Prøv avisen
Debat

Seks år senere: Er der overhovedet noget tilbage fra det arabiske forår?

Det begyndte for seks år siden med Jasmin-revolutionen i Tunesien. Mange jublede over diktatorernes fald, og den vestlige verden så på begivenhederne med beundring, begejstring og håb. Men hvis man i dag gør status for det såkaldte arabiske forår, er resultatet ikke oplivende. Tværtimod, skriver digteren Kamal Ahmane. Før og nu-billederne her er fra henholdsvis festlighederne på Tahrir-pladsen i Kairo i Egypten og ødelæggelserne i Aleppos gader i Syrien. – Fotos: AP/Ritzau Foto. Foto: Khalil Hamra

Forårets stråleglans blev blegnet af mørke kræfter. Islamisterne brød ud i lys lue og spredte en hørm af moskus – skarp som en barberkniv. Jasminen mistede duften, og salafismen gik i luften, skriver Kamal Ahmane.

DET ER BARE seks år siden. Gnisten fra Jasminrevolutionen i Tunesien i begyndelsen af 2011 spredte sig som en løbeild til lande i Nordafrika og Mellemøsten. Dominoeffekten fra det folkelige oprør væltede de tyranniske regimer i Tunesien, Egypten og Libyen.

I starten håbede indbyggerne på progressive rettigheder og positive forandringer som frihed, adskillelse mellem politik og religion, menneskerettigheder, demokrati og bedre levevilkår. Disse idealer er værd af kæmpe for, de er ”revolutionens” kald.

Mange jublede over diktatorernes fald, og den vestlige verden så på begivenhederne med beundring, begejstring og håb. Mange lande støttede endda oprørerne med våben.

Men hvis man i dag gør status for det såkaldte arabiske forår, så er resultatet ikke oplivende. Tværtimod: Demokrati voksede i hvert fald ikke frem i de fleste lande, og diskrepansen mellem ”revolutionens” oprindelige formål og dens endelige udfald er iøjnefaldende.

FORÅRETS STRÅLEGLANS blev blegnet af mørke kræfter. Islamisterne brød ud i lys lue og spredte en hørm af moskus – skarp som en barberkniv. Jasminen mistede duften, og salafismen gik i luften. Kun Tunesien – hvor det hele blev skudt i gang – gennemførte en politisk transition takket være den roste og lovende ny forfatning, der tog afsæt i demokratiske forandringer.

Egypten er gået i bakgear til startfeltet med et militært og autoritært regime. I Libyen, Yemen og Syrien hærger terrororganisationer, kaos og borgerkrig. Er der overhovedet noget tilbage fra revolutionen og dens jublende eufori? På baggrund af alt det, som det arabiske forår medførte, så er svaret ubetvivleligt ”nej”.

Der er kun krigens inferno og en fred, der stilles i bero. Der er kun jernarmaturer fra ødelagte huse, hospitaler og skoler, hjemmelavede bomber i ruinerne, spor på gadernes brosten og lugten af rådne lig. Der er ikke noget tilbage fra revolutionen. Der er kun indespærrede kvinder og indestængte børn med et uskyldigt skrig.

Der er ikke noget tilbage fra revolutionen. Der er kun Vestens hykleriske inerti. Der er kun yazidiernes og kurdernes tapperhed. Der er kun støv og forfald fra en historie siden arilds tid. Der er kun galskab og ondskab og Allahs soldaters vanvid. Der er kun oliepengevælde fra Arabien, behårede monstre berusede af en utopisk stat, hvor sharia er deres credo, og jihadismen er deres tro.

Der er kun jihadisternes ”Allahu Akbar”, der skræmmer mennesker. De slagter folk som får, og i religionens navn råber de ”Allah er stor”. Der er kun formørkede individer uden sjæl, og i Allahs navn slår de ihjel. De har halshugget mænd og kvinder, de har fanget små piger og solgt dem som sexslaver til rige olienomader, og de siger, at de er ”paradisets folk”.

Paradiset har de besudlet her på jorden og gjort det til et helvede for dem, som er anderledes, for dem, som tror på noget andet, og for dem, som slet ikke tror på noget, eller blot for dem, som elsker livet.

DE RÅBER ”ALLAHU AKBAR” for at slå og stene en kvinde ihjel, for at sende en fatwa mod kunstnere og fritænkere, for at kidnappe og sælge børn på markedet, for at smadre musikinstrumenter, for at brænde mennesker levende, for at halshugge en lille dreng, der lytter til musik, for at destruere historiske monumenter fra verdens kulturarv eller for at live-tweete og prale med massedrab. Men de råber ikke ”Allahu Akbar”, når en kvinde føder og giver livet, når en kvinde er læge og redder liv, når en kurdisk kvinde kæmper imod dem, når en kvinde vinder en OL-guldmedalje, når en pige går i skole og søger viden, når en ung kvinde får Nobels Fredspris, eller når en kvinde er blevet imam og fører bøn.

De råber ikke ”Allahu Akbar”, når en digter fremfører smuk poesi, når en sanger nynner en skøn melodi, når en maler skaber et skønt maleri, eller når en arkitekt vinder pris for smukt byggeri.

Der er ikke noget tilbage fra revolutionen. Der er kun poeternes og skribenternes ord, fotografernes linser og tegnernes skitser. Der er kun modet til at flygte til Europa. Der er kun mennesker, der bruger, genbruger og misbruger flygtningekrisen. Der er kun høje pigtrådshegn, hermetiske mure, lukkede grænser, røgen af brandattentater, frodige teltmarker, kulden fra en hård vinter, asylspray på gågaderne, billetter hjem til Langtbortistan, 50 stramninger på en othellolagkage og varmen fra Venligboernes hjerter.

Der er ikke noget tilbage fra revolutionen. Der er kun mulmet af blindtroende jihadister, som er godt bevandrede i kunsten at slå ihjel og betragter døden som en forløsning. Der er ikke noget tilbage fra revolutionen. Der er kun modet på at forbande wahhabismens og salafismens forretningslande og sponsorater som Saudi-Arabien og Qatar. Der er ikke noget tilbage fra revolutionen.

Der er kun forræderi, slaveri og slagteri. Der er kun despoti og barbari. Der er kun hjemsøgte byer, gader og stræder, trøstesløse hjerter, et væld af problemer og et hav af frustrationer. Der er ikke noget tilbage fra revolutionen.

Der er kun tårer, der begræder foråret.

Kamal Ahmane er digter og bogaktuel med digtsamlingen ”Tavshedens tumult”.

People walk by destroyed buildings in Aleppo, Syria, on Feb. 8, 2017. (Kyodo) ==Kyodo Photo via Newscom