Vi er lidt smådumme i frikirkerne, og vi trænger til at tænke os om. Kristeligt Dagblad har gennemført en hurtig analyse af landets frikirker sendt til 296 frikirkepræster, hvoraf 161 har svaret. Og så er Kristeligt Dagblad klar til at drage konklusioner og på baggrund af besvarelsen af ét spørgsmål, formaner de frikirkerne til eftertanke.
Ifølge Kristeligt Dagblad er forklaringen på frikirkernes vildfarelse den modstand, de mødte, da de kom til landet og det anstrengte forhold til staten, det skulle have ført med sig.
Nu er det imidlertid sådan, at frikirkerne i Danmark ikke bare er en homogen størrelse. De er en række protestantiske kirkesamfund, som findes over hele verden, og hvoraf flere på verdensplan er langt større end den lutherske kirke. Desuden findes der i Danmark en række uafhængige frimenigheder, som er forbundet i større og mindre netværk. Altså en broget skare med hver deres unikke historie, som ikke bare kan beskrives og forklares med den brede pensel.
Hvordan andre præster i andre kirkesamfund ser på situationen, og hvilke overvejelser der ligger bag, vil vi ikke gøre os kloge på. Men som præster og ledere i Metodistkirken står vi gerne ved, at vi tilhører de 43 procent, der foretrækker et religionsministerium frem for et kirkeministerium og i øvrigt også gerne ser en adskillelse af stat og kirke.
I modsætning til Kristeligt Dagblad begræder vi ikke sekulariseringen. Vi er færdige med at sørge over, at vi har forladt en kristen enhedskultur og har ikke behov for krampagtigt at holde fast i de sidste levn som kristendomsundervisning i skolen og kirkeligt monopol på begravelsespladser. Det er i orden, at der ikke er flere fribilletter til kirken.
Det konstantinske verdensbillede, som folkekirken og Kristeligt Dagblad sidder fast i, og som flertallet af danske politikere støtter, fordi det er mest bekvemt og kirken er lettest at styre på den måde, er i det globale kirkelige perspektiv marginaliseret, men hyldes i folkekirken i en grad, som grænser til sekterisme. Forholdet mellem stat og kirke er godt nok til debat i Danmark, men folkekirken synes ude af stand til at debattere sit kirkesyn teologisk.
Den opfattelse, at kirken har behov for en slags "kristen" kultur, som støtter den og som medvirker til at forme de nye generationer, deler vi ikke. Sekulariseringen opfatter vi som kirkens gyldne mulighed, en Guds gave, fordi den netop giver os muligheden for at være kirke, det vil sige, mennesker kaldet af Gud til at kropsliggøre et socialt og spirituelt alternativ, som den danske kultur ikke kan lære at kende på sine egne betingelser. Kirken kan ikke, hvis den vil være tro mod sin Herre, stille sig tilfreds med resterne af en kristen enhedskultur. Den må se sin samtid i øjnene og stille kulturen og staten til regnskab over for evangeliet. Hvordan skal kirken være i det danske samfund, i hvilken form og med hvilket formål? Det er vores væsentligste spørgsmål og vores fælles udfordring.
Ole Birch og Chr. Alsted er begge præster i Metodistkirken