Forfatter Martin Krogh Andersen har skrevet indlægget.
Som iagttager af fænomenet må man ofte spørge sig selv, om det er religionen eller netop de andre, som er målet for kritikken. Ufølsomme ord og ytringer skorter det ikke på. Til gengæld kunne vi godt bruge lidt substans i udvekslingen mellem verdensopfattelserne.
LÆS OGSÅ: Blasfemiparagraffen - Hvad er den egentlig et symbol på?
Men at det er lettere at efterspørge substansen end at levere den, det har jeg nu selv erfaret under et radiointerview til Skønlitteratur på P1, hvor jeg i en samtale med programværten Klaus Rothstein forsøgte at balancere gennem en diskussion om tro og overtro med alle nuancerne i behold.
Det lykkedes ikke helt, og jeg vil gerne takke Leif Hjernøe for hans mediekommentar (den 23. november), hvor han præcist sætter fingeren på et ømt punkt og derved adresserer et problem, som jeg har gået med, lige siden jeg forlod studiet i DR Byen.
Jeg var inviteret til at tale om min roman Fordømte aber, som blandt andet handler om, hvordan myter kan tage magten og få tilsyneladende rationelle mennesker til at gøre irrationelle ting. Klaus Rothstein var gavmild med taletiden; jeg har kun mig selv at bebrejde, at de nuancer, som jeg har skrevet en bog for at folde ud og sætte i scene, blev utydelige under samtalen.
På et tidspunkt hørte jeg mig selv lave en kategorisk sammenligning mellem abemyten på Gibraltar og Kristus-myten. Jeg mener, at alle myter bærer noget af det samme tankegods i sig, men her kom jeg vist til at lyde som en hårdnakket benægter af al åndelighed hvilket ikke alene var utilsigtet, men også i strid med min egen nysgerrige søgen efter mening. I Fordømte aber krydser to verdensbilleder hinanden, et religiøst og et videnskabeligt, og i spændingsfeltet mellem dem får troen og tvivlen lov at udfolde sig.
Vi glemmer af og til, at myterne er historier, som vi selv har skabt for at sætte billeder på verdens indre sammenhænge. Når vi glemmer det, så kan vores selvskabte fortællinger tage magten fra os.
Midt i glemslen kan myternes oprindelige formål gå tabt uden at de af den grund mister fascinationskraft. Fortolkning på fortolkning slører betydningen som et billede, der har været gennem en kopimaskine mange gange og til sidst sidder vi tilbage med tåget mystik. Det kan ske for små såvel som for store fortællinger.
Dagen efter mit besøg i P1-studiet holdt jeg et foredrag til Nordisk Forfattertræf i bogbyen Torup, og her fik jeg foran publikum bekræftet det problematiske i tilspidsede formuleringer. En fra salen reagerede, ligesom Leif Hjernøe, på min sammenligning mellem store og små myter troen og overtroen.
Her havde jeg heldigvis mulighed for at uddybe min påstand. For jeg mener, at det er nogenlunde lige så forkert at tillægge alle myter samme værdi, som det er at sige, at al kunst er god kunst. Fortællingerne om Kristus og Gibraltar-aberne er underlagt (og prisgivet!) menneskers mere eller mindre forstandige omgang med dem, men myternes poetiske potentialer må nødvendigvis være forskellige.
Som Peter Kemp formulerer det her i avisen den 14. november, så kan det poetiske være det allermest virkelige.