Selvmordstanker i det offentlige rum

Vi kan ikke løbe fra det store tabu, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

PÅ ET eller andet tidspunkt melder tanken sig for første gang. Den dramatiske erkendelse af, at hvis det hele skulle udvikle sig i en gal retning i dette liv, kan man jo selv sætte en stopper for det. Der findes en udvej, og ingen kan tvinge et menneske til at eksistere, hvis det ikke vil.

De fleste kender nok overvejelsen i denne teoretiske form, men det er kun sjældent, at vi taler om den. For sammen med troen på Gud, udgør tvivlen på livet vel det største tabu iblandt os. Hvilket på meget direkte vis bliver synligt, når man for tiden står og venter på bussen eller slår op på en helsidesannonce i avisen og læser et selvmordsbrev i stor størrelse.

Kampagnen er sat i værk af organisationen Livslinien, der vil skabe fokus på selvmord, specielt blandt mænd, og brevene er over 40 år gamle autentiske afskedsbreve fra USA. Oversat til dansk.

Det første, der melder sig, er en følelse af krænkelse på den afdødes vegne. Man kan dårligt forestille sig noget mere privat end en håndskrevet endelig afsked med livet og dem, man har kendt. Og nu hænger det her midt på Bernhard Bangs Allé i den jævne danske virkelighed og kunne muligvis forveksles med en kæk reklame for endnu en stand-up-komiker, der vil udfordre grænser. Men, nej, denne gang er det dyb alvor. Brevet er ægte, og formålet med det er at minde os om, at nogle mennesker vælger ved egen hånd at forlade denne verden.

Og kampagnen virker, for følelsen af krænkelse erstattes hurtigt af noget andet. Selvmordsbrevene i det offentlige rum bryder som et fortættet nedslag ind i en flygtig verden, hvor det ellers er så nemt at holde sig fri af den seriøse tanke om menneskets skrøbelighed.

Brevene fungerer som opråb i et velhavende samfund, hvor man midt i fokuseringen på det lykkelige og det i det ydre velskabte næsten kan glemme, hvor svært det kan udvikle sig for nogen at leve. Man kan mene, at initiativet fremstår i overkanten ufølsomt eller makabert, men jo mere omgivelserne bedøver os, desto mere skal der til at for at ruske os vågne.

Man ser for sig Søren Kierkegaards spidsborger komme fløjtende hen ad fortovet i den tilstand af overfladisk vanetilfredshed, der måske godt kunne forveksles med den verdensberømte danske lykke. Og pludselig midt på gaden støder han ind i et selvmordsbrev og har nu muligheden for at sande, at tilværelsen byder på mere end magelig gentagelse.

Den kan rumme sygdom, ensomhed, sorg, ulykkelige relationer og for mange af de tanker, der får kommende dage til at synes ganske meningsløse. Ifølge Kierkegaard skal fortvivlelsen i livet erkendes og blive til fremdrift, og det mest ulykkelige er, hvis et menneske som spidsborgeren aldrig kommer i kontakt med den. Hans tilsyneladende lykke vidner om mangel på berøring med det dybere og rummer dermed også en mangel på forståelse for, hvad der foregår i de andre.

Godt pakket ind i tryg tilfredshed kan man komme til at tage det for givet, at de fleste andre sikkert også er nogenlunde tilfredse. Hvilket jo kunne være en del af forklaringen på, at et menneske pludselig kan tage sit eget og muligvis også sine børns liv, uden at nogen havde set det komme. Vi er ikke vant til at spørge og føler os muligvis heller ikke altid særlig tilskyndet til at lytte.

Når ægte selvmordsbreve hænges ud på gaden, forstummer hele den pjattede og til tider næsten kynisk sarkastiske distance, der i så høj grad kendetegner tiden og nationen. Selvmordets mulighed er den blok i det indre, der standser alle andre strømme, og kampagnen fra Livslinien udgør en tiltrængt insisteren på alvor i Danmark i dag.

Vi skal andet end underholdes og adspredes og se godt ud. Vi skal nemlig huske, at mens man måske ikke selv lige nu mærker skrøbeligheden i al sin vælde, kan den være helt dominerende i sjælen hos en anden. Vi kan ikke løbe fra det store tabu angående den endegyldige løsning på livet, der står i så voldsom kontrast til lydigheden over for Gud og livet, han har skabt. Men som alligevel ender med at blive udgangen for nogle.

Derfor giver det mening at trække bevidstheden om selvmord ud i det offentlige rum, hvor to mennesker kan stå ved et busstoppested og læse de samme hjertegribende ord. Hvorpå de måske ser på hinanden og overvejer, om de ikke midt i dette åndeligt set blufærdige land burde meddele noget til den, der står ved siden af. For eksempel årsagerne til, at de aldrig selv frivilligt ville forlade verden. Måske ville det være første gang, at de prøver at sige højt, hvorfor det trods alt hver dag for dem giver mening at være menneske.