Sankt Ansgar minder os om vor katolske fortid

Marmorkirken fik mig til at tænke på de mange ting, der binder den katolske kirke og folkekirken sammen, på trods af alt, skriver lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

At skrive ”kirkeligt set” har været en vidunderlig ting. Nu skal jeg snart prøve kræfter med et andet format i avisen.

Det er helt, som det skal være. Jeg har snart skrevet klummer om alt mellem himmel og jord. Til gengæld har jeg aldrig skrevet om min egen kirke. Og det er vel på sin plads her på falderebet, for den store bededag, vi fejrer i disse dage, er faktisk et levn fra dengang, Danmark var katolsk. Før Reformationen havde man nemlig en række ”bodsdage” eller ”bededage” med tilhørende processioner og folkelige ritualer, som den lutherske statskirke fik afskaffet. Men bodsdage var populære blandt befolkningen, og flere af dem blev genintroduceret. I 1686 blev disse specielle bededage samlet til en enkelt dag på året, den fjerde fredag efter påske.

Store bededag skulle mane til bøn og faste, og man skulle holde sig fra al slags ”verdslig forfængelighed”. Det har de fleste danskere glemt alt om. Til gengæld bruger vi gerne den forlængede weekend til at fejre konfirmationer.

Jeg hører til Sankt Ansgars Kirke på Bredgade i København. I lørdags holdt jeg oplæg for de vordende firmander i menighedssalen. Den katolske firmelse minder lidt om folkekirkens konfirmation, men med nogle vigtige forskelle. For eksempel har vi to overgangsritualer, den ”første hellige kommunion” i 8-9-årsalderen, hvor barnet bekræfter den tro, hun er døbt i, og at hun nu kan modtage nadveren. Firmelsen finder sted i 13-15-årsalderen. I modsætning til folkekirken er firmelsen et sakramente indstiftet af Kristus. Det er ikke kun firmanden, der bekræfter sin tro på Gud, men også Gud, der bekræfter sin tro på firmanden og ruster hende til at føre et kristent liv som kirkens vidne. Ligesom Jesus og apostlene modtog Helligånden ved en dobbelt sendelse, således modtager katolikker i dag to salvelser af Helligånden via dåben og firmelsen.

Sammen med firmanderne og deres forældre gik vi sammen til Marmorkirken, hvor firmelsen skal finde sted. Der er ikke så meget plads i Sankt Ansgars Kirke, men så er det jo dejligt, at man kan låne en kirke af den flinke nabo. Gåturen hen til Marmorkirken fik mig til at tænke på de mange ting, der binder den katolske kirke og folkekirken sammen, på trods af alt.

Rundt om kirken står normalt 14 bronzestatuer af de vigtigste danske kirkemænd. De fleste katolikker har svært ved at se op til figurer som Hans Tausen og Peder Palladius, fordi de i forbindelse med Reformationen slog så hårdt og brutalt ned på al ”papisteri”. Til gengæld er der også plads til min ungdomshelt og knivskarpe kritiker af statskirken Søren Kierkegaard. Og rundt om hjørnet står min tiptipoldefar biskop Balle, som i tiden omkring Den Franske Revolution kæmpede en brav kamp for at forankre kristendom og fornuftskultur i overgangen til det moderne.

De to vigtigste pladser foran kirken er dedikeret til Grundtvig og Sankt Ansgar. Ansgar fik med pavelig legat til opgave at udbrede kristendommen blandt de nordiske folk i 800-tallet. Ansgar bliver derfor kaldt Nordens apostel og kirkens værnehelgen i Danmark. Ansgar står til højre foran Marmorkirken og bærer kirken sikkert i sin højre arm. Den kristne kirke.

Marmorkirken har også en anden pudsig forbindelse til Romerkirken. Den første tegning til kirken blev lavet af Nicolai Eigtved i 1740 og er tydeligvis inspireret af Peterskirken. Eigtved havde blandt andet studereret arkitektur i Rom. I 1749 kunne Frederik den Femte nedlægge grundstenen til kirken. Men i 1754 døde Eigtved, og snart løb man tør for penge. I 1770 blev byggeriet helt standset af Struensee. København var nu udstyret med en surrealistisk romersk ruin midt i det, der skulle have været kongerigets fornemste bykvarter, Frederiksstaden, med Amalienborg og Marmorkirken som monumentalt centrum.

Det tog præcis 120 år at bygge Peterskirken, fra 1506 til 1626. Det kostede så mange penge, at der gik inflation i afladshandlen. Det var som bekendt et afgørende element i de mange protestbevægelser, der til sidste førte til kirkens deling og overgangen til statskirker i Nordeuropa. Alligevel var det altså Peterskirken, man skelede til i lutherske Danmark, da man med pomp og rokoko midt i 1700-tallet ville manifestere kongemagt og statskirke.

Ruinerne lå hen i over 100 år, indtil de i 1874 blev solgt til finansfyrsten, C.F. Tietgen under temmelig skumle omstændigheder – og uden om Rigsdagen. Salget af kirkeruinen og de omkringliggende bygninger til Tietgen lugtede af korruption og førte til en stor rigsretssag mod de ansvarlige ministre, der – igen under tvivlsomme forhold – endte med at blive frikendt. Kirken stod først færdig i 1894 efter megen postyr, 154 år efter den første tegning. Jeg cykler forbi, hver gang jeg skal hen til min kirke i Bredgade. Jeg sender altid en lille hilsen hen til Sankt Ansgar. Den er hermed sendt videre.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.