Selvfølgelig skal præster også begrave ikke-medlemmer efter ønske

Præster skal efterkomme de efteladtes ønsker i forbindelse med begravelse, mener Birthe Rønn Hornbech

"Selv ville jeg kun nægte at begrave i de tilfælde, hvor jeg blev bibragt en meget stærk formodning om, at kirkelig begravelse ville være imod afdødes bestemte ønske. Jeg ville altså gøre som min far og i langt de fleste tilfælde efterkomme de efterladtes ønske," skriver Birthe Rønn Hornbech.
"Selv ville jeg kun nægte at begrave i de tilfælde, hvor jeg blev bibragt en meget stærk formodning om, at kirkelig begravelse ville være imod afdødes bestemte ønske. Jeg ville altså gøre som min far og i langt de fleste tilfælde efterkomme de efterladtes ønske," skriver Birthe Rønn Hornbech. . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Min far fortalte engang: ”Nu har jeg sagt ja til at begrave en mand, der havde meldt sig ud af folkekirken for at spare skat.” Jeg var gymnasieelev. Verden var enkel, så jeg udbrød omgående: ”Han skal da ikke begraves i folkekirken, når han har meldt sig ud.”

”Hvad skal jeg så sige til den sørgende enke, der insisterer? Skal hun bare se på, at manden kules ned som et dyr?”. Sådan sagde min far, og det kunne jeg ikke svare på dengang.

Heller ikke i dag finder jeg, at der er et klart juridisk eller teologisk svar. I øvrigt kan man kan slet ikke nøjes med at anskue spørgsmålet juridisk eller teologisk. Her fordres skønsomhed, som Jakob Knudsen så ofte udtrykte det, når han begrundede, hvorfor livets lov måtte gælde.

Det er dog først nødvendigt at slå fast, at præsten er begravelsesmyndighed og undergivet loven med pligt til i en række tilfælde at sige ja eller nej til kirkelig begravelse. I andre tilfælde må han selv foretage et skøn.

Centralt står naturligvis afdødes ønske. Vi bestemmer selv, hvordan vi vil begraves. Det fremgår da også af loven, at afdødes ønske skal respekteres. Det betyder, at præsten skal nægte at medvirke også ved folkekirkemedlemmers begravelse, hvis han med sikkerhed ved, at den afdøde ikke ønskede kirkelig begravelse. I disse tilfælde må der dekreteres borgerlig begravelse. Problemet er, at præsten sjældent kan have en sikker viden om, hvad afdøde ønskede.

I den virkelige verden er der måske et familiemedlem, der melder sig ud af folkekirken, medens resten af familien forbliver i folkekirken. Alle følges i kirke til de store kirkelige begivenheder i kirkeåret og i familien. Spørgsmålet om kirkelig begravelse har aldrig være drøftet i familien.

Den kendsgerning, at afdøde er udmeldt af folkekirken, er altså ikke i selv til megen hjælp ved afgørelsen af, hvad der var afdødes ønske. Det er så let i vore dage at blive meldt ud og ind igen.

Tåbeligt og barnagtigt melder folk sig ud, som om de tror, at de kan straffe nogen ved at melde sig ud. De forkynder for alverden, at de er utilfredse med en eller anden præst eller lov. Men den slags siger jo intet om den afdødes stillingtagen til begravelse. Hans egen begravelse er næppe i hans tanker, når han gør udmeldelsen til et stunt, der tilfredsstiller hans opblussende vrede over, hvad en eller anden præst har sagt eller gjort.

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen

Juristerne kan påstå, at udmeldelse af folkekirken skaber en formodning om, at man ikke ønsker en kirkelig begravelse. Men i det konkrete tilfælde aner man det ikke, ja, man kan i vore dage slet ikke uden videre opstille den formodning.

Til afklaring af afdødes ønske må præsten gennemføre en indgående samtale med de nærmeste pårørende. Selv ville jeg kun nægte at begrave i de tilfælde, hvor jeg blev bibragt en meget stærk formodning om, at kirkelig begravelse ville være imod afdødes bestemte ønske. Jeg ville altså gøre som min far og i langt de fleste tilfælde efterkomme de efterladtes ønske.

Jeg synes rent ud sagt, at der i debatten er kommet flere meget besynderlige synspunkter frem. Det har været anført, at man ikke kan spille tennis, hvis ikke man er medlem af klubben. Nej, det er rigtigt. Men meget mærkværdigt, at en præst kan komme i tanke om en sådan sammenligning. Det lyder, som om præsten mener, at det er ham/hende, der fordeler Guds nåde og kan kræve kontingent herfor.

Der har også været præster, der omtaler ritualerne, som om de var præsters personlige ejendom. Nogle præster udtrykker et tilsyneladende ubehag ved at anvende ritualerne ved begravelse af ikke-medlemmer, som om præsten var øverste dommer ved sognebørnenes udgang fra denne verden.

Det kan da ikke være en præsts opgave at stille sig op foran kirkedøren og spærre for indgangen til kirken. Dermed nægter præsten adgang til en begravelsesgudstjeneste ved at smække døren i for de levende, der kommer til Kristi kirke for at høre Hans ord.

Den magt kan præster da ikke for alvor mene, at de har? Så prioriterer præsterne efter min meningen rangordenen mellem præst og Gud, og den kirkelige ordning og Kristi kirke forkert.

Ritualer er til for at hjælpe os. Præster med mærkelige meninger, der ikke selv kan finde ordene, får hjælp af ritualerne. Menigheden genkender gennem ritualer og læsninger kerneordene om opstandelsen. Der forkyndes for de levende. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at der kan være præster, der mener, at de skal beskytte deres egen troværdighed ved at nægte at forkynde evangeliet for de sørgende.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye