I GAMLE DAGE mente man, at selvmordsraten var højere på De Britiske Øer end andre steder. Det skyldtes tågen, sagde man, eller briternes melankolske karakter, den såkaldte spleen. Ellers kunne man dårligt forklare, at de velstående briter kastede sig i Themsen eller hængte sig fra lysekronen i spisestuen.
I dag er det ikke slet så svært at forstå, at der skyller en formelig selvmordsbølge ind over øerne. Finanskrisen har ramt hårdt overalt. I England forsøger regeringen at nedbringe det enorme underskud på statsbudgettet ved at skære dramatisk ned på velfærdsydelserne.
18 milliarder pund har finansminister George Osborne annonceret at ville spare. Derfor skal en arbejdsløs familie i fremtiden højst kunne modtage 26.000 pund årligt. Og en enlig arbejdsløs vil ikke længere kunne få egen lejlighed, men kun et værelse, før han eller hun er fyldt 35 år og ikke som hidtil blot 25. Moralsk retfærdiggør Osborne det på samme måde som mange af sine europæiske ministerkolleger, der står i en tilsvarende økonomisk suppedas: "Det skal altid kunne betale sig at arbejde. De, der kommer i arbejde, bør være bedre stillet, end dem, der ikke gør det."
Men i modsætning til sine græske og franske kolleger bliver Osborne ikke mødt af demonstrationer og optøjer. De fleste englændere er liberalistiske og mener ifølge opinionsundersøgelser, at Osborne ikke blot må skære ned på de offentlige ydelser, men gerne helt fjerne dem. Folk på overførselsindkomster er nemlig parasitter!
"Generaliserende påstande om folk, der bliver rige på bistand – jeg kender ingen rige på bistand." Sådan siger Paul Brown, leder af en kirke i et hårdt ramt kvarter i London, til The Guardian. I hvert fald er Anthony Johnston fra samme kvarter ikke blevet det. Efter sin mors død brød han psykisk sammen, mistede sit job, forsøgte flere gange selvmord og levede i tre uger af vand, da han var for deprimeret til at forlade sit hjem.
Med hjælp fra Browns kirke går Johnston nu på kursus for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. I mellemtiden må han leve af 90 pund om ugen, som nogle gange kun strækker til den halve tid, når regninger og transport til kurset er betalt. Ikke desto mindre ser folk ned på ham, siger han til avisen.
Bedre er situationen ikke i Irland, hvor økonomien er i bund og antallet af selvmord i top. Det seneste år har 25 procent flere end normalt taget deres eget liv. "Der er tydeligvis en stærk sammenhæng mellem vores økonomiske forhold og selvmordsraten," erkender sundhedsminister Mary Harney over for The Irish Times.
OGSÅ I NORDIRLAND kradser krisen. Forleden fandt man endnu et lig, denne gang af den 30-årige snedker John Paul, der var gået ud på en lokal kirkegård i Belfast for at gøre en ende på sin depression. Han havde allerede en gang før forsøgt at begå selvmord ved at skære pulsåren over, men var blevet reddet og havde fået syet såret sammen – og var derpå blevet sendt hjem uden psykiatrisk hjælp trods sine psykiske lidelser.
Et par dage efter Pauls død dumpede et brev ind ad brevsprækken på hans adresse: et løfte fra det offentlige om endelig at give ham den hjælp, han så længe havde anglet efter. "Vi fik det i dag," siger hans mor til nyhedssitet Belfast Media. "Det er en tid til på fredag, men det er for sent. Han fik overhovedet ikke nogen hjælp."
En lederskribent på nyhedssitet vil gerne investere offentlige midler i forebyggelse af selvmord blandt unge, men ikke knytte den stigende rate sammen med nedskæringer på velfærdsområdet. I stedet kaster han sin mistanke på begravelseshøjtideligheder i almindelighed som en fristelse:
"Kunne det tænkes, at en så overvældende udstilling af sorg og tab, følelse og kærlighed – under hvilken et stort antal voksne mænd og kvinder bryder sammen – snarere skader end støtter det psykiske beredskab hos skrøbelige og sårbare skolebørn og teenagere, der tårevædede ser til fra kirkebænkene?"
Tja, man kunne vel også formode det modsatte. Men nogle gange er virkeligheden måske for hård at se i øjnene – også for en lederskribent.
Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk værdi- og kulturdebat