Prøv avisen
Debat

Seksualmoral: Tidehverv leverer et tiltrængt opgør med tidens frivolitet

Tidehverv er, sit konservative image til trods, landets mest forandringsparate, proaktive og innovative kirkelige bevægelse. Man kan sige, at Tidehverv altid har været kendetegnet ved at gå imod strømmen, skriver Merete Bøye. Billedet er fra Tidehvervs sommermøde. Foto: Lars Skaaning/Ritzau foto

Mener Ole Piekut, at Tidehverv burde være blevet stående i kritikken af Olfert Ricard og KFUM? Så havde bevægelsen jo været død i dag, idet den dydige seksualmoral, som blev prædiket i brede kredse i 1920’erne, stort set er udryddet i dagens Danmark, skriver Merete Bøye

Det er en hård dom, konstitueret sognepræst Ole Bach Piekut fælder over den tidehvervske bevægelse i Kristeligt Dagblad den 26. april. Tidehverv leverede i 1920’erne et tiltrængt opgør med den KFUM’ske seksualmoral, men er siden ”blevet til det, man oprindeligt opponerede imod”, mener Piekut.

Ånden fra Heje og Olesen-Larsen er fordampet og erstattet af nypuritanisme og ”skingre betragtninger om seksualmoral, samlivsformer, skolegang og revselsesret”, skriver han og går så vidt som til at drage en parallel mellem Tidehverv og Grimhøj-moskeen.

Men mener Piekut, at Tidehverv burde være blevet stående i kritikken af Olfert Ricard og KFUM? Så havde bevægelsen jo været død i dag, idet den dydige seksualmoral, som blev prædiket i brede kredse i 1920’erne, stort set er udryddet i dagens Danmark og dermed vil være omsonst at kritisere.

Tidehverv er, sit konservative image til trods, landets mest forandringsparate, proaktive og innovative kirkelige bevægelse. Man kan sige, at Tidehverv altid har været kendetegnet ved at gå imod strømmen. I 1920’erne gik man imod den dengang så udbredte fromsethed og ”hænderne over dynen”-moral, men i dag kalder vores dekadente tid mere på et opgør med løsagtighed og antinomisme. Og det leverer Tidehverv.

Den fremherskende moralske tendens i den vestlige verden i dag synes at være, at man ”bare skal følge sin mavefornemmelse” og at, ”hvis man føler for det, så er det rigtigt”. Denne holdning har resulteret i stor kreativitet og mange glæder, men også i et vist moralsk forfald, hvor vi er ved at være så afstumpede, at vi dårligt nok kan mærke, når vi gør andre mennesker ondt i vores grænseløse selvudfoldelse – ikke mindst på det seksuelle område.

Naturligvis er vi alle syndere, og der er tilgivelse for hver en synder. Dette er hele kristendommens essens. Men for at det overhovedet skal give mening at tale om, at vi er (tilgivne) syndere, er vi nødt til at have en vis synds-erkendelse. Ellers er alt bare lige godt eller lige skidt. Vi skal ikke tilbage til Olfert Ricard, men en lidt strammere seksualmoral kunne vi godt have brug for. Mon ikke der er en grund til, at Gud gav os det sjette bud? Du må ikke bedrive hor. Utøjlet begær er berusende, men det kan føre megen ulykke med sig.

Ole Piekut gør sig nærmest til talsmand for, at Loven slet ikke skal høres, og at det næsten er en kvalitet i sig selv at være en synder, i hvert fald på det seksuelle område: ”Tag derfor roligt hænderne under dynen igen – og synd så tappert!”.

Med Kristus er Loven opfyldt, men ikke ophævet. De Ti Bud, den gyldne regel og det dobbelte kærlighedsbud er gode retningslinjer for, hvordan man bør leve sit liv som et kristent menneske. Når vi i vores svaghed kommer til at bryde disse bud alligevel, kommer Loven som ”tugtemester til Kristus” ind i billedet. Loven åbenbarer vores synd for os, så vi erkender den, kryber til korset og får syndernes forladelse. Da kan vi løfte hovedet igen og gå frimodigt ud i verden med det klare forsæt at holde Guds lov, men også med bevidstheden om, at der er tilgivelse hos Gud, når vi falder.

Når Luther siger ”synd tappert”, mener han ikke, at man skal blæse moralen et stykke. Han mener, at vi er nødt til at erkende, at vi lever på arvesyndens vilkår, og at intet menneske kommer igennem denne tilværelse uden at snuble og falde; men at der er tilgivelse for hver en falden synder. Men tilgivelsen kan altså kun den synder føle, der selv erkender, at han netop er en synder.

Merete Bøye er cand.theol., sognepræst og redaktør på Nyt Babel.