, vejen og livet”, må vi i dag svare: Det er måske din sandhed eller din fortælling, men der er mange veje, som alle kan være ganske gode.
Når Kristi grundsandhed først blev relativeret, er det ikke så sært, mener Mullen, at de øvrige sandheder måtte begynde at sejle.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.