Hvorfor præsenteres vi gang på gang for halve sandheder? Senest den 13. april i Kristeligt Dagblad, hvor det denne gang er folkekirkens økonomi, der skaber panikagtige overskrifter.
Artiklen krydres desuden af udtalelser fra en økonom og to provster, der blot bærer ved til forargelsens ild. Specielt for de to sidstnævntes vedkommende er udtalelserne des mere beklagelige, for de burde da om nogen være bekendt med de seneste tyve års udvikling i folkekirken.
LÆS OGSÅ: Milliardstigninger i folkekirkens lønninger
Artiklen oplyser, at udgifterne til kirkefunktionærernes lønninger de seneste 20 år procentuelt er steget med knap 24 procent. Den ene provst forklarer at den store grund er, at man i kirken har haft penge nok, og den anden provst foreslår, at der nedsættes et rejsehold (gerne provster), der tager rundt i landet og peger på steder, hvor der kan hentes penge. Men ingen konkrete bud på, hvorfor udgifterne til lønningerne er steget med knap 24 procent over de seneste 20 år.
Hvorfor peger artiklen ikke på den markante aktivitetsforøgelse, der er sket inden for folkekirken de seneste 20 år? For alle kan forvisse sig om, at der i folkekirken i dag er et aktivitetsniveau, som i historien savner sidestykke. Ud over gudstjenester og kirkelige handlinger er der koncerter, foredragsaftener, eftermiddagsmøder, bibelkredse, litteraturaftener, babysalmesang, natkirke, korsang for børn, unge og voksne, minikonfirmandundervisning, skole-kirke-samarbejde og sognecafeer, hvor der på kryds og tværs knyttes venskabelige og sociale bånd. Alt i alt en lang række aktiviteter, der har til formål at skabe en bred berøringsflade udadtil og til at styrke befolkningens tilknytningsforhold til kirken.
Det er klart, at alle disse aktiviteter koster penge; så ja, der bruges flere penge i dag end for 20 år siden. Gad vide, om den investering er årsag til, at der stadig er næsten 4.500.000 medlemmer i folkekirken i dag!
Men der er flere grunde til, at udgifterne til kirkefunktionærernes lønninger er løbet løbsk. For eksempel indførelse af den overenskomstaftalte 6. ferieuge, der over en årrække forøgede lønudgiften til kirkefunktionærerne med cirka to procent. Eller hvad med kirkefunktionærernes pensionsbidrag, som menighedsrådene i 2006 blev pålagt selv at udrede over den lokale ligning? Pensionsbidraget udgør cirka 17 procent af den samlede lønudgift, så det er et ikke ubetydeligt beløb, de lokale kirkekasser de seneste år udefra er blevet pålagt at skulle udrede.
LÆS OGSÅ: Funktionærer strømmer ind i folkekirken
Hvorfor bringes de oplysninger ikke i artiklen? Hvorfor skabe et billede af den danske folkekirke som en uansvarlig kolos, der lader milliarder af lønkroner fosse ud til kirkefunktionærerne, når der ud over overnævnte grunde kunne peges på flere? For eksempel kunne der også peges på indførelse af professionel ledelse i en række af landets provstier, som også belaster de lokale lønudgifter.
Artiklen rummer desuden en interessant oplysning: Medlemsprocenten er gennem de seneste 20 år faldet fra cirka 90 procent til 80 procent. Det ved vi. Det har allerede affødt en lang række alarmerende artikler om medlemsflugten fra folkekirken.
Men artiklen oplyser også, at der i dag er 105.000 færre medlemmer i folkekirken til sammenligning med 1991. 105.000 færre medlemmer over godt 20 år! Interessant for det er altså i virkeligheden kun et medlemsfald på 2,3 procent. Det sætter de alarmerende overskrifter om medlemsflugt fra folkekirken i et helt andet perspektiv.
Gad vide, hvem det er, der har en interesse i gang på gang at fremstille folkekirken i dårligt lys? Vi, der har vores daglige gang i folkekirken, genkender ikke de panikagtige tilstande, medierne tilskriver folkekirken: medlemsflugt, økonomisk uansvarlighed, kedelige gudstjenester, tomme kirkebænke og så videre.
LÆS OGSÅ: Urimeligt at tro, at kirken går fri af bureaukratisering
Selvfølgelig findes der blandt landets 2000 kirkesogne eksempler på forhold, der er kritisable, og i disse økonomisk krisetider skal der som alle andre steder også rettes et kritisk blik på folkekirkens økonomi. Men der er også brug for en mere afbalanceret og nuanceret debat om folkekirkens økonomi.
Niels Erik Aggesen,organist ved Trinitatis Kirke i Fredericia,Danmarksgade 61, Fredericia