Prøv avisen
Mediekommentar

Saudi-Arabien – et islamistisk velfærdsdiktatur

BBC-journalisten Frank Gardner havde i dokumentaren ”Saudi-Arabien set indefra”, som onsdag aften løb over skærmen på DR 2, imidlertid sat for at skrælle lag af landet, som ”ofte blev misforstået”. Foto: BBC/DR Presse

Det er en falliterklæring, hvis Saudi-Arabien skal behandles som et råddent æg blandt vestlige politikere. Landet er jo så antivestligt som noget i sin bærende ideologi og samfundsstruktur, skriver sognepræst Jesper Bacher

Den farverige britiske udenrigsminister Boris Johnson beskyldte i december sidste år Saudi-Arabien for at misbruge islam og for at agere dukkefører i en stedfortræderkrig i Yemen. Det faldt ikke i god jord hos premierminister Theresa May, som via en talskvinde tog afstand fra Johnsons udtalelser.

Nu kan det diskuteres, om ikke Saudi-Arabien snarere udlever end misbruger islam, men det var nok ikke omsorg for den rene islamiske lære, som fik premierministeren til at undsige sin egen udenrigsminister. Det var snarere en kynisk realpolitik. Saudi-Arabien regnes for en allieret i kampen mod terrorisme, og så er landet som bekendt rig på olie og investeringer i udlandet. Men det er ærligt talt en falliterklæring, hvis Saudi-Arabien skal behandles som et råddent æg blandt vestlige politikere.

Landet er jo så antivestligt som noget i sin bærende ideologi og samfundsstruktur. Et religiøst diktatur med barbariske straffe; et land, som myrder de borgere, som vover at skifte religion, hvor kvinder er under livslangt mandligt værgemål, hvor voldtægtsofre risikerer pisk, og ateisme sidestilles med terrorisme.

BBC-journalisten Frank Gardner havde i dokumentaren ”Saudi-Arabien set indefra”, som onsdag aften løb over skærmen på DR 2, imidlertid sat for at skrælle lag af landet, som ”ofte blev misforstået”. Frank Gardner stod også i personlig gæld til landet, hvor han efter et terrorangreb havde modtaget livreddende behandling på et topmoderne hospital. Frank Gardner rejste rundt i det vidstrakte ørkenland og talte med regeringskritikere og en dristig satiriker. De kritiske røster nød udstrakt frihed på de sociale medier, mens hammeren faldt, hvis man gik på gaden eller i avisen. En talte ligefrem om ”ytringsfrihedsrevolution”, men det havde nu langt fra ført til politisk eller social revolution.

Faktisk havde den arabiske forårsvind ikke ramt Saudi-Arabien med synderlig styrke, og regimet var snedigt nok til at introducere en generøs velfærdspakke for at holde befolkningen tilfreds. Er de ikke så gode til det med skuespil, så er det saudiske kongehus mestre i brød. Der er store velfærdsgoder og ingen skat. Det lyder som en idéel kombination, som også kun er mulig i kraft af landets sorte guld.

Frank Gardners møde med saudierne mindende om, at der findes såvel frihedskærlighed som gæstfrihed og venlighed i det mørkeste diktatur, men det var bemærkelsesværdigt, at ikke én af de kritiske røster direkte nævnte wahabistisk islam som det grundlæggende problem. Vel var der shiitiske muslimer, som følte sig diskrimineret, men begrundelsen for den massive frihedsknægtelse hentes jo i tanken om islam som samfundslov.

Et andet problem var, at mange saudiarabere i kraft af rigdommen var blevet vænnet fra arbejde. En forretningsmand fortalte, at ordet ”arbejdsmoral” betegnende nok ikke fandtes på arabisk.

Jeg fik lyst til at folde min hænder og bede om, at de saudiske oliekilder tørrer ud, så folket må lære arbejdsmoral, og om en kirke i Mekka, så folket må smage et kristenmenneskes frihed. Således kan også DR 2 udløse fromme ønsker.

Jesper Bacher er sognepræst.