Se mig, jeg er krænket! Krænkelseskulturen har sejret, men der er ikke meget at være krænket over

Vi bliver dagligt bombarderet med indtryk, nyheder og sladder gennem moderne medier. Hvis Pandora har lavet en kontroversiel reklame i Italien, går der ikke længe, før den når herop. Når smuttere og svipsere serveres som sensationshistorier, kan det være svært ikke at lade sig rive med.

Der har været stor forargelse både her i landet og internationalt over en reklame fra H&M, hvor tøjgiganten har taget et billede af en sort dreng iført en hættetrøje, hvorpå der står ”Coolest monkey in the jungle” – sejeste abe i junglen. Efter utallige racismeanklager, har H&M fjernet reklamen. Men der er intet at være krænket over, mener Thomas Johannes Erichsen. –
Der har været stor forargelse både her i landet og internationalt over en reklame fra H&M, hvor tøjgiganten har taget et billede af en sort dreng iført en hættetrøje, hvorpå der står ”Coolest monkey in the jungle” – sejeste abe i junglen. Efter utallige racismeanklager, har H&M fjernet reklamen. Men der er intet at være krænket over, mener Thomas Johannes Erichsen. – Foto: Pr-foto

Mange mennesker er blevet krænket på det seneste. Over Kerteminderevyens racekarikaturer, landsholdets slagsang om store patter, den sorte H&M-dreng med ”Coolest monkey in the jungle”-trøjen og meget mere. Men der er intet at være krænket over. Når folk bliver stødt over reklamer eller revyplakater, er buddet herfra, at det handler om noget helt andet.

Vi bliver dagligt bombarderet med indtryk, nyheder og sladder gennem moderne medier. Hvis Pandora har lavet en kontroversiel reklame i Italien, går der ikke længe, før den når herop. Når smuttere og svipsere serveres som sensationshistorier, kan det være svært ikke at lade sig rive med.

Man kan tale om en krænkelseskultur, men også bare om en diskussionskultur. Reklamer og andre udtryk bliver debatteret ivrigt på sociale medier. Folk elsker at debattere, og mulighederne er bedre end nogensinde. Man kan altid blande sig i en heftig diskussion på nettet, ovenikøbet med et publikum, der kan strække sig fra få mennesker til flere tusinde.

Se mig, jeg er krænket! Og som retfærdighedens stemme gør jeg opmærksom på, at H&M ikke skal have lov til at putte en sort dreng i en trøje, der står abe på. Og jeg gør opmærksom på, at Metropolitan Museum burde fjerne et maleri af en ung pige i en seksuelt udfordrende stilling. Således skaber den krænkede ikke bare opmærksomhed omkring sagen, men også om sig selv, grænsende til selvlancering.

Krænkelseskulturen er for alle – det kræver hverken viden eller ekspertise at blande sig i debatten. Det er følelserne, der snakker, og man skal bare blive godt og grundigt fornærmet. På den måde har krænkelseskulturen også stor tiltrækningskraft. Enhver kan være med, det gælder bare om at finde sin indre puritaner frem, så kan man frygtløst kaste sig ud i debatter med selv de klogeste hoveder, som i sagens natur ikke har mere ret, fordi alle argumenter er følelsesbaserede.

Endnu en vigtig grund til krænkelsern er vores sårbarhed over for politisk ukorrekthed. Alting er hårdt, når man er pakket ind i vat. Tag velfærdsdanskeren, der næppe har fået mange knubs i forhold til andre kulturer og samfund. Tag den nydelige hr. og fru Danmark, og man vil finde, at der ikke skal meget til, før grænserne overskrides, før gode mennesker slår i bordet og udbryder: ”Det er da også for galt!”.

Vi kommer til at gå frygteligt kedelige tider i møde i moderne, velfungerende samfund, har flere filosoffer og sociologer spået. De afgørende problemer er løst, de store kampe er vundet. Netop derfor mangler mennesker i vor tid måske en sag, noget, man kan slås for. Her kommer krænkelseskulturen til undsætning. Der kæmpes stadig – nu mod racistiske eller sexistiske reklamer, kampagner og kunst. Men tidligere tiders problemer taget i betragtning, så bliver koret af krænkede til en skinger koncert.

