Prøv avisen
Etisk set

Selvfølgelig skal vi have kulturelt frisind, men børnene bør selv tage stilling til omskæring

EN NY UNDERSØGELSE fra TV 2 viser, at ”83 procent af danskerne er for et forbud mod omskæring”. Tallet overrasker mig. Når så mange danskere er imod omskæring, hvorfor tillader vi så, at der i Danmark årligt omskæres op mod 2000 drengebørn? Halter vores lovgivning håbløst bagefter? Eller bør et liberalt demokrati kunne rumme forskellige livsformers praksis, herunder omskæring?

Spørgsmålet om omskæring er et af tidens mest debatterede etiske dilemmaer. Oftest falder argumenterne inden for tre kategorier:

Dem, der vedrører de sundhedsmæssige perspektiver, herunder smertetraumet, risikoen for komplikationer og påvirkningen af den seksuelle følsomhed.

Dem, der vedrører menneskers tilhørsforhold, som for eksempel deres religion, kultur og tradition.

Og dem, der kan relateres til rettighedsaspektet, for eksempel børne- og menneskerettighederne.

FRA ET SUNDHEDSMÆSSIGT perspektiv er konklusionen uklar. Mens Sundhedsstyrelsen mener, at der mangler tilstrækkelig sundhedsfaglig dokumentation for enten at anbefale eller forbyde omskæring, så er det Lægeforeningens vurdering, at manglen på dokumentation for, at omskæring indebærer en sundhedsmæssig fordel, netop er et argument for at udsætte den rituelle omskæring, indtil børnene selv kan inddrages i beslutningen.

Uden en klar sundhedsfaglig konklusion reduceres spørgsmålet om omskæring i min optik til et spørgsmål om, hvorvidt omskæring er kulturelt frisind og tolerance eller overgreb og svigt.

BETRAGTER MAN spørgsmålet om omskæring ud fra et kulturelt og religiøst perspektiv, er der ingen tvivl om, at der særligt for jøder og muslimer er meget på spil. For jøderne er omskæringen et religiøst bud – et tegn på pagten mellem Gud og Abraham – men også en identitetsmarkør, som binder det jødiske fællesskab sammen. Kulturen, religionen, historien og slægten. Og selvom omskæringen for muslimer ikke direkte er et påbud i Koranen, så er det en praksis, som blev udført af profeten Ibrahim (som kristne og jøder kender som Abraham), hvis liv er et eksempel til efterfølgelse. I de skriftlige traditioner og overleveringer om profeten Muhammed, haditherne, omtales omskæring derfor som en religiøs pligt.

Fra religioner kan man ikke afkræve en rationel forklaring, som var det naturvidenskab, men omvendt kan religionerne afkræve tolerance. Derfor lyder argumentet ofte herfra, at liberale demokratier bør udvise rummelighed over for Danmarks mange forskellige livsformer.

FRA ET RETTIGHEDSPERSPEKTIV er konklusionen dog en anden. Ifølge FN’s børnekonvention har børn ret til beskyttelse mod traditionsbundne ritualer, der kan være skadelige for deres helbred. Og de har ret til at ytre deres mening om forhold, der vedrører dem selv. Derfor mener både Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet, at indgrebet først bør foretages, når barnet selv kan bestemme.

For mig vejer rettighedsargumentet tungest. I et liberalt demokrati skal vi naturligvis give videst mulig plads til mangfoldighed og forskellighed. Men denne frihed må ikke ske på børnenes bekostning. Det er forældet at betragte børn som forældrenes ejendom. Det er de ikke. Forældre er børnenes værger. Derfor er der grænser for, hvad forældre kan bestemme på barnets vegne.

For eksempel må forældre ikke slå deres børn eller tatovere dem fra top til tå. De burde heller ikke have lov til at skære raske dele af barnet væk.

På den baggrund er jeg fortaler for, at børnene selv skal tage stilling til, om de vil omskæres eller ej. For eksempel når de er blevet myndige.

Jeg vil gerne opfordre til, at Folketinget lytter til befolkningen og laver et forbud mod omskæring.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.