Schuman byggede det europæiske fællesskab på katolsk sociallære

Det bør være tydeligt for enhver, at når man sender folk som for eksempel Margrethe Vestager (R) og Morten Løkkegaard (V), er der ingen grænser for, hvor meget indflydelse Danmark kan have i Europa

Lørdag den 4. september er det 58 år siden, Robert Schuman døde. I den anledning er det værd at se nærmere hans imponerende og livslange indsats for frihed, fred, solidaritet og samarbejde.
Lørdag den 4. september er det 58 år siden, Robert Schuman døde. I den anledning er det værd at se nærmere hans imponerende og livslange indsats for frihed, fred, solidaritet og samarbejde. Illustration: Søren Mosdal

I dag er det 58 år siden, at Robert Schuman døde. Hvis man ikke lige har ham present, så var han blandt andet fransk udenrigsminister og forfatter til Schuman-deklarationen fra 1950, et af de første dokumenter i det, der i dag danner grundlag for Den Europæiske Union. Målet med Schuman-deklarationen var gennem politiske aftaler om fælles mål, at genopbygge og skabe tillid efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

Schuman er i nutiden kendt som en af det moderne Europas founding fathers . Sammen med blandt andre tyske Konrad Adenauer og italienske Alcide de Gasperi udtænkte han det kæmpe freds- og genopbygningsprojekt, de første samarbejder var ment som. Som kristne politikere var de optaget af at finde et moralsk svar på Europas ødelæggelser efter Anden Verdenskrig, og det var naturligt for dem at støtte sig til katolsk sociallære. Tankerne omsattes i praktisk samarbejde, nationer, som var fuldstændig ødelagte efter Anden Verdenskrig blomstrede op, og friheden, freden og solidariteten trivedes. Gennem årene blev aftaler udvidet, og flere lande gik med i det, der med Rom-traktaten blev til EF.

I 1973 påbegyndte Danmark sit medlemskab af EF. Jeg er lige akkurat gammel nok til at kunne huske et forslået Grækenland, som efter militærdiktaturets fald bekendte sig til de europæiske værdier frihed, fred, demokrati, menneskerettigheder og samarbejde. EF optog Grækenland som medlem i 1981 og var en aktiv partner i genopbygningen af landet. Nogenlunde samtidig med, at det græske diktatur faldt, faldt også general Francos diktatur i Spanien, og landet blev, ved at melde sig ind i EF i 1986, løftet og genopbygget takket være blandt andet solidaritet fra de europæiske naboer.

Da Muren faldt kastede EF sig ud i sit hidtil største solidaritetsprojekt: at genopbygge Østeuropa og sikre, at borgerne dér ikke blev efterladt i forhold til sociale rettigheder og velfærd. EU optog i 2004 en række østeuropæiske stater, som i den grad trængte til at blive inkluderet i resten af Europa efter kommunismen.

Det bliver interessant at se, hvordan det seneste solidaritetsprojekt, de økonomiske pakker, som skal genoprette EU-landene efter pandemiens hærgen, kommer til at fungere i de forskellige lande. I Danmark vil vi få grøn omstilling for (næsten) alle pengene. Desuden er Konferencen om Europas Fremtid for nylig skudt i gang. Det er et stort fælleseuropæisk demokratisk projekt for en åben, inkluderende og gennemsigtig debat med borgerne om en række vigtige prioriteter og udfordringer.

Jeg har i min levetid oplevet et Europa af solidariske naboer som har løftet hinanden og revet grænser ned, og jeg er personligt en stolt supereuropæer. Så meget, at jeg blandt andet har været i Schengen og skåle for den frie bevægelighed med borgmesteren der. Jeg kan varmt anbefale den lokale Mosel-vin. Jeg deltager også gennem organisationsarbejde i Konferencen om Europas Fremtid, og jeg prøver at gøre det i Schumans ånd. For jeg har i mit liv nydt ufattelig godt af friheden i EU, de sociale rettigheder og den fri bevægelighed, som gjorde det muligt og nemt for mig at bosætte mig og arbejde i andre EU-lande.

At mange danskere har et mere køligt forhold til Europa, skyldes måske, at vi har haft tradition for at besætte vores pladser i Europa med sekunda-politikere og nay-sayers, der har siddet med korslagte arme og været imod. Det bør dog være tydeligt for enhver, at når man sender folk som for eksempel Margrethe Vestager (R) og Morten Løkkegaard (V), så er der ingen grænser for hvor meget indflydelse Danmark kan have i Europa. Og dermed i verden. Men indflydelse kræver indsats og samarbejde, og det har ikke altid været Danmarks spidskompetence, hvilket blandt andet alle vores forbehold viser. Det er dog ikke kun danskerne, der er skeptiske: Nationalismen og populismen er i mange lande en afgørende politisk faktor. Grænserne sættes op igen flere steder med de gnidninger, der opstår i den anledning – for eksempel mellem Republikken Irland og Nordirland.

I den anledning er det værd at kigge på Schumans imponerende og livslange indsats for frihed, fred, solidaritet og samarbejde. Det har man også gjort i Vatikanet, hvor Schumans kristne livsførsel og hans trofasthed mod arbejdet for det fælles gode er blevet gransket og nu danner afsæt for en langvarig saligkåringsproces.

Hvis denne proces ender med en saligkåring i min levetid, har jeg tænkt mig at dukke op. For Schumans liv og hans indsats for det europæiske kontinent er i den grad værd at fejre og EU’s arbejde for frihed, fred og solidaritet, er endnu ikke overgået nogen steder i verden.

Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.