Selvfølgelig kan Danmark tage flere flygtninge

De humanitære organisationer skal ikke lade sig skræmme af den borgerlige retorik om flygtninge

Danmark kan godt tage flere flygtninge, mener Lars K. Christensen. På billedet demonstrerer danskere og flygtninge på Rådhuspladsen i Aarhus lørdag d. 22. august 2015 mod regeringens flygtningepolitik.
Danmark kan godt tage flere flygtninge, mener Lars K. Christensen. På billedet demonstrerer danskere og flygtninge på Rådhuspladsen i Aarhus lørdag d. 22. august 2015 mod regeringens flygtningepolitik. Foto: Kim Haugaard.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm, Røde Kors' Anders Ladekarl og andre fornuftige mennesker føler det nødvendigt netop nu at slå fast, at der er grænser for, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod - som man kunne læse på forsiden af Kristeligt Dagblad den 27. august.

At mennesker, der går ind for en human flygtningepolitik, blot vil slå porten op på vid gab for alle, er en populær fordom blandt visse borgerlige politikere. Det er ærgerligt, at Andreas Kamm med flere nu indirekte bidrager til fordommen.

Derimod er vi nogle, der mener, at vi godt kan tage imod flere, end vi gør nu. I 2014 fandtes der i Danmark 3,2 flygtninge pr. 1000 indbyggere. Er det mange? I vore nabolande Norge og Sverige har de henholdsvis cirka tre og fem gange så mange flygtninge pr. indbygger. Er Norge et land på vej mod socialt sammenbrud? Er Sverige et land i ragnarok?

De lande, der for alvor huser store mængder flygtninge fra krigene i Mellemøsten, er landene i nærområderne: Tyrkiet, Jordan og frem for alt Libanon, som huser 232 flygtninge pr. 1000 indbyggere - eller 72 gange så mange som Danmark, relativt set. Og så tager vi bare højde for befolkningsstørrelsen, ikke forskellen i rigdom mellem landene.

Skal vi sige til befolkningerne i de lande, hvoraf de fleste er langt fattigere end den gennemsnitlige dansker: Beklager, I må klare jer selv, for hvis vi giver yderligere en hånd med, så skaber det bare for meget uro her hos os?

Vi står, som organisationerne ganske rigtigt selv gør opmærksom på, over for en global humanitær katastrofe. Mennesker i hundredtusindvis er på flugt, de fleste fra krig, død og ødelæggelse, andre fra en tilværelse i generel håbløshed. De ser mod Europa i håb om hjælp. De kommer hertil i synkefærdige både, forcerer pigtrådshegn, betror deres liv til kyniske menneskesmuglere - alt sammen tegn på en enorm desperation.

Ja, det er en udfordring. Men det er da også en enorm tillidserklæring til os og til vores kontinent: Mennesker rækker ud mod os, fordi de tror på, at her er andre mennesker, der kan og vil hjælpe. Så lad os da tage udfordringen op og koncentrere os om, hvordan vi hjælper bedst.

Sagen er jo, at der ikke findes et fast og én gang givet tal for, hvor mange flygtninge et land kan tage imod. Hvis et lands befolkning selv føler sig tryg, og hvis der er forståelse og sympati for de flygtende, så kan man rumme rigtig mange. Men hvis der bliver pisket en stemning op af frygt og usikkerhed, og hvis de, der flygter, bliver mistænkeliggjort, så kan selv en enkelt flygtning være én for meget.

Derfor betyder det meget, hvordan der bliver talt om udfordringen. Desværre har højrefløjen - og på visse punkter også Socialdemokraterne - været vældig gode til at sætte den dagsorden, der har gjort ”færre”, ”væk” og ”nej” til de mest brugte ord i dansk flygtningepolitik.

Så gode at selv nødhjælpsorganisationerne åbenbart nu er trængt i defensiven og føler sig kaldet til nærmest at undskylde det, som de selv burde stå for. Så på en måde forstår jeg måske alligevel godt Kamm, Ladekarl og de andre. Men jeg synes godt nok, det er trist at se på.

Lars K. Christensen, museumsinspektør, ph.d., Christianehøj 97, Søborg