Pavebegravelse og valg af ny pave har ordentlig sat gang i interessen for den katolske kirke. Jeg er helt enig med Søren Krarup i, at den store interesse skyldes åndelig søgen. Det er en del af forklaringen. Men den vigtigste er nu engang de mange millioner katolikkers tro og vel også, at de mange farverige katolske ritualer rører sjælene mere end den mere lavkirkelige folkekirkes enkle ritualer.
Dertil kommer, at både den afdøde og den nyvalgte pave klart giver udtryk for, at det kristne budskab ikke bare skal tilpasses verden. Det er tale, der er til at forstå. Og mange længes efter stærke autoriteter og forbilleder, der tror på noget og står fast på deres tro.
I revolutionens fædreland, Frankrig, blev det for meget for den sekulariserede del af befolkningen, at staten tillod sig at flage på halv i anledning af dødsfaldet i Rom. I hundredåret for adskillelsen af stat og kirke i Frankrig, og et års tid efter at den verdslige stat indførte forbud mod at bære muslimske tørklæder, går det ikke at flage på halv for Vatikanstatens overhoved. Altså gik trikoloren på hel som en politisk demonstration af, at man skam ikke er religiøs.
Et godt eksempel på, at man ved at udstede totalt forbud mod religionsudøvelse i det offentlige rum igen og igen vil rende ind i manifestationer, der netop blander religion og politik.
I Danmark forbyder vi ikke just religiøse symboler. For tilhængere af tørklædeforbud ved, at de vil blive mødt med lighedsprincippet om, at forbud skal gælde alle også jøder og katolikker og andre kristne.
Men lighedsprincippet kan drives for vidt. Det skal ikke altid gå forud for religionsfriheden. At der f.eks. er menighedsråd, der ikke vælger kvindelige præster, kan stadig sætte medierne på den anden ende, selvom det overhovedet ikke er nogen nyhed. Menighedsrådene bestemmer netop selv, hvem de vil kalde til præst, uanset køn.
Da hvert menighedsråd altså selv vælger præst, er det umuligt at indføre kønskvotering i folkekirken. Det ville jo kræve, at en slags pave førte regnskab med, at der ikke på noget tidspunkt var underskud af kvinder i folkekirken. Det ville gå ud over både menighedsrådenes frihed og friheden for andre trossamfund, herunder den katolske kirke, der slet ikke anerkender, at kvinder kan indvies til præsteembedet.
Gad vide om det også er lighedsprincippet, der får Dansk Folkeparti til (igen-igen) at foreslå indskrænkning i den religiøse frihed, nemlig et forbud mod jødisk slagtning i Danmark. Dette forslag til trods for, at jøderne i generationer har haft dispensation fra de sædvanlige regler om slagtning og har praktiseret slagtningen med større og større hensyntagen til dyrene. I øvrigt slagtes der ikke i dag i Danmark efter på den jødiske måde. Men Dansk Folkeparti har altså alligevel ment at burde indføre forbud mod, at dyr slagtes uden bedøvelse. Da der jo "bare" er tale om indgreb i den religiøse frihed, har venstrefløjen ikke udvist den sædvanlige forargelse, som ellers sædvanligvis promeneres, når minoriteters rettigheder anfægtes.
Skal man tolke tidsånden, går den ikke som mediedækningen af hændelserne i Rom måske kunne antyde, udelukkende hen imod større respekt for mennesker, der har en tro og tør stå ved den. Tværtimod. Religionsfriheden er ikke en frihedsrettighed, som ret mange tager alvorligt mere. Der skal være lighed for enhver pris. Og så bliver der ikke plads til friheden for dem, hvis interesser, man ikke har lyst til at varetage, fordi det ikke lige stemmer med ens egen partipolitiske opfattelse.
Og hele tiden hører man udsagnet om, at samfundet skal være verdsligt, og at religion og politik ikke må blandes sammen. Men det er præcis det man selv gør, når man tolererer, at religiøse minoriteters frihedsrettigheder sættes under pres.
Udsagnet om at man ikke skal blande religion og politik, og at religion er en privat sag, er ikke andet end et forsøg på at ramme al trosudøvelse. Tro er et personligt anliggende, men det er ikke privat, for naturligvis har det betydning for ens liv og holdning, hvad man tror på. At troen heldigvis fører til forskellige politiske opfattelser, kan man se i Folketinget, hvor der findes kristne i alle partier og muslimer i vist tre partier.
Når man i disse majdage fra alle politiske retninger igen hylder præsterne Tage Schack, Kaj Munk og Harald Sandbæk for deres stærke prædikener mod besættelsesmagten, er det værd at huske, at deres kristne tro var det fundament, der gav dem mod til offentligt at sige det, der skulle siges.
Birthe Rønn Hornbech er formand
for Folketingets kirkeudvalg