For en del år siden læste jeg en meget smuk samling af chassidistiske (en jødisk retning, red.) fortællinger om holocaust. Det, der gjorde denne samling så smuk, var, at den fremhævede, at folk kunne bevare deres tro og endda blive reddet af denne midt blandt alle rædslerne. Et andet tankevækkende træk ved disse chassidistiske fortællinger om holocaust var, at de ofte fremhævede, at de nazistiske bødler faktisk også havde menneskelige og humane træk, der en gang imellem kom til syne midt i det af dem skabte helvede.
Dette forhold, at de nazistiske bødler kunne have menneskelige træk, at de ikke blot var uhyrer, er også noget som Gitta Sereny kæmper med i hendes bog »Into That Darkness - From Mercy Killing to Mass Murder« som handler om Franz Stangl, der var lejerkommandant for KZ-lejren Treblinka. Det er klart et stort problem for Gitta Sereny, at Franz Stangl lige netop ikke var et monster, men en på mange måder meget sympatisk, charmant og høflig mand, elsket og værdsat af sin hustru og sine børn.
Det er meget vanskeligt at skulle acceptere, at dem, der har begået eller måske stadig begår uhyrligheder, ikke nødvendigvis er uhyrer. For kan vi forvisse os om, at kun uhyrer begår uhyrligheder, så kan vi jo være sikre på, at vi aldrig kunne begå noget sådant, for vi ved da, at vi ikke er monstre. Kan almindelige pæne mennesker derimod begå ubeskrivelige forbrydelser, ja, så kan ingen føle sig sikre. Så kunne det også have været mig, der tvang kvinder og børn i gaskamrene eller gav ordre til tortur etc. Så måtte vi erkende, at det onde ikke kun findes i de andre, men også i os selv. Men lige netop derfor foretrækker vi at dele verden op i de onde og de gode. Når vi skal forholde os til fortidens eller nutidens konflikter, bruger vi hyppigt dette mønster og overser derved let, at der også kan begås uret mod dem, der har begået eller stadigvæk selv begår uret. De hensynsløse allierede bombninger af de tyske byer, de sovjetiske soldaters voldtægt af ca. to millioner tyske kvinder og fordrivelsen af millioner af etniske tyskere efter krigen er sørgelige eksempler herpå.
Hvis man vover at se ondskaben i øjnene og ikke blot placerer den hos dem, man ikke bryder sig om, må man erkende, at intet menneskeskabt er uden ondskab, være det nu ideologier, religioner eller politiske systemer. Ikke at alle er lige onde, men det ondes mulighed findes hos dem alle. Så vil det ikke undre en, at amerikanske soldater mishandler irakiske fanger i Saddams gamle torturfængsler. Ikke fordi man mener, at amerikanerne er særligt onde eller deres politiske system særligt dårligt, men simpelthen fordi intet land, intet folk og intet menneske er perfekt eller fri for det ondes kald i sit indre.
Måske kan billederne af grinende amerikanske soldater, der ydmyger hjælpeløse irakiske fanger, hjælpe os til at forstå, at Bush-ideologien, der bygger på en dualisme mellem det gode USA og de onde terrorister og slyngelstater, er en farlig illusion, der i øvrigt strider imod enhver sund lutheransk teologi. Det onde findes ikke blot hos vores modstandere, men også hos os selv. Og vi skal derfor altid være vagtsomme, at det onde, vi bekæmper hos andre, ikke ender med at tage overhånd hos os selv. Det er nemlig altid fristende nemt at blive som det, man bekæmper.
Karen M. Larsen,
adjunkt,
Løjtegårdsvej 30 B,
Kastrup