Mennesker, der dømmer reklamer ude som racistiske, er de virkelige racister, lyder et interessant argument. Det er så synd for den sorte H&M-dreng, at han skal have abe-trøje på. Men nej, det er det ikke. ”Det er først racistisk, hvis en brun dreng ikke må iføre sig en trøje med en abe. For det ville være udtryk for, at omverdenen stadig tænker på ham som en,” skrev Information i en lederartikel. Ikke overraskende har moderen til den sorte H&M-dreng også frabedt sig verdensstjerners sympati og medfølelse.

Kritik af krænkelseskultur skal ikke forveksles med kritik af MeToo. Hér er en bevægelse, der har sat en stopper for magtfulde mænd uden respekt for kvinder, og en bevægelse, som man må gå ud fra har en stærk forebyggende effekt, især i underholdningsbranchen, hvor mænd sidder på magten. MeToo handler om reelle overgreb, og det er kun godt, at problemerne ser dagens lys.

Tilsvarende, når unge mennesker tankeløst deler krænkende pornomateriale, så er det på sin plads at slå ned. Umbrella -sagen er ikke klynk, den er alvorlig. Hvem ville bryde sig om, at ens første seksuelle oplevelse blev offentliggjort og spredt til Gud og hvermand?

Netop fordi vi har MeToo-kampagnen og respektløs eksponering af purung sex, bliver de mange dagligdagskrænkelser svære at tage alvorligt. Der er nok af eksempler, som man må vende øjne ad. Foran en forlystelse i Legoland stod der, at troldmanden arbejdede på en drik, der kunne gøre kvinder yngre og smukkere. Det skilt fik mildest talt ikke lov at stå længe. På danske museer er såkaldte feminister gået i kødet på kunst, hvor mænd forgriber sig på kvinder – hvis det stod til kritikerne, blev værkerne taget ned.

På den politiske scene har Alternativet placeret sig forrest i krænkelsesræset. Folketingsmedlem Roger Matthisen skriver på sin Facebook-side, at kvinder må kontakte ham på vedlagte telefonnummer, hvis de føler sig dårligt behandlet af ham.

Henrik Marstal fortsætter sin indignation pr. stedfortræder, en følen sig krænket på andre menneskers vegne, der har resulteret i debatindlæg fra kvinder, som gerne vil være fri for Marstals kronikker. I det hele taget er det svært at forene Alternativets følsomme natur med ledelsens idéer om at indsende dickpics til en collage til kommunalvalgfesten, hvis man husker den sag.

Hvad bliver det næste fra Alternativet eller lignende kræfter? Hvor længe kan vi fortsætte med at brænde kvinder af til sankthans? Hvad med de stakkels nøgne damer på bordbomberne til nytår, ser vi også dem i 2019? Hvad med Pippi Langstrømpe, som bor alene i et stort, forfaldent hus, et forsømt barn uden forældre?

Fol er krænkede, men der er ikke meget at være krænket over, og krænkelserne handler ofte om noget helt andet. Reelle overgreb på kvinder hører ingen steder hjemme, men så lad os fokusere på dem frem for pseudo-problemerne.

Og vi gider slet ikke høre på mennesker, der puster deres retfærdige ego op på bekostning af en H&M-dreng, eller andre, der ser krænkelser overalt, fordi de i deres trygge tilværelse dybest set ikke ved, hvad det betyder at blive krænket for alvor. Og endelig: Hold fingrene fra kunsten, også selvom mange gode kvinder er gået til grunde i den – de er gået til grunde i det fineste, vi har, i verdenskunstens malerier, i Shakespeares tragedier, i utallige franske romaner.

I en statueniche på Stockholms Slot bortfører underverdenens gud, Hades, den yndige og splitternøgne Persefone. Han behøver ikke samtykke, selvom svenskerne ville insistere på det. Spørgsmålet er, hvor længe den statue får lov at stå. Og hvor krænkelseskulturen fører os hen.

Der er ikke noget at grine ad. Der er alting at grine ad.

Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur.