Prøv avisen

Selv Gud diskriminerer

Jeg begriber ikke, at biskopperne af angst for folkeskaren er parat til på et så løst grundlag at ødelægge kirken. I stedet for teologisk argumentation taler man nu magtsprog

Ricardt Riis afviser den 4. januar mit indlæg fra den 2. januar ved at bygge på et udsagn, som ikke er mit, men Kristeligt Dagblads. Overskriften Diskrimination i kirken bygger på Guds lov er avisens og ikke min. Den er nemlig særdeles misforståelig, som om Gud skulle have udstedt en lov om, at man skal diskriminere i kirken. Den går jeg ikke med til. Kristendom er ikke lov. Jeg mener ligesom Riis, at Guds lov er den naturlige lov, som vi kan udlede af vor diskussion med hinanden og vil jeg tilføje ud fra vore erfaringer og vor fornuft. Den omfatter blandt andet De 10 Bud.

Netop ud fra den lov er det umuligt med kvindelige præster. Det er det, fordi kirkens apostolske embede er indstiftet af kirkens Herre. Denne indstiftelse bevidnes både af Bibelen, af bekendelsesskrifterne, af Luther, af ordinationsritualet og ikke mindst af traditionen, den tradition, som alle førnævnte vidnesbyrd er afhængige af. Embedets indstiftelse er et engangsforetagende, som hører sammen med inkarnationens Einmaligkeit.

Selvfølgelig er mænd og kvinder ligestillede, men derfor kan man da godt bestemme, at for eksempel en kvinde skal arve og ikke en mand. Hvis jeg har lyst til at gøre en forskel, skal andre da ikke blande sig i det. Og nu har Gud altså gjort en forskel, som vi andre ikke kan lave om på. Det er særdeles logisk og ligetil. Ligestillingsloven er ikke guddommelig, så lidt som nogen anden lov er det. Selv Gud diskriminerer!

I kirken taler vi i øvrigt ikke om ligestilling det er noget, der hører oplysningstidens rationalisme til men om, at der for Gud ikke er personsanseelse. At Gud ikke kerer sig om forskellene, betyder jo ikke, at der ingen forskelle er. Netop Galatebrevet 3, 28, som Ricardt Riis omtaler, og som ikke taler om embedet, men om kristenstanden, er et vidnesbyrd om forskellene mellem menneskene. Vi er alle, jøder og grækere, mand og kvinde, forskellige, men det ændrer intet i Guds forhold til os. Således forstået er netop Galaterbrevet 3, 28 modsat Riis hensigt et godt argument for kønnenes forskellige funktioner.

Problemet med kvindelige præster er, at vi ikke har et ord for, at deres forvaltning af sakramenterne er gyldig. Får vi Kristi legeme og blod, når de forvalter nadveren? Muligt, men vi ved det ikke for vi har ikke et ord for det! Hvis jeg vil være sikker på at modtage Kristi legeme og blod, og det er jo selve evangeliet, kan jeg ikke gå til alters hos en kvindelig præst. Dermed hindres jeg i at modtage evangeliet. Men jeg kan da godt høre på hende, hvis hun har nogle gode og sande ord at fortælle om Jesus.

Kristendom er ikke en ideologi eller lære, men en person, som er hos mig, taler til mig og fører mig ved hånden. Netop fordi kristendom ikke er ordmagi, men personlig, bliver nadveren ikke gyldig blot ved, at nadverliturgien siges. Den bliver kun gyldig ved, at en befuldmægtiget forvalter den, det vil sige en, som er befuldmægtiget af Herren selv til det den befuldmægtigelse, som den rette ordination er. Til en gyldig sakramentsforvaltning hører nemlig fem ting. Ret liturgi, ret intention, ret element, ret sakramentsforvalter og ret sakramentsmodtager. Hvis et af disse led ikke er i orden, kan jeg ikke være sikker på sakramentets gyldighed, men må i stedet stædigt stå fast på min egen påstand, som netop kun er min egen!

Jeg begriber ikke, at biskopperne af angst for folkeskaren er parat til på et så løst grundlag at ødelægge kirken. I stedet for teologisk argumentation taler man nu magtsprog. Det er jo også det letteste. Når man nu engang har magten, hvorfor så ikke bruge den?

Olav Fog,

pastor emeritus,

J.P. Sørensens Vej 30, Tebstrup

Skanderborg