VI LEVER I EN PERIODE med mange uanvendelige love og negative fremskridt. Tag for eksempel lov om forældreansvar og samvær.

For på trods af lovgivningens hensigter er mange skilte forældre så ganske åbenbart ikke blevet klogere. Eller alt for ofte holder de på netop deres ret, mens de negligerer børnenes behov.

Vi ved fra undersøgelser, at op mod 25 procent af skilte børn oplever, at der ikke er nogen kommunikation mellem forældrene. De taler ikke med hinanden, skriver ikke til hinanden og er i øvrigt tavse om den anden forælder. I den vildfarelse, at det vil være det mest retfærdige og bedste for alle parter, har forældre, for at det ikke skal være løgn, etableret en samværsordning, hvor børnene skal være lige meget eller næsten lige meget hos hver af forældrene.

7/7-ordning er ikke altid hensigtsmæssig

For nylig talte jeg i min konsultation med en dreng på 11 år, og han fortalte blandt andet, at han bor hver anden uge hos sin mor i København, hvor han også går i skole og har de fleste af sine venner, og hver anden hos sin far i Holbæk.

Altså har hans forældre besluttet sig for en såkaldt 7/7-ordning på trods af en afstand på cirka 60 kilometer mellem de to hjem. Og det kan man, ja, har man ret til som forældre, på trods af at al tilgængelig viden peger i den samme retning: Det er ideelt for barnet, hvis det frit kan besøge den anden forælder, når det har lyst, og hvis det efter skilsmissen kan bevare sit fritidsliv og bevare sit netværk intakt, hvilket selvsagt kræver, at forældrene bor relativt tæt på hinanden.

MEN NATURLIGVIS kan en 7/7-ordning være en god løsning. Men forudsætningen er, at forældrene så er villige til i resten af barnets barndom at forpligte sig på de bindinger om bolig og samarbejde i forhold til deres ekspartner, som det indebærer.

Selvom vi således har en masse tilgængelig viden om børns behov ved en skilsmisse, er det, som om denne viden ofte er glemt, i det øjeblik forældre skal skilles, fordi nogle forældre ikke vil se i øjnene, at deres skilsmisse har en pris. At den blandt andet koster i forhold til, hvor meget man kan være sammen med sine børn. Og hvordan afgør man så, om den ene samværsform er mere rigtig end den anden? Det er det svære spørgsmål. Men svaret ligger i hvert fald langt ud over forældrenes umiddelbare ønsker, om en retfærdig fordeling af samværet.

John Aasted Halse er psykolog.