I DISSE ÅR FINDER MANGE ikke-vante kirkegængere vej til kirkerummet gennem nye tiltag som babysalmesang og spaghettigudstjenester. Men for den 18-årige gymnasieelev Freja Gru er det den traditionelle kirkesang, der har ført hende ind over kirkens dørtærskel. Om søndagen møder hun nemlig op i kirkerne i Vendsyssel for at vikariere som kirkesanger.
Her var hun aldrig kommet, hvis det ikke var for sangtjansen. For selvom hun godt nok er døbt og konfirmeret, har hun – ligesom mange af sine jævnaldrende – aldrig rigtig interesseret sig for den praktiske del af kristendommen.
Det seneste års gang i kirken har dog givet hende en nyfunden tryghed i livet. For her kan hun give slip og opleve en ro, som hun ikke finder andre steder.
”På min folkeskole var der altid morgensang. Den er sløjfet nu. Fællessangen er mange steder blevet pillet ud, fordi den i sig selv ikke har nogen direkte nyttig funktion. Det er jo nærmest kun på højskoler og i kirken, at den stadig er bevaret. Der er nogle, der synes, at det er helt forfærdeligt at synge fem støvede salmer på en time, men salmerne i kirken er jo netop det, der giver kirkegængerne en følelse af samhørighed. Sammen med andre klassiske ritualer som nadveren binder det hver uge præstens ord sammen til et nyttigt budskab,” siger Freja Gru.
Freja Gru har ellers tidligere selv været lidt fordømmende over for kirkens ritualer. Men i den seneste tid er hun begyndt at forstå meningen med dem.
I kirken er alt den samme trummerum. Man ved, at det er de samme sange, der blev sunget mange, mange år tilbage, og de samme tekster, der blev prædiket over. Det ændrer sig ikke. Den oplevelse af gentagelse og tryg ro er en modsætning til den konstante udvikling, man finder uden for kirkens mure. Og det er en befrielse, som flere i hendes generation, der lever i en ellers fortravlet hverdag med et konstant præstationspres, bør opleve, mener hun.
”I hverdagen skal vi unge hele tiden være den bedste udgave af os selv. Men i kirken kan man være, som man er. Det gør ikke noget, at man har tømmermænd og tre timers søvn malet i ansigtet. For her skal man ikke præstere,” siger Freja Gru og fortsætter:
”Når gudstjenesten er i gang, er man tvunget til at blive der til ende. Den mulighed for at ’kede sig’ og tage en slapper er svær at finde andre steder. Vi skal hele tiden nå noget, og vi har travlt med at optimere os selv i det accelererende samfund, vi lever i. Kirken er frirummet, hvor du kan puste ud, synge og måske lytte, uden at du i virkeligheden nødvendigvis behøver at forholde dig til noget som helst af det, præsten siger.”
Men risikerer kirken ikke at miste sin religiøse betydning, hvis man blot skal gå i kirke for at slappe af?
”Jo, måske. Men det er en god måde at lokke folk til,” siger hun.
For når først man er der, er det svært ikke at lytte efter. Det har hun selv oplevet.
”Min erfaring er, at det, der prædikes, er et almengyldigt budskab. I kirken bruges ord, som minder os om de vigtige ting i livet. Jeg mærker en ro, når jeg hører og føler, at jeg er en del af noget større. Ligesom meditation eller yoga.
Den form for selvhjælp havde jeg også selv overvejet, inden jeg begyndte at synge i kirken.
I forbindelse med hele selvhjælpsdillen har de fleste dog glemt den åbenlyse mulighed, der er lige foran deres øjne. Kirken.”
Er det folkekirkens opgave at ”konkurrere” med selvhjælpsbranchen?
”Det er et faktum, at folkekirken ikke har så mange kirkegængere længere. I den kamp er der mange kirker, der har taget nye, smarte tiltag som spaghettigudstjenester i brug. Men måske er det mere enkelt, end vi tror. Vi har blot brug for et helle, hvor vi kan finde ro. Lige nu er kirken det eneste sted, hvor vi har mulighed for det. Men hvis vi ændrer det, bliver kirken en del af det larmende og nye, som hele tiden skal optimere og genopfinde sig selv. Og det skal den jo netop ikke.”