Prøv avisen
Debat

Selvmord er stadig tabu: Kan vi tale om selvmord med vores børn?

Første gang, min mor forsøgte at begå selvmord, var i 1993. Jeg var dengang 16 år gammel. I 2004 døde hun. Selvmordet er for mig en afgrundsdyb ensomhed. Ensomhed for den døde. Ensomhed for os efterlevende. Hamrende rå i sin eksistens. Den døde har selv truffet det ultimative valg at vælge døden. Det skriver psykolog Signe Groth-Brodersen. – Foto: Stanislaw Mikulski/Iris/Ritzau Scanpix

Selvmordet er for mig en afgrundsdyb ensomhed. Ensomhed for den døde. Ensomhed for os efterlevende. Det skriver psykolog Signe Groth-Brodersen, som for nylig oplevede, hvor befriende det var, da hendes børns skole talte åbent om døden og selvmordet, efter en pædagog begik selvmord

ENSOMHED ER at være iblandt mennesker, der mener at kende dig, uden at du kan se dig selv i deres billede af dig. Sådan skrev jeg som ung, da jeg levede med en smerte og en ensomhed, som jeg sjældent fortalte andre om. Første gang, min mor forsøgte at begå selvmord, var i 1993. Jeg var dengang 16 år gammel. I 2004 døde hun.

Selvmordet er for mig en afgrundsdyb ensomhed. Ensomhed for den døde. Ensomhed for os efterlevende. Hamrende rå i sin eksistens. Den døde har selv truffet det ultimative valg at vælge døden. En død, de fleste af os frygter med en angst, der kan få os til at lave alle mulige krumspring for at holde bevidstheden om vores egen dødelighed ude af vores sind.

Derfor spørger vi: Hvordan kan du vælge døden? Talemåden har i mange år været, at selvmordet er et råb om hjælp. Måske er det. Måske er det ikke. Jeg tror i bund og grund, at der er lige så mange forskellige selvmord, som der er forskellige mennesker, der begår dem.

Som efterlevende bærer vi sorgen alene – i os selv. Den lille pause, der kommer, når jeg fortæller, hvordan min mor døde, gør, at jeg ofte undlader at fortælle om det. Mere end én gang har jeg tænkt: Gid min mor var død af noget andet. Noget mere almindeligt. Noget, der gjorde, at det ikke var så ubehageligt for andre at møde mig i sorgen.

FOR NYLIG BEGIK en pædagog fra vores børns skole selvmord. Skolen valgte fra starten at tale åbent om det. Jeg følte det som en befrielse. Over for børnene – og os forældre – satte de både ord på døden og selvmordet. De lavede en smuk mindehøjtidelighed sammen med børnene. De turde tale. De turde vise. De turde være. De turde lade ensomheden komme frem.

Uden for skolen fik jeg spørgsmålet: Sagde de det? Sagde de virkelig til børnene, at han havde begået selvmord? Det var ikke et spørgsmål i en kritisk henseende. Men mere undrende. Bekymret for, hvad sandheden ville gøre ved børnene.

Tabuet omkring selvmordet er stadig til at tage og føle på. For kan vi egentlig tale om det? Kan vi tale om selvmordet med vores børn?

MIN MOR BEGIK SIT endelige selvmord i 2004. Hun levede ikke længere et liv, hun ville leve. Alkohol, piller, sorg og krise udviklede sig til en cocktail, der endte med at holde hende i et jerngreb af sorg og stigende selvhad.

Jeg husker, hvordan min bror og jeg blev ringet op en dag i september. Hun havde igen forsøgt selvmord. Denne gang lå hun i koma. Hun ville ikke klare den. Hun var både fysisk og psykisk nedslidt. Der var brændemærker på hendes fingre, fordi hun så ofte var faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden. Mit hjerte var knust, som jeg så hende ligge der med slanger over det hele. Jeg lænede mig ind over hende. Hviskede i hendes øre: Du har altid været elsket.

En tåre trillede.

Trods koma hørte hun mig. Den tåre er i dag både min trøst og min sorg. Jeg tror ikke, hun ville dø. Men hun ville heller ikke leve. Hun ville ikke leve det liv, hun levede. Døden blev fravalget af hendes livssituation. Men var det i bund og grund et fravalg af livet som helhed? Nej, det tror jeg såmænd ikke. Døden var ikke hendes ønske. Men det var flugten. Og døden blev hendes flugtvej.

Min mor var syg de sidste 11 år af hendes liv. Det var ikke et chok, da hun døde. Vi vidste, at det gik den vej. Vi vidste det, men kunne ingenting gøre. At gå tæt på hende var som at forsøge at redde en druknende i panik. Vi risikerede selv at gå ned med flaget. Hendes selvdestruktion var ikke blot farlig for hende, men risikofyldt for os alle.

Kan vi tale om det? Jeg ved det ikke. Selvmordet er ofte grimt helt ind i sin inderste essens. Det udstiller vores magtesløshed. Vores ensomhed. Vores sorg, smerte og uretfærdighed. Jeg forstår, at man vender blikket væk.

Men, hvad ville der ske, hvis vi turde tale om det? Lade det stå frem? Måske vil vi bedre kunne se hinanden? Blive mindet om, at vi alle går med hver vores kampe. At vi alle lever et levet liv.

Signe Groth-Brodersen er psykolog.