Prøv avisen
Debat

Findes der tilgivelse for alt?

Den nye film "Sauls Søn" rejser igen den teologiske diskussion om, hvorvidt der findes tilgivelse for alt. Foto: Camera Film

Den nye ungarske film Sauls Søn minder os igen om holocaust, og det rejser så igen den teologiske diskussion om, hvorvidt der findes tilgivelse for alt, skriver Sven Thorgaard

Holocaust er igen dukket op. Denne gang i den fremragende ungarske film ”Sauls søn”, som blev anmeldt her i avisen den 25. februar.

Men dermed er også spørgsmålet om tilgivelse for dette det 20. århundredes uhyrligste folkemord relevant igen.

I den ortodokse kirke har man et ritual, der understreger, at opstandelsen ikke først angår os, når vi skal dø, men angår os i vort forhold til hinanden, hvert øjeblik vi lever.

Fastetiden, der jo indleder påsketiden, begynder i den ortodokse kirke en søndag aften, som kaldes ”tilgivelsens søndag”. Efter aftensangen henvender sognepræsten sig til menighedens medlemmer og beder dem alle om tilgivelse for de fejl og forseelser og dumheder, han har gjort sig skyldig i over for hver enkelt.

Derefter beder menighedens medlemmer hinanden om tilgivelse for den indbyrdes misundelse, smålighed og mangel på munterhed, hvormed de har ødelagt livet for hinanden i den forløbne tid. Ritualet opfatter altså opstandelse og tilgivelse som to sider af samme sag.

Nazijægeren Simon Wiesenthal fandt frem til 1100 mennesker, der havde haft med holocaust at gøre. Han siger selv, at han ikke ville hævn, men retfærdighed. Han følte sig ikke kaldet til at tilgive på andres vegne (ofrene).

Ærkebiskop Desmond Tutu siger, at uden tilgivelse findes der ingen fremtid. Han tager derfor afstand fra Wiesen-thals insisteren på retsforfølgelse. Tutu betoner behovet for forsoning og tilgivelse mellem offer og bøddel, sådan som han selv forsøgte i Sydafrika efter apartheidstyrets fald.

Karl Ove Knausgård har også beskæftiget sig med spørgsmålet med fokus på Guds tilgivelse og nåde. Det sker blandt andet i hans storværk ”Min kamp”.

Knausgård hævder, at i stedet for at udpege Hitler som den radikalt onde, så er det kun Gud, der er den radikalt anden. Og for Gud er vi alle lige. Også Hitler og Breivik. De er dermed lige så meget værd for Gud som deres ofre.

Opdelingen i os og dem, siger Knausgård, og senere ”det” (jøderne) er ikke forbeholdt Hitler. Det er ifølge Knausgård formlen for alt menneskeligt. Han hævder, at vi er så bange for det forskelsløse eller for at forsvinde selv, at vi hele tiden sætter forskelle op.

På den måde sikrer vi, at vi hver især er en del af et ”vi”, så vi da i det mindste har en identitet i kraft af dette. Vi er med Knausgårds ord ganske enkelt bange for at forsvinde. Vores kamp handler meget om dette at blive set. Det kæmper vi for hele livet.

Knausgårds teologi peger på, at det kun er Guds kærlige blik, nåden og tilgivelsen, der kan give os fred i den evige kamp, vi befinder os i som mennesker. Det er Gud, der som den eneste kan ophæve alle forskelle, og som kan tilgive alle.

Kristendommen er derfor hos Knausgård noget, der bryder med menneskets forestillinger. Derfor er det netop ophævelsen af ethvert menneskeligt opstillet ”vi” og ”de”, der er nåde.

Luther siger, at Gud gør alt, som sker i virkeligheden. Han virker alt i alle. Når mennesket dør, når der sker ondt, så er det ikke muligt uden Guds almagt. Var Gud ikke i alt, siger Luther, så ville han være en latterlig Gud. Men, fortsætter han, virker Gud alt i alle, så er han også i den gudløse, ja, endog i Satan.

Guds nej til Kain er Bibelens første ord om retfærdiggørelse af den gudløse (Første Mosebog 4, 8), hvor brodermorderen Kain dømmer sig selv til at blive flygtning på jorden. Og Kain er ethvert menneskes mulighed.

Sven Thorgaard er pastor emeritus og fagredaktør på kristendom.dk