Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Sandsynligheden sagde, at min kone og søn ville dø

Min gravide kone fik indre blødninger. På mirakuløs vis overlevede både hun og min søn. I dag er det et år siden

Thomas Rasmussens kone var gravid i uge 30, da hun blev ramt af indre blødninger.
Thomas Rasmussens kone var gravid i uge 30, da hun blev ramt af indre blødninger. Foto: Freestocks/Unsplash.

Et af Jesu sidste mirakler var opvækkelsen af Lazarus. Lazarus var syg, og der blev sendt bud efter Jesus. Han havde ikke så travlt og nåede først frem, da Lazarus allerede var død, begravet og begyndt at lugte. Jesus går til graven og genopliver Lazarus med de berømte ord: ”Lazarus, kom herud!”. Og det gjorde Lazarus. Mirakuløst. Jeg havde aldrig tænkt nærmere over, hvordan han havde det bagefter, før jeg selv oplevede et mirakel.

Mit mirakel skete i dag for et år siden. Svigermor stegte koteletter, min søn Isak sad med sit Lego og Maja, min kone, fik akutte smerter under brystbenet. Hun var gravid i uge 30, så vi ringede til fødemodtagelsen og sad i en lang telefonkø. Vi har heldigvis en blodtryksmåler. Den viste, at Maja havde et ekstremt lavt blodtryk med 65 over 30. Da vi endelig kom igennem, lød beskeden: ”Vi har utrolig travlt, er det ok, at jeg ringer tilbage senere?” Og der blev lagt på, før vi kunne svare.

Vi ringede 112 og havde en rolig stemme i røret, indtil ambulancen kom.

Svigermor overtog Isak og klodserne. Pludselig var der også en lægeambulance, og så kørte vi til Rigshospitalet med blink og sirene. Jeg undrede mig over, at der faktisk er biler som ikke lader ambulancer komme gennem vejkryds. Jeg håber de alle nåede hvad de skulle.

På Traumecenteret stod mindst 25 eksperter parat. Mens vi kørte gennem byen, havde man samlet et team bestående af indsatsleder, anæstesilæger, fødselslæger, børnelæger, hjerte-, karkirurger, mave-, tarmkirurger, sygeplejersker og portører. Alt var parat, kuvøsen var lunet, og der var bestilt blod i rigelige mængder.

Jeg fik en stol at sidde på. Fødselslægen ville have barnet ud hurtigt, og Majas tøj blev skåret op. Min stol blev flyttet lidt bagud. Og vupti, kom en børnelæge løbende med et levende barn. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage billeder af ham med det samme. Jeg glemmer aldrig synet af blodigt stof, der dalede ned fra Majas leje.

Barnet levede. Der var ingen tegn på blødninger og efter få minutter kørte jeg op på neonatalafdelingen med en baby på 1700 gram. Han hed Poul i maven, og nu var Poul så i verden.

Så var der ikke andet at gøre end at vente. Efter et par timer kom en kirurg og fortalte, at Maja stadig havde voldsomme indre blødninger, og at de stadig ikke havde fundet ud af hvorfra. Først efter fem timer kunne de fortælle, at de havde fundet en bristet aneurisme i den pulsåre, der fører til milten, og at hullet nu var lukket. Livet var reddet. Maja havde fået 18 liter blod, efter hendes krop havde tømt sig selv for blod tre gange. Hun havde ikke haft hjertestop, selvom det havde været tæt på flere gange, og det var for tidligt at sige noget om blodtilførslen til hjernen.

Stort set alle de læger, vi har mødt, har fortalt, at det er et mirakel, og at det lige præcis er derfor, de går på arbejde. Hvor har vi et fantastisk akutsystem

Thomas Rasmussen

Faglig udviklingschef

Jeg fik lov til at se hende på intensiv først på natten. Helt oppustet og lige så fuld af slanger som Medusa. En læge forklarede mig, at maven ikke var lukket, men bare skubbet sammen. Nyren var sikkert kaput, og der var risiko for at tarmene ville svulme op efter en så voldsom operation. En anden risiko, fortalte lægen, var at benene ville svulme op og sprække som pølser. Og nå ja, der var intet nyt om hjernen.

De næste par dage var ikke så sjove. Jeg lå med Poul på maven og talte til min kone, der lå i koma. Om søndagen fejrede vi Isaks 5-års fødselsdag med venner og skattejagt – sådan noget kan man ikke aflyse.

Og Maja vågnede. Hun vågnede! Hun var der igen. Hun spurgte efter babyen og brugte flerstavelsesord. Det viste, at hjernen var reddet, og lettelsen var stor.

Det der skete for Maja er ualmindeligt, men ikke ukendt. Når gravide rammes af indre blødning dør 75 procent af kvinderne og 95 procent af fostrene. Stort set alle de læger, vi har mødt, har fortalt, at det er et mirakel, og at det lige præcis er derfor, de går på arbejde. Hvor har vi et fantastisk akutsystem.

Men vi var jo alligevel ikke i sikker havn endnu. Maja fik det langsomt bedre. Hun var i dialyse, havde hallucinationer og blafrede som en flamme i vinden. Poul tabte sig, men så begyndte han at vokse. Jeg passede Isak hjemme, lå med Poul og så Maja så meget som muligt. Jeg havde en helt særlig klarhed og kunne prioritere med så meget konsekvens og kulde, at jeg fik den største kompliment en pårørende nok kan få på Riget: Lægerne havde troet, at jeg også var læge.

Allerede alt for tidligt begyndte begge afdelinger at interessere sig for, hvornår vi kunne tage hjem. Rigshospitalet er ikke en campingplads, hvor man bliver fastligger. Maja lå på en kirurgisk afdeling, hvor de ikke kunne gøre mere for hende. Poul lå på neonatal og skulle egentlig bare vokse. Begge afdelinger mente, at den anden afdeling burde kunne rumme dem begge.

Efter seks uger kom vi hjem. Maja med dræn, infektioner og en serie af genindlæggelser. Poul med sonde. Isak havde et kæmpe savn efter sin mor og min klarhed begyndte at fordufte. Miraklet var slut, og det var blevet hverdag. Men jeg skal hilse fra Lazarus og sige, at tiden efter miraklet – den periode man aldrig hører om – er lige så rystende og eksistentiel som en guddommelig indgriben.

Lazarus gik ud fra graven. Når jeg ser ham gå, så tænker jeg, at Jesu barmhjertighed ikke så meget bestod i at genoplive sin ven. Det er i virkeligheden en lidt blærerøvsagtig ting at gøre. Bagefter har den fyr virkelig haft brug for en pause. Kunne han tage imod gaven? Følte han sig svigtet? Hvad tænkte hans venner og familie? Sad de hos ham, eller lod de ham være alene med sit mirakel? Lagde de en hånd på hans skulder, eller ventede de, til lugten af lig drev af ham? Drev den nogensinde af ham?

Det er brutalt, at blive kastet mod eksistensen og lære at leve med det, der skete og det, der ikke skete. Livet ligger tilbage som en bunke af klodser og sommetider skal man sætte sine egne sammen, mens man hjælper sine kære med at sortere deres.

Jeg ved ikke, om Jesus var en hjælp for Lazarus. Han skulle jo videre mod sin egen død og genopstandelse. Men jeg håber, at Lazarus havde en stak bøger og nogle drømme for det liv, han skulle bygge. Og jeg håber, at hans nære trodsede stanken og lagde en hånd på hans skulder. Det har hjulpet for mig